vinder. Sara Linderoth Bouchet (f. 1980) er franskdansk. Hun har læst litteraturhistorie i Danmark og studier i kulturel identitet i Skotland.
Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup

vinder. Sara Linderoth Bouchet (f. 1980) er franskdansk. Hun har læst litteraturhistorie i Danmark og studier i kulturel identitet i Skotland.

Skønlitteratur

Sara Linderoth Bouchet debuterer med empatisk flygtningeroman

Forfatteren har sprogligt nærvær, når hun sammenligner ankler med løg, eller når hun bruger ordet »omkomne«.

Skønlitteratur

Kan et par ankler ligne ’glemte løg’? Ja. Hvis man stopper op og ser pigen Selda for sig i hel figur: »Spidse albuer, knæene, der stak ud ...«. Og så altså de bleggule løgstængler, foruden »den tynde hud over skinnebenet«.

Vi forstår i hvert fald på Arons beskrivelse, at søsteren Selda har mistet huld, at alle de syriske specialiteter, som deres kokkefar på gode dage fremtryller, ikke rigtig bider på. Eller også er der for få gode dage der i boligkomplekset, hvor flygtningefamilien lever et ghettoliv uden rigtig at ville være ved det.

Sara Linderoth Bouchet demonstrerer i debutromanen ’Hjem’, hvad iagttagelsesevne og sproglig selvstændighed kan udrette, når der står ’bunden opgave’ i undertitlen. Dansk Flygtningehjælp, Dansk Forfatterforening og Tiderne Skifter udskrev i 2015 en romankonkurrence med flygtninge som tema.

Ideen er lige så farlig, som den er indlysende, for hvad vælter der ikke ind af velmenende bavl, når man tilmed kræver »et billede af, hvad det vil sige at være flygtning, på en måde, så det er mere nærværende og bedre formidler den oplevelse, flygtninge har«?

Den klassiske migrationsfortælling

Sara Linderoth Bouchets vinderroman er velmenende. Hendes sympati for Aron, den tilbageskuende fortæller, hans forældre og to søskende, betvivles aldrig, og man kan indvende, at børnene er mere tapre, mere renhjertede og mindre dovne, end børn er flest.

At deres historie følger den klassiske migrationsfortælling, hvor børnene bygger bro til det nye land, mens forældrene mere eller mindre giver op. Men det er disse forældre, med deres hemmelige udflugter til enten skoven eller alkoholen, der bliver romanens mest menneskelige. Ufuldstændige i konturen, men så meget desto mere troværdige.

Aron mindes, hvordan far, mor og børn i dagene før flugten over Middelhavet øvede sig i at flyde med redningsveste på i hotellets swimmingpool

Bouchet kan også – midt i flugt-dramaturgiens forudsigelighed – skabe scener, der overrumpler med absurd logik. Som da Aron mindes, hvordan far, mor og børn i dagene før flugten over Middelhavet øvede sig i at flyde med redningsveste på i hotellets swimmingpool:

»Vi forsøgte at grine ad situationen, mens vi lå på ryggen i det klorholdige vand«. De får siden hårdt brug for redningsvestene i en kollektiv drukneulykke, vel nok vor tids stærkeste mareridtsfortælling om flugt.

LÆS ANMELDELSE

Til Jyllands-Posten fortæller Bouchet, at hun i forhold til flygtningeproblematikken havde »absolut ingen forudsætninger«. Man kan skrive stor litteratur om at flygte uden selv at have prøvet det, som Johannes Anyuru, der i ’En storm kom fra paradiset’ skriver guddommeligt, inspireret af sin fars flugt. Alligevel efterlader konkurrencen spørgsmålet om, hvilke flygtningeromaner der mon kan skrives – og af hvem. Tænk, når de første af dette årtis flygtningebørn begynder at skrive!

Det mest opmuntrende ved ’Hjem’ er ikke den nærværende formidling af ’flygtningetemaet’. Det mest opmuntrende er, at Sara Linderoth Bouchet har sprogligt nærvær, når hun sammenligner ankler med løg, eller når hun bruger ordet »omkomne«:

»Det var blevet efterår, og vi trådte forsigtigt mellem al den nedfaldne, omkomne frugt«. Her er et blik for, hvordan en oplevelse kan sætte sig i kroppen og i sproget.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce