Forsiden af  'Se, Madicken, det sner!'

Forsiden af 'Se, Madicken, det sner!'

Skønlitteratur

Anmeldelse: Fire gode børnebøger med jul i

Respektløse rim, ufred mellem nisser, mysterier og små tindrende gys. Her er fire gode julebøger for børn.

Skønlitteratur

Om en vis sæk

Mød detektiverne Bearlock Bjørn og Doktor Vaskebjørn, som må helt til Grønland for at opklare mysteriet om julemandens sæk. Hvordan kan han have gaver til alle jordens (artige) børn i sin sæk og kane. Svaret skal ikke afsløres her, men der falder også en portion risengrød af undervejs. Thomas Bekker både tegner og fortæller til den store julemedalje, så resultatet bliver en billedbog for små øjne i venlig tegneseriestil. Det udløser hele 4 friske hjerter og en glædelig jul.

Astrids jul

Astrid Lindgren vidste nøjagtig, hvordan børn kan komme galt af sted. Og lære noget af det. Også i julen og snevejret. Her hopper Madickens lillesøster bag på Anderssons lettere alkoholiserede kane, og da hun springer af, er hun langt ude i skoven. Og så bliver det mørkt. Hvad nu? Billedbogen ’Se, Madicken, det sner!’ er en klog og varmhjertet bagatel, som Ilon Wikland får til at tindre af magi og et lille iskoldt gys. Stort er det. Det fås ikke større. Til alle 6 forfrosne hjerter.

Julemanden i uføre

Ret respektløst rimer Trine Løve Østerbye sig igennem den frygtelige historie om dengang, julemanden glemte, at det var jul. Han lå og kølede i poolen i sit sommerhus, og så var gode råd dyre. Heldigvis kunne han bestille gaverne over nettet, og mon ikke han nåede det. Nu ved vi, at ske rimer på pc, og at Pernille Lykkegård har ydet noget af sit bedste som illustrator. Hun har godt af at få lov til at bruge farver. En kær billedbog om den kære juletid. Det giver 4 varme hjerter.

Kærlighed og kanelsukker

Du ved det sikkert ikke, men der er ufred imellem de nisser, som bor på loftet, og de nisser, som bor i kælderen. Sådan har det altid været. Nu kommer Carsten Flink med sin kalenderbog, som skal forklare og rette op på ufreden. Her hjælper kun kærlighed og kanelsukker, og det klare budskab er, at vi må lære at omgås hinanden. Forfatteren er meget klar i mælet på det punkt. Anja Gram tegner originalt hertil. Det bliver 4 velintegrerede hjerter.

---------------------

Rettelse: I en tidligere version stod der, at det er Madicken selv, der hopper på kanen i 'Se Madicken, det sner!'.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce