Kunstnerforældre. Hvis man nu tror, at Linn Ullmann, datter af svenske Ingmar Bergman og meget yngre norske Liv Ullmann (endelig!), har skrevet en minutiøst udleverende beretning om sin dæmoniske far, tager man fejl. ’De urolige’ er for det første en roman - en fremragende roman.
Foto: FINN FRANDSEN

Kunstnerforældre. Hvis man nu tror, at Linn Ullmann, datter af svenske Ingmar Bergman og meget yngre norske Liv Ullmann (endelig!), har skrevet en minutiøst udleverende beretning om sin dæmoniske far, tager man fejl. ’De urolige’ er for det første en roman - en fremragende roman.

Skønlitteratur

6 hjerter: 'De urolige' er storartet læsning

Linn Ullmann går tæt på opvæksten med - og navnlig uden - sine kunstnerforældre. Her, hvor andre forfattere ville ryste på hænderne, bevarer hun roen. I et næsten uhyggeligt klartseende drømmespil.

Skønlitteratur

De har planlagt bogen i to år, seks båndoptagelser a to timers varighed er det blevet til, inden den gamle mand dør i 2007.

Men da intervieweren tænder for båndoptageren få timer efter hans død, venter der hende enhver journalists mareridt: »Stemmerne druknede, hans gurglen, min skinger, jeg kunne ikke skelne ordene fra hinanden. Efter fem minutter trykkede jeg på stop og lagde båndoptageren tilbage i tasken. En grænseløs fiasko«.

Fiaskoen bliver ikke mindre af, at gamlingen, der gurgler, er mesteren, selveste »dæmoninstruktøren«, som afskyede improvisationer og teknisk uformåen, som krævede punktlighed og præcision.

Det lille drama om båndoptagelserne, der syv år senere viser sig faktisk at kunne dechifreres, ville virke som en journalistisk selviscenesættelse, en fortælleteknisk smarthed, hvis ikke det netop var dæmoninstruktørens datter, der havde fumlet med teknikken og nu fortæller om det i ’De urolige’.

Hun, der hele sin barndom har været underlagt faderens ordensreglement på den svenske ferieø Fårö, hans skræk for træk og forkølede børn (de kunne smitte!), hans krav om arbejdsro selv på varme sommerdage. Hun, der har næret sig af små lunser opmærksomhed, som når far, filmmageren, teaterinstruktøren og forfatteren, indimellem inviterede ind i den lænestol på kontoret til en sidning: »Nå! Hvordan har min yngste datter det i dag?«.

Det er klart, at hun har brug for alt andet end en fiasko på grund af en fjollet båndoptager. Og båndudskriften kommer da også til at fungere som bogens spinkelt lysende rygrad, en fritskrabet dialog mellem HUN og HAN. Omkring dialogen samler fortællingen sig, kærlighedshistorien om en datter, der elsker og elskes adspredt og på afstand af to voksne, som ikke lever sammen, men bevarer en nærhed, forbeholdt de to: »Jeg var hans barn og hendes barn, men ikke deres barn«. Linn Ullmanns sætninger sidder som altid, nøjagtig som de skal.

Hvis man nu tror, at Linn Ullmann, datter af svenske Ingmar Bergman og meget yngre norske Liv Ullmann (endelig!), har skrevet en minutiøst udleverende beretning om sin dæmoniske far, tager man fejl. ’De urolige’ er for det første en roman, og som sådan i princippet genrebeskyttet mod spekulativ snagen i ’sandheden’, for det andet er det samlede billede af faderen lige så tilbedende, kærligt og overbærende, som det er kritisk, granskende, irriteret og kontant.

»Min far havde den sjældne egenskab, at han fik andre til at føle sig som den eneste ene (...). At det var dig og ham mod verden«, lyder den måske mest indlysende forklaring på, hvorfor manden fik fem koner, ni børn plus en muse. Og hvorfor de fleste blev hængende i hans liv.

For det tredje handler ’De urolige’ også om fortællerens skuespillermor, dæmoninstruktørens muse, der kan et »trick« med øjnene, så »mænd bliver gale«, som har »nerver, der krøller sig«. Og mest af alt glimrer ved sit fravær:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Hun længtes efter moren hele tiden, også når moren var i samme rum. Pigens kærlighed var mere, end hvad moren orkede. At få et barn var mere kompliceret, end moren havde forestillet sig«.

Linn Ullmanns sætninger sidder som altid, nøjagtig som de skal

Man skal selvfølgelig ikke være særlig stiv i film- og teaterhistorie for at se, at romanens far, mor og barn ligner virkelighedens til forveksling. Men Linn Ullmanns helt overmenneskelige og meget vellykkede greb i ’De urolige’ er, at forfatteren aldrig ’forglemmer sig’, lader det litterære projekt i stikken til fordel for det biografiske: »Jeg ville se, hvad der skete, hvis jeg lod os vokse frem i en bog, som om vi ikke hørte hjemme andre steder«, skriver dette forfatterjeg. Som andre steder bliver til ’pigen’, hvilket skaber forskydninger mellem nærhed og afstand.

At være sin familie og at se sin familie er som bekendt to forskellige tilstande. Men i ’De urolige’ opstår en tredje. Ullmann fortæller et sted om den amerikanske maler Georgia O’Keeffe, om hendes landskaber og om den teknik, O’Keeffe selv kaldte faraway nearby. »Hun (O’Keeffe, red.) kombinerer to ståsteder, således at jeg, når jeg ser på hendes billeder, befinder mig helt tæt på og samtidig langt væk fra det, jeg ser på«, skriver Ullmann. Hun er ikke for ingenting billedmagerens datter, og oplevelsen af faraway nearby er ikke ulig den, man får under læsningen af ’De urolige’.

En følelse af et dobbeltsyn eller en destabilisering af beskuerens ståsted, som åbner for en større, mere drømmeagtig, panoramisk fortælling. En laterna magica, hvor fem årtiers teater- og filmhistorie forbinder kollektive drømmebilleder med dybt personlige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når der om moderens unge skuespilleransigt står, at det var »så nøgent, at det næsten ikke var et ansigt. Det faldt uophørligt fra hinanden og satte sig sammen igen«, behøver jeg i hvert fald ikke google ’Liv Ullmann’ for at se et af filmhistoriens mest porøse, foranderlige – og dyrkede! – ansigter for mig. Og når Linn Ullmann i en af bogens smukkeste scener fortæller om en juleaften, hvor kun hun og faderen mødes »så fulde af savn«, bliver det (bl.a.) en himmelråbende bevægende mod- og medreplik til det juleorgie, mange af os husker fra Bergmans ’Fanny og Alexander’. »Nu tænker jeg på at vi gik ved siden af hinanden i snevejret, og at far strøg mig over kinden og pegede på den vældige kirkekuppel hvirvlet ind i hvidt og sagde: Se der, mit hjerte, nu er vi der snart«.

’Mit hjerte’. Det kalder faderen sin yngste datter igen og igen – i hvert fald i bogen, i fiktionen. Forskydningens kunst er nådig og smuk, men også, ved vi jo, ofte inderlig sand.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce