Skønlitteratur

Jagten på fyrstens fingernegl

På farverig - og ikke helt ufarlig - rejse i 1300-tallets pestbefængte Italien med Bjarne Reuter og en gravrøver med gode fortællergener.

Skønlitteratur

Så grusomt, så forstemmende og så æggende«, mumler Bjarne Reuters hovedperson, den omrejsende apoteker og gravrøver Giuseppe, da han i 1348 drager ind i det pestramte Firenze.

Og det samme siger læseren, for Reuter forstår at skildre epidemiens vraggods, så man gyser og væmmes og begærligt læser videre.

Det gælder også, efter at Giuseppe og den enfoldige gartnerlærling Arturo, som han samler op i et hus fuldt af lig, har forladt Firenze for at fortsætte deres færd gennem Mellem- og Norditalien.

De møder mange rædsler undervejs, men det hele beskrives så veloplagt, og Giuseppe er så sympatisk en skurk, at man med glæde følger ham på hans tur fra det ene ligkapel, fangehul og kloster til det andet.

Anklaget for kætteri
Giuseppe er på jagt efter den sidste ingrediens i den mikstur, der skænker evigt liv. Hans søgen fører ham til Lucca, hvor en kvinde skal brændes for at have horet med Den Onde selv.

Sammen med hende skal også hendes søn på bålet, og det er netop drengen, der interesserer Giuseppe, for den manglende ingrediens er nemlig en negl fra Mørkets Fyrste.

Giuseppe finder drengen, men bliver selv fængslet af Luccas uhyggelige bøddel og senere anklaget for kætteri, da han over for biskoppen antyder, at den ulykkelige dreng, som han har delt celle med, slet ikke var Satans søn, men en almindelig stakkels horeunge, som nogen havde revet tungen ud på.

Samvittighedsfuld på bunden
Biskoppen tåler ikke, at der rejses tvivl om berettigelsen af hans handlinger, for det undergraver kirkens autoritet og hans personlige chancer for at blive valgt til pave. Giuseppes søgen forvandles til en flugt med bødlen i hælene.

Om sig selv siger Giuseppe: »Jeg er ikke særlig mærkelig, man er blot en almindelig gravskænder, som ikke forlader et spinatbed, uden han har trådt i det«.

Giuseppe når at træde i mange spinatbede på sin rejse, for trods sin røveriske og bedrageriske natur er han egentlig et godt og samvittighedsfuldt menneske, der ikke kan betvinge sin trang til at redde små børn fra druknedøden og genforene dem med deres mødre og i det hele taget hjælpe til, hvor han kan, skønt det ville være langt mere fordelagtigt at lade være.

Dertil kommer hans frygtelig farlige hang til at sige sandheden, selv om den altså er særdeles ilde hørt.

Bonushistorie
Giuseppes mangfoldige oplevelser og det væld af skrøner, som han fortæller undervejs, har mindelser om 'Decameron'. De er overdådigt farverige, ofte humoristiske, gerne herligt makabre og synes i første omgang at løbe i alle mulige retninger, men efterhånden samles trådene, så Reuter kan spinde sin ende færdig.

I en overraskende lille bonushistorie antyder Bjarne Reuter elegant, hvordan samme tema - den medicinske bedrager, som trods sin skurkagtighed ikke kan styre sin trang til at sige sandheden og gøre det rigtige, og som derfor geråder i farlig konflikt med et brutalt, sandhedsfrygtende styre - ville kunne gennemspilles i moderne rammer.

Romanen ville have haft godt af en lidt grundigere redaktionel afpudsning. Så havde man f.eks. kunnet undgå stavemåder som 'imbicile' (for ikke at nævne bagsidetekstens 'Guiseppe'), formuleringer som »hvoraf nogle af dem« og anakronismer som tomater og metersystemet, der skurrer mod det ellers så omhyggeligt konstruerede middelaldermiljø.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce