Malerisk. Julia Butschkow har skrevet to romaner og en novellesamling. Men også mundtligt fungerer hun som formidler, for eksempel som her på Statens Museum for Kunst, hvor hun står foran det store maleri af franskmanden Jean-Francois de Troy, som hun med en kort fortælling har givet nyt liv.
Foto: Jacob Ehrbahn(Arkiv)

Malerisk. Julia Butschkow har skrevet to romaner og en novellesamling. Men også mundtligt fungerer hun som formidler, for eksempel som her på Statens Museum for Kunst, hvor hun står foran det store maleri af franskmanden Jean-Francois de Troy, som hun med en kort fortælling har givet nyt liv.

Skønlitteratur

Bevidsthedsåbnende roman skildrer tabet af livsenergi

Julia Butschkows nye roman føles båret af nødvendighed og erfaring.

Skønlitteratur

Julia Butschkow udgav i 2009 romanen 'Apropos Opa', som byggede på historien om hendes egen tyske farfar, der var topnazist og medansvarlig for jødeudryddelsen.

LÆS ANMELDELSE

Lidt af en kraftpræstation. Men der var et 'aber dabei' for forfatteren, en pris at betale for at synke ned i slægtshistorien.

Så det hedder hendes nye roman, 'Aber dabei'.
For lidt og for meget

Den skildrer blandt andre skæbner en kvindelig forfatter, der er indlagt på lukket psykiatrisk afdeling, fordi hendes arbejde med en bog om hendes nazistiske farfar har sendt hende til tælling med angst og spisevægring, i noget, der ligner en fuldkommen identifikation med de radmagre jødiske offerkroppe, der i søvnløshedens døgndrift har lyst mod hende fra computerskærmen.

De andre skæbner er to andre indlagte, den stærkt maniske Ivan og den lettere depressive Maria, samt psykiateren Jens Martin og hans hustru, Ingrid.

Alle på nær psykiateren er på skift førstepersonsfortællere i beretningerne om deres kamp med livsenergien (og suppleres i slutningen af endnu en jegfortæller, der supplerer beretningen om Ivan). Kvinderne har på hver sin måde for lidt livsenergi. Den evigt liderlige, alt seksualiserende Ivan har for meget.

LÆS OGSÅ

Butschkows sprog er på én gang stilfærdigt og voldsomt. På en måde, så voldsomheden runger med, når de dæmpede personer fortæller, og stilfærdigheden runger med som en lytten, når den manisk aggressive fortæller.

De depressive kvindestemmer og den maniske mandestemme har langt hen ad vejen samme tone og rytme, og det giver læseren en følelse af at være på samme sted i personerne, i en lyttende, usentimental indlevelse, hvad enten vi lytter til den bedragne hjemmegående hustru, der føler sig som et møbel for sin mand, eller den desperate advokat, der overdøver sin smerte med sprut og aggressiv liderlighed.
Tæt på forfatterens egen historie

Det er en roman, der går tæt på Butschkows egen historie, endog hendes forhold til en let genkendelig dansk forfatter, der har erklæret sig selv død og foretager en farlig rejse til Irak.

Det er ikke kun kz-fangerne, men også sin radmagre kæreste, den anorektiske kvinde gennem spisevægringen identificerer sig med: »Vi elsker som to oldinge, to knoglede kroppe mod hinanden«. Men det er også en roman, der gør forfatterindens alter ego til ét blandt andre jeger, der alle kæmper med at holde balancen mellem livsenergi og dødsdrift.

»De to spor i mit sind, dagligdagen og døden, kører side om side som to sæt togskinner«, siger Ingrid, psykiaterens bedragne hustru. Og det er denne kamp mellem at holde gang i sit liv og invaderes af døden, alle personerne kæmper. Enten er der alt for meget gang i den, eller også er der lammelse, angstens eller følelsesløshedens. Og man får indtryk af, at kuren, på Kierkegaardsk vis, er at »fortvivle igennem«.

Den tager ikke lang tid at læse, men den bliver siddende i læseren som et nysgerrigt, medfølende blik på medmenneskene

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Forfatterinden må helt ind til sine egne knogler, før det kan vende, og hun kan skrive sin vigtige roman.

Overlægefruen må skære i sig selv for at genfinde livskraft og kreativitet; cutting-akten bliver ligefrem i sig selv en kreativ akt, da det i en smuk passage skildres, hvordan hun med en japansk køkkenkniv tegner røde sommerblomster på egen hud: »Det er let, som at tegne på et blankt stykke papir med en nyspidset blyant, jeg føler mig pludselig meget kunstnerisk anlagt«.
Nyt perspektiv

I en lille drilsk meta-leg vækker romanen den forestilling, at den kunne være skrevet af den psykologistuderende Maria, som gerne vil være forfatter og får en affære med psykiateren, der under deres elskovsmøder lader hånt om enhver tavshedspligt og fortæller fortrolige detaljer om sine patienter:

»For første gang får jeg fornemmelsen af, at jeg endelig har noget stof, jeg kan skrive om«.

LÆS OGSÅ

Men Butschkows roman er ikke opstået af mødet mellem psykiatersladder og ungdommelig forfatterambition, den har erfaringen og nødvendigheden i sig.

Den tager ikke lang tid at læse, men den bliver siddende i læseren som et nysgerrigt, medfølende blik på medmenneskene: Hvordan mon hun tackler balancen mellem død og dagligdag, hvordan mon han gør det?

Og hvordan gør jeg det?

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden