realist. Kim Blæsbjerg kommer viden om og verden rundt i sin bog.
Foto: Simon Klein Knudsen

realist. Kim Blæsbjerg kommer viden om og verden rundt i sin bog.

Skønlitteratur

Bidsk roman om familie- og erhvervsliv under finanskrisen er tankevækkende

’Desertørerne’ har sine skavanker, fordi den vil så meget på én gang, men det er en roman på et usædvanligt ambitionsniveau.

Skønlitteratur

Omslaget på Kim Blæsbjergs fuldfede roman – 1. bind i en trilogi om ’Danmark for lidt siden og lige nu’ – viser et smedejernshegn, og det hegn bliver snart symbolsk.

Villaen på Frederiksberg huser familien bag det internationale tøj- og læderfirma Kappel Bruhn Company. De forskanser sig mod finanskrisen, pressen og andre fjender, men i løbet af de år, romanen spænder over: 2007-10, kommer det stadig mere til at handle om, hvad familiens medlemmer selv er fanget i og lukket ude fra.

Christian Kappel Bruhn er 3. generation i firmaet, som nu har butikker i 40 lande i Europa og Asien. Han styrer sit imperium fra hovedsædet i Lyngby – og helst også sin familie, inklusive sin kone Julie, der er firmaets designchef, men lukker øjnene for det overordnede firmamønster.

Den ældste datter, Malene, forvalter fra Shanghai firmaets kinesiske marked og den udliciterede tøjproduktion i Sydøstasien. Den yngste datter, Sofie, flakser mellem tilfældige jobs og studier.

Lea studerer halvhjertet jura og laver research for firmaet. Hendes tvillingebror, Simon, familiens uberegnelige oprører, har svigtet ved at lække firmaforhold til pressen og ved at desertere fra en konstabeluddannelse lige før udsendelse til Irak. Efter flakken om i USA søger han langt væk i en ngo-hjælpeorganisation i Afghanistan.

Til familien hører Mark, Leas kæreste og romanens lejlighedsvise jegfortæller. Han er deserteret fra et voldeligt hjem i Lemvig og har anfægtelser over det, men som nybagt jurist og ærkeliberalist falder han rask til i firmaet og avancerer til chefgangen med indsigt i sin ’svigerfar’s finansspekulationer.

Kim Blæsbjerg genopliver en klassisk genre: slægtsromanen som tidsroman, linjen fra Thomas Manns ’Buddenbrooks’ til Martin du Gards ’Familien Thibault’, og han er tydeligt inspireret af Chr. Kampmanns Gregersen-saga (1973-75).

Ligesom ’Visse hensyn’ starter ’Desertørerne’ med et familieselskab, og sandt at sige kommer man til at længes efter Kampmanns virtuose replikkunst og ironi, for Blæsbjerg er en sammenbidt alvorsmand og overrealistisk realist. Pletvis sander romanen til i overdetaljerede beskrivelser, digressioner og flashbacks.

Men ellers tumler Blæsbjerg flot de mange synsvinkler og simultanteknikken, der skifter mellem København, Lyngby, Lemvig, Shanghai, Kabul og New York. Der kommer kul på historien, da Simon lander i Kabuls klaustrofobisk bevogtede ambassadekvarter, byens »kunstige hjerte«, med bilbomber, korruption, prostitution – og med Taleban knurrende ude i mørket. Flot skildret.

Kim Blæsbjergs kup er at løfte familiedramaet til kulturkritik. Dristigt forlænger han perspektivet til tidens overordnede »vækstutopi«

Der ligger også imponerende research bag romanens økonomiske tematik. Man følger firmaets trafik med kopiering af konkurrenters tøj, officiel ’social profil’ og reelt elendige arbejdsforhold. Man følger, hvordan boligboblen brister og ruinerer småfolk, mens investorerne redder sig. Og i New York oplever Simon på egen krop, hvordan »højfrekvenshandel« via »robotmæglere« og algoritmer på millisekunder kan skabe lynkrak.

Man følger også direktørens dubiøse transaktioner – opkøb af kriseramte firmaer, pantebrevskarruseller, kursmanipulation, skjulte familiefonde, som alarmerer Bagmandspolitiet, og som iagttageren Mark kalder chefens »frirum, hans herreværelse« – og måske i næste bind selv bliver fedtet ind i?

Savner nærhed, rod og rygstød

Til borgerskabets diskrete bluff hører, at man stille deserterer fra gamle værdier som hæderlig soliditet – og dog mener at give sine børn den bedste opdragelse. Men Blæsbjerg viser, hvordan pengefikseringen siver ind i privatlivet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Oprøreren Simon indser, at »familien var en skole«, hvor eksaminerne består i »underforståede forventninger« om korrekt opførsel, der belønnes med job i firmaet. Men selv uromagerne Simon og Sofie er indskolet til, at deres adfærd ikke må »skade firmaets omdømme«.

Den abstrakte økonomi gør personlige relationer abstrakte. Forældrene »har aldrig rigtig været der«, siger Simon, og de bliver stadig mere fjerne – for hinanden, for børnene, for vennerne.

Alle har svært ved »at have en anden tæt på«, som Lea siger. Selv ægtefæller og kærester. De isolerer sig med luksus, joints og coke bag mure af ensomhed. De savner nærhed, rod og rygstød. Det er romanens sidste ord – i Simons mund, da han igen flygter til Kabul: savn.

Kim Blæsbjergs kup er at løfte familiedramaet til kulturkritik. Dristigt forlænger han perspektivet til tidens overordnede »vækstutopi«, der har fodret »den nationale grådighed«. Til den »aktivistiske« udenrigspolitik med blodige missioner i Irak-Afghanistan og moralske udglidninger. Til det, en radikal politiker i familien kalder en løbende »forråelse af vores land«.

’Desertørerne’ har sine skavanker, fordi den vil så meget på én gang, men det er en roman på et usædvanligt ambitionsniveau. Bidsk og tankevækkende. Vi venter spændt på de næste to bind. Gid der også blev luft til lidt humor og satire!

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce