Skønlitteratur

Fidusmagere i farver

Skibet gynger med tricks og taskenspil i Herman Melvilles morsomme gavtyveroman.

Skønlitteratur

Martin A. Hansen, eller rettere Sankt Martin, da han jo just er blevet litterært kanoniseret ind i vor ellers helgenløse og protestantiske kultur, skrev i 1955 et herostratisk berømt forord til den amerikanske forfatter Herman Melvilles mesterværk 'Moby Dick'.

Hansens kendskab til amerikansk litteratur kunne ligge på et frimærke, og der ville stadigvæk være plads til et husmandssted med fire gæs og en ko.

Men han kunne jo skrive besnærende, den gamle skolelærer, og så skrev han denne aristokratiske nordamerikaner ind i den danske læsekreds og bevidsthedshorisont som en art maritim hjemstavnsforfatter på de store have.

Fedt forord
Signalementet af Melville som toldinspektøren, der røg pibe i havnen og helst talte med indianere og træskibe, hvaler og heste og tit og ofte drømte om en anderledes altmodisch og arkaisk verden ligesom Sankt Martin selv, er såre forkert og forenklet.

Det gjorde allerede Poul Vad opmærksom på, og Flemming Chr. Nielsen gentager nu med retfærdig harme opmærksomheden.

I sit fede forord til sin fremragende oversættelse af endnu en roman af Melville, 'Bondefangeren', forsøger han at rette op på den Hansenske fejllæsning og misforståelse.

Civilisationskritik
'Bondefangeren' er bestemt længere væk fra 'Løgneren' end til Tante Lise på landet, som det jo hedder hos Christian Winter om afstanden mellem Danmark og Amerika.

Denne ukendte og undervurderede historie fra 1857 er en grotesk og burlesk gavtyveroman fuld af digressive ind- og udfald mod det unge USA og den amerikanske drøm om smart at blive rig i en fart.

Romanen har egentlig kun en vandhjulet floddamper på Mississippi som fast grund under sit plot og sin prosa. Vi begynder om morgenen den første april, hvor en blind træder op på dækket, og straks sejler vi ned ad den store å, Old Man River, på et narreskib fuld af fiduser.

Fidusmagere i alle farver og størrelser viser med rablende kaskader af ord og meninger Melville som en fortæller i familie med både franskmanden Rabelais og englænderen Lawrence Sterne. Hans civilisationskritik peger såmænd frem mod verdenslitteraturens helt store sailor, Joseph Conrad.

Morsom, moderne og monstrøs
Newyorkeren Melville var en moderne amerikaner også i Paris og omegn, klart på forkant med samtidens modernitet både ude og hjemme.

Kritisk javel, men, som 'Bondefangeren' i den grad viser det i sin demaskering af den hvide mands fordomme, også mod det nostalgisk forgyldte, pseudofeudale gammelliv, den stivnede majsgrød i Sydstaterne her fire år før borgerkrigen, og siden i Danmark den altid kolde havregrød i vor egen kultur.

Melville er morsom, moderne og meget monstrøs og modig i sin satire. Glem den helgenkårede Hansens syn på manden, gak til mesteren selv.

Læser, lad dig fange ind af 'Bondefangeren', stig om bord på Melvilles gode skib 'Fidèle'. Men husk, det er aprilsnar, og skibet gynger med tricks og taskenspil, skæv filosofi og snoet ideologi, så det er godt at være søstærk på dækket.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce