Åh, denne madame, som har æltet sig frem af avantgardekunstneren Claus Beck-Nielsens kropsmaterie! Og ikke mindst: sprøjtet sig ind i hans skrivevener, så de flyder over af den materie, der driver det kvindelige kredsløb: kærligheden. Det er nu tredje gang, vi får en roman fra kunstnerens hånd skrevet under navnet Madame Nielsen. Og jeg er hver gang henrykt. Som Kvinden så ofte er det: henrykt, henrevet, henført, her af en skrift, hvor »sproget folder sig ud og slynger sig uhæmmet panisk suverænt i strømme, der nægter at ophøre, nægter at nogensinde nå til et punkt«, som der står i bogen om Kvindens breve, med noget, der tilnærmelsesvis også kunne være en karakteristik af dens egen syntaks.
Få fuld adgang om mindre end 2 minutter
De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent
Bliv abonnent for 1 krEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
