Forfatter Peder Frederik Jensen, der er indstillet til Politikens Litteraturpris for romanen 'Vold', har netop udgivet en rasende monolog.
Foto: Miriam Dalsgaard

Forfatter Peder Frederik Jensen, der er indstillet til Politikens Litteraturpris for romanen 'Vold', har netop udgivet en rasende monolog.

Skønlitteratur

4 hjerter: Klaustrofobisk kammerspil leverer sure opstød fra sanatoriet

Peder Frederik Jensens nye og genreudefinerbare bog er en monolog, som virkelig forsøger at fucke med ens hjerne.

Skønlitteratur

Måske er det, fordi Peder Frederik Jensen de senere år ikke blot har skrevet noveller og romaner – herunder senest den anmelderroste ’Vold’ – men også teaterstykker, at hans nye bog har noget dramatisk over sig? ’Skullfucking’er i hvert fald en slags teatralsk monolog, et klaustrofobisk kammerspil med kun én person. Eller kælderspil skulle man måske hellere kalde det, for det talende jeg har i metaforisk forstand ramt bunden, det er her, han sidder og spyr sin galde ud. Men i virkeligheden befinder han sig på et sanatorium af en slags. Et sted, der lover »frisk luft og evig glemsel«.

Hvad angår tiden, er vi et sted ude i fremtiden, hvor krig, tørke, oversvømmelse, sammenbrud – kort sagt: en kaskade af katastrofer – har forvandlet verden til det værre. »Hvorfor plejer de os./ Hvorfor holder man os i live./ Efter sammenbruddet./ Territoriet blev indskrænket./ Man gjorde status./ Jeg fik lov til at tage det frie valg./ Jeg valgte værelset.«

Sådan forløber samtlige godt 70 sider rent formelt: Med korte hovedsætninger, én pr. linje, et sted mellem poesi, prosa og drama (måske er det derfor, bogen ikke har nogen genrebetegnelse).

Man skal altid vare sig for at sammenligne ny dansk litteratur med verdenshistoriens største, men der er en lille smule Beckett over visse dele af bogen

Og på dette værelse opholder jeget sig altså. Der er også andre mennesker, nogle med »lakerede« øjne, nogle med »sejlmagertråd gennem næsen«, der er plejere og en kvinde ved navn Hertha.

»Jeg stopper piben./ Jeg tænder med den spidsede tændstik./ Det knitrer, og de små tørre kviste rejser sig og brænder./ Jeg inhalerer røgen og puster ud./ Jeg lader tændstikken brænde./ Så er det jeg kan høre stemmer fra de andre værelser./ Jeg ved ikke hvad de vil./ Kan jeg hjælpe, spørger jeg lavt og hoster./ Ordene./ De krøllede sammen under neglen./ Jeg rensede dem ud med den spidsede tændstik.«

Her ser man også, hvordan der forekommer nogle ret betydningsfulde skift mellem nutid og datid.

Det er, som om fortid og nutid glider sammen, flyder ud, mudrer til, størkner i det rum, jeget befinder sig i og ikke kan komme ud af. Et rum uden for tiden, en tid uden for tiden. Der er både en fortid, som hører til erindringen, men også en grammatisk fortid, der skyldes, at det ikke gør nogen forskel, om man skriver, at man forsøger eller forsøgte at huske anatomien på den flue, man slog ihjel. Det kunne lige så godt være i går som i dag, som nu. Det er den monotoni, der er; det er det, man åbenbart plejer at gøre. Det er den gentagelse, man for så vidt er tvunget til at udføre i et rum uden udsigt til nogen fremtid, nogen forandring. Så sidder man dér og slår fluer ihjel. Det er, som der står et sted, et loop.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man skal altid vare sig for at sammenligne ny dansk litteratur med verdenshistoriens største, men der er en lille smule Beckett over visse dele af bogen: nulpunktet, den indtørrede stemme, de daglige ritualer, hvor man tager en sten i den ene lomme og flytter den over i den anden, hvorfra man så tager en anden sten og flytter over i den tredje lomme og så videre. Dag ud og dag ind, uden ende, uden stop. Citerede jeg lige Humleridderne dér? Har jeget malerhjerne i ’Skullfucking’? I hvert fald er det en hjerne, der har mistet nogle celler; en medicineret hjerne, der er ved at gå grassat.

I bogener der i øvrigt ikke kun et særligt forhold mellem nutid og datid, men også mellem nutid og fremtid. For den fremtid, der fremskrives, er på allegorisk vis selvfølgelig også vores nutid.

Jeg tvivler på, at Beckett ville have accepteret en så unødvendig titel og så smagløst et omslag, som tilfældet er her

»Betændelse skærer sig gennem mørket./ Det er samfundet./ Det behøver ikke et nyt sprog./ Fuck jeres utopi./ Fuck jeres reservepræster, selvudnævnte biskopper uden liturgi./ Uden nogen alder i deres testamente./ Ingen kender natten./ Jeg fucker med dig./ Jeg dør dig./ Din nar.« Sådan er bogen: konfrontatorisk og hyberbolsk. Og ikke uden en vis mængde surreelle sekvenser. Her en kannibalistisk scene: »Omkring os hærgede børnene./ Vi fangede et og åd det./ En dreng på grillen, sagde Hertha.«

Her et nekrofilt skullfuck af dimensioner: »Jeg trænger gennem drengens nakke./ Jeg sprøjter igen./ Nu på væggen./ Strint af blod./ Små stumper knogle, tænder, sperm.«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På trods af denne form, der tillader den slags eskapader og overdrivelser, er det alligevel, som om bogen nogle gange buldrer på tomme tønder. At der for eksempel også indflettes nogle holocaust-referencer for lidt dramatisk effekt? Den tendens giver sig til kende i selve titlen og helt ud i omslaget (jeg tvivler på, at Beckett ville have accepteret en så unødvendig titel og så smagløst et omslag, som tilfældet er her).

Så er det langt bedre, når der i gåseøjne bare står: »Jeg ser på flasken og urinerer langsomt./ Jeg har ikke ramt./ Naturligvis ikke./ Jeg ligger ned./ Flasken står ved døren./ Kulden kommer. Piben er gået ud./ Jeg lægger den fra mig og sover./ Kulde, jeg drømmer om kulde.«

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden