Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

FEMINISTISK. Emma Clines debutroman om ungpigeliv i 1960'erne har en feministisk kerne.
Foto: James Williams (pr-foto)

FEMINISTISK. Emma Clines debutroman om ungpigeliv i 1960'erne har en feministisk kerne.

Skønlitteratur

Hypet debutroman om pigelivet er stærk på plot, men hæmmet af opstyltet prosa

Emma Clines roman er en slags coming of age-historie, der udspiller sig i 1960’ernes Californien.

Skønlitteratur

Da jeg for nogle uger tilbage travede New Yorks gader tynde, var den ikke til at komme uden om: I boghandler, i parker og i subwayen kiggede det røde pixelerede ansigt på mig. Derfor glædede jeg mig også til at kaste mig over Emma Clines hypede debutroman ’The Girls’.

Romanen, der er en slags coming of age-historie, udspiller sig i 1960’ernes Californien. Her møder vi 14-årige Evie, der indlader sig med et kollektiv af letlevende unge piger – ikke ulig Charles Mansons ’familie’. Kliken ledes af Russel, der har sit helt eget manipulatoriske spil kørende: »Russel havde udsat mig for en række rituelle prøver. Perfektioneret i løbet af de år da han arbejdede for en religiøs organisation (...) Tiltrak de tynde, bekymrede piger med chefer fra helvede og drømme om næsekirurgi. Hans levebrød. Den tid han tilbragte på centerets forpost i San Francisco i den gamle brandstation. Med at samle disciple. Han var allerede ekspert i feminin bedrøvelse – en særlig måde skuldrene hang på, nervøst udslæt. En underdanig melodisk tone i afslutningen af hver udtalt sætning, øjenvipper der var klæbrige af tilbagevendende gråd«.

Fri sex, fri kærlighed

Kollektivet er frigørelse i højeste potens: fri sex, fri kærlighed, ingen ejendomsret. Det flyder med stoffer, mens mad i højere grad er en mangelvare. Og så er der Suzanne, smukke, distancerede og fandenivoldske Suzanne, som Evie crusher ret meget på, ja, der er vel tale om en rigtig første forelskelse: »Vi havde været sammen med mændene, vi havde ladet dem gøre hvad de ville. Men de ville aldrig komme til at kende de dele af os, som vi holdt skjult for dem – de ville aldrig fornemme at der manglede noget, ja, de ville ikke engang få den tanke at det var mere at lede efter«.

Fascinationen af Suzanne er et af de stærkeste elementer i romanen og det, der driver historien frem. Historien, der fortælles af den efterhånden ret modne Evie fra en nutid, som hjemsøges af »tressernes spøgelser«. Hun indlægger en række hentydninger til og kommentarer om den store, tragiske begivenhed, der indtræffer mod slutningen af romanen. Det skaber den suspense, der gjorde det vanskeligt for mig at lægge bogen fra mig. Plottet fejler bestemt ingenting.

Til gengæld må man leve med en til tider temmelig opstyltet prosa: »I ate in the blunt way I had as a child – a glut of spaghetti, mossed with cheese. The nothing jump of soda in my throat« . På sin vis mindre krukket i oversættelsen: »Jeg spiste som jeg havde gjort da jeg var barn bare tygge, sluge – et bjerg af spaghetti, et ton ost. Sodavand der prikkede af ingenting i halsen«. Kanske oversætteren har delt min opfattelse. Måske er det debutantens usikkerhed, Cline gemmer bag alle de floromvundne sætninger. Det behøver hun egentlig ikke, for romanen fungerer ellers fint. Selv om det virker lidt anstrengt, når der insisteres på, at Evie, Suzannes og de andre pigers skæbne, er alle pigers skæbne: »Stakkels Sasha. Stakkels piger. Verden opfeder dem med løftet om kærlighed. Som de dog længes efter den, og hvor er det få af dem der nogensinde får den. De sirupssøde popsange, kjolerne som i katalogerne beskrives med navne som ’solnedgang’ og ’Paris’. Så rives drømmene fra dem med brutal voldsomhed; hånden der flår i knapperne i hendes jeans, ingen ser på manden der råber ad sin kæreste i bussen«.

En udsat gruppe

Men det cementerer – sammen med de mange beskrivelser af søster- og venindeskab, af kvindelige relationer, ja, endog af Evies romantiske følelser for Suzanne – et klart feministisk standpunkt i romanen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Pigerne er en udsat gruppe (»Det var en del af at være pige – man måtte finde sig i den feedback man fik. Hvis man blev sur, var man tosset, og hvis man ikke reagerede, var man en bitch«). Og de deler erfaringer, drengene er helt fri for: »Jeg ventede på at nogen skulle fortælle mig hvad der var godt ved mig (...) Al den tid jeg havde brugt på at forberede mig, de artikler der lærte mig at livet faktisk bare var et venteværelse før nogen lagde mærke til én – al den tid havde drengene brugt på at blive sig selv«.

Det fællesskab står lige så stærkt som romanens plot.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce