NYC. Folk i New York er meget mere interesserede i, hvad du siger og gør, end hvem du er, og hvor du kommer fra. Det er befriende«, siger Joseph O'Neill.
Foto: Thomas Borberg

NYC. Folk i New York er meget mere interesserede i, hvad du siger og gør, end hvem du er, og hvor du kommer fra. Det er befriende«, siger Joseph O'Neill.

Skønlitteratur

»Hvis man ikke forstår kricket, hvordan kan man så forstå verden?«

Politiken har mødt 'Netherland'-forfatteren Joseph O'Neill i New York.

Skønlitteratur

Det er en af de varmeste dage i en smeltende New York-sommer.

Folk flygter fra byen eller ind i nogle af de flere hundrede afkølingscentre, der er oprettet, men forfatteren Joseph O’Neills kærlighed til byen er upåvirket.

»Jeg elsker New York. Ens personlige identitet er så flydende her. Folk er meget mere interesserede i, hvad du siger og gør, end hvem du er, og hvor du kommer fra. Det er befriende – og så løber man aldrig tør for interessante mennesker at tale med«, siger han og breder armene ud som for at omfavne hele byen.

LÆS OGSÅ Vi sidder på tagterrassen på Chelsea Hotel, det legendariske hotel på 23ende gade, hvor lobbyen og trapperne er fyldt med kunst, som beboerne – mange af dem berømte – har lavet gennem årene, og udsigten er formidabel.

Kærlighedserklæring til NYC
På den ene side ser vi opad i byen mod Empire State Building og Chryslerbygningens ikoniske art deco-buer, i den anden retning stræber Woolsworthbygningen fra en tidligere æra mod himlen, og omkring os myldrer det med planter og de klassiske vandtårne, der kroner næsten alle bygninger i New York.

Det er et New York Moment og den perfekte ramme at tale om Joseph O’Neills roman ’Netherland’ i, der under en overflade af kricket og moderne ægteskabsproblemer er en lang kærlighedserklæring til byen og en moderne fortælling om den amerikanske drøm.

Ganske som romanens fortæller, den hollandske Hans, bor O’Neill på Chelsea Hotel med sin familie, og bogen har på mange måder været opfyldelsen af hans egen amerikanske drøm.

Kongen af New York
Før ’Netherland’ var der ikke mange, som havde hørt om Joseph O’Neill. Han havde ganske vist skrevet to romaner og en rost faglitterær bog om sine bedsteforældre, der var blevet valgt som en af årets bøger af The Economist.

LÆS ANMELDELSE

Men ingen af bøgerne var for alvor slået igennem. Som O’Neill udtrykker det, »havde jeg aldrig mødt eller talt med en eneste person, som havde læst mine bøger – eller hørt om dem. Bortset fra min familie. Alle mine bøger var udgået af handlen«.

Sådan er det ikke længere. ’Netherland’ er blevet rost til skyerne af de amerikanske og internationale anmeldere. Den ligger i stabler overalt i boghandlerne i USA. New York Magazine har kaldt O’Neill for ’Kongen af New York’ og for at understrege succesen var det den første roman Obama sagde, at han læste, efter at han blev præsident.

Afvist af hustruen
Som med de fleste succeser var det langtfra givet, at det ville ende lykkeligt for ’Netherland’. Det tog O’Neill syv år at skrive bogen, og undervejs var der ikke mange, som troede, at den ville blive en succes.

»Når jeg forklarede, at jeg skrev en bog, hvor kricket spiller en stor rolle, med en hollandsk fortæller og et ikke særlig actiondrevet plot«, blev der typisk ret stille, fortæller Joseph O’Neill.

Også efter at bogen var færdig, var der dystre stunder.

»Det tog seks måneder for mig at finde en forlægger, og selv om det måske ikke lyder af meget, kan man få mange ydmygelser og skuffelser i løbet af et halvt år«, siger O’Neill, der dog tydeligvis er mand for at komme sig over den slags skuffelser.

Hans kone, Sally Singer, der nu arbejder som journalist på Vogue, afviste hans anden roman, da hun arbejdede som redaktør på forlaget Farrar, Straus and Giroux.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kamp om rosende adjektiver
Først da Sonny Metha, en kendt forlægger i New York og stor kricketfan læste bogen og anbefalede den, lykkedes det, og så gik det hele til gengæld hurtigt.

»Mit liv forandrede sig på fire dage. Det var ret utroligt«, siger O’Neill om den weekend i 2008, da bogen udkom og de mest prestigiøse amerikanske medier kæmpede om at finde de mest rosende adjektiver og litterære sammenligninger i deres anmeldelser.

Hvorfor gjorde du livet så svært for dig selv – kunne du ikke have skrevet om baseball og brugt en amerikansk fortæller?

»Jeg skrev lige den bog, jeg gerne ville skrive. Jeg gjorde meget ud af ikke at gå på kompromis, og så brugte jeg det, som jeg kendte. Jeg spiller selv kricket på Staten Island i en klub, der minder meget om den, Hans spiller i; jeg er selv vokset op i Holland og brugte mine egne ellers ret værdiløse minder derfra til Hans«.

Hvis man ikke forstår kricket …
»Men det var også mere end det. Jeg ville gerne bruge kricket som metafor for den postmoderne verden og vanskelighederne for amerikanerne i at navigere i den«, siger han og henviser til en bemærkning, som bogens egentlige hovedperson, Chuck Ramkisson, kommer med.

»Hvis de ikke kan forstå kricket, hvordan kan de så forstå resten af verdens kompleksitet. Hvis man ikke forstår kricket, hvordan kan man så forstå et land som Pakistan«.

Men stadig. Syv år er lang tid at bruge på at skrive en bog. Selv ’Krig og fred’ blev skrevet hurtigere.

»Ja, på sin vis er det. Men faktisk er det efterhånden ikke så usædvanligt; det forekommer mig, at det tager mange længere og længere tid at skrive deres bøger. Nu vil jeg ikke sammenligne med andre, men tag Jonathan Franzen; det har taget ham omkring 10 år at skrive sin nye bog«, siger O’Neill, der ser det som et tegn på romanens nye rolle – og udfordring.

Ikke naturligt at læse bøger
»I en tid, der er så mættet af visuelle indtryk, og hvor det er så vanskeligt at få folk til at fastholde opmærksomheden, kræver det virkelig noget helt særligt at få en bog til at sætte sig i kulturen og den offentlige bevidsthed. Det er jo ikke længere naturligt at læse en bog – selv ikke for mig. Jeg kan mærke, hvordan internettet suger tiden fra mig og gør det vanskeligere for mig at sætte mig og læse uforstyrret en længere periode – sådan som gode romaner kræver.

Så som forfatter bliver man nødt til at være mere og mere ambitiøs, skrive bedre og bedre og mere og mere relevant. Og det tager lang tid«.

I dag er USA bare et sted blandt mange i den globale økonomi. Verden er i fuld gang med at blive postnational



Hvordan skriver du?

»Der er ingen fast proces. Fra tid til anden sidder jeg naturligvis i et kontor, men hvad jeg laver, er meget lidt fastlagt. I den første lange tid jeg arbejder på en bog, tager jeg bare noter. Og når jeg så har fundet personerne og begyndelsen til et plot, begynder jeg at skrive. Meget, meget langsomt – ofte bruger jeg hele dagen på et enkelt afsnit, som jeg så sletter dagen efter. Alle ord i mine bøger er blevet fiflet med og slettet en masse gange. Men lidt efter lidt finder man en stemme, og så går det fremad«.

Så du begynder med personerne?

»Man bliver nødt til at have nogle personer, men bortset fra det lader jeg ellers sproget styre mig«.

Postnationale tider
I New Yorker skrev anmelderen James Woods, at ’Netherland’ er en »postkolonial genskrivning af F. Scott Fitzgerald ’The Great Gatsby’«, og mange andre har også sammenlignet den med Gatsby. Er du enig i det?

»Gatsby er en fantastisk bog, så jeg er selvfølgelig meget beæret over at blive sammenlignet med den. Og der er bestemt også en række lighedspunkter. Der er en karismatisk gangster, som dør i vand, og en flegmatisk fortæller, og begge bøger handler om den amerikanske drøm. Men ellers er det meget forskellige bøger – ikke mindst på grund af de knap 100 år, der er mellem dem«.

Hvilke forskelle?

»USA er et meget anderledes land i dag. På Gatsbys tid var USA mulighedernes land; et sted, hvor alt var muligt og hele verden drømte om at komme til. Men sådan er det ikke længere og har ikke været det en rum tid. I dag er USA bare et sted blandt mange i den globale økonomi. Verden er i fuld gang med at blive postnational.

Dubai og New York
Jeg har læst, at din næste bog foregår i Dubai. Er det for at sætte fokus på det postnationale?

»På sin vis. Dubai er et utrolig interessant sted, en slags Ground Zero for den nye postnationale verden. Et symbol på det 21. århundrede lidt som New York var det for det tyvende århundrede. Og de to byer minder på nogle måder også meget om hinanden. Det er steder, hvor næsten ingen – især i Dubai – er lokale og alle er kommet til for at realisere deres drømme«.

Netop det postnationale aspekt interesserer O’Neill, der selv har en irsk far, en tyrkisk mor og har tilbragt store dele af sin barndom i Holland, meget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Forsvarsreaktion

»Det er jo den vej, verden med stor hast bevæger sig. I retning af et samfund, hvor nationaliteten ikke er den altafgørende faktor, og hvor identiteten er meget mere multifacetteret og omskiftelig«. Men omvendt er nationalismen på vej frem i Europa og vel også i USA, hvor der er stor modstand mod immigranter for tiden?»Det er sandt. Det er en forsvarsreaktion fra folk, som føler sig truede. Sådan er det altid, når der sker store forandringer. Men jeg tror, at den postnationale bølge er alt for stærk at stå imod og gudskelov for det. Det bliver en meget mere interessant verden«.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce