Hovedpersonen, Mattis, i  Tarjei Vesaas’ hovedværk kan tale med fuglene, læse deres flugt og tyde deres signaler. Sneppen er hans bedste ven.
Foto: Claus Nørregaard

Hovedpersonen, Mattis, i Tarjei Vesaas’ hovedværk kan tale med fuglene, læse deres flugt og tyde deres signaler. Sneppen er hans bedste ven.

Skønlitteratur

6 hjerter: »Læs, læs, læs Tarjei Vesaas’ ’Fuglene’«

Tarjei Vesaas’ hovedværk om en tragisk helt er på gaden igen.

Skønlitteratur

Tarjei Vesaas var den første nordmand, der modtog Nordisk Råds Litteraturpris – i 1964, syv år før han døde. Det er der retfærdighed i. Han var en af de største norske forfattere i det 20. århundrede. ’Fuglene’, der er en af hans bedste romaner, udkommer nu for anden gang på dansk i en ny oversættelse.

Dens hovedperson, Mattis, er en lidt småtkørende mand i trediverne, der aldrig har gået i skole eller læst en bog. Man kan knap kalde ham landsbytosse, for han har ikke nogen landsby at tosse rundt i.

Han bor nemlig alene med sin søster Hege i et hus ved en sø, i det vidtstrakte og øde Udkantsnorge. Hun forsørger dem begge ved at strikke trøjer.

Hvad Mattis mangler af intellektuelle evner, har han til gengæld i sit følelsesliv. Han kan tale med fuglene, læse deres flugt og tyde deres signaler. Sneppen er hans bedste ven.

Tættest ved oplevelsen af at være normal kommer han, da to feriepiger fra byen står og mangler transport. Mattis ror dem i land fra en ø. De opdager ikke hans handikap og behandler ham som et rigtigt menneske.

Det er hans livs højdepunkt.

Det er Vesaas’ kunst at vise, at den, der mangler de kognitive evner, kan besidde et lige så suverænt jeg som vi såkaldt normale

Han sætter sig derefter i sin robåd ved søens bred dag efter dag som en anden færgemand i håb om flere af den slags oplevelser. Men der kommer ingen passagerer.

Ingen skal over.

Kun én gang dukker der en mand op på den anden side af søen. Mattis henter ham beredvilligt og tilbyder ham husly i hans og søsterens hus. Manden flytter ind og begynder at arbejde i nærheden som skovhugger. Søster Hege bliver, som man kan gætte, forelsket i den fremmede.

Mattis indser langsomt, at han er ved at blive overflødig.

Det er klamt, når raske mennesker, særlig politikere, slår hjernen fra og træffer deres beslutninger ud fra følelser. Nutidens dyrkelse af mavefornemmelser på den offentlige scene er vederstyggelig.

Men lige så oprørende er det, når folk der er i stand til at bruge hjernen, berøver de intellektuelt retarderede deres menneskelighed og behandler dem som ting.

Det er Vesaas’ kunst at vise, at den, der mangler de kognitive evner, kan besidde et lige så suverænt jeg som vi såkaldt normale. Følelserne gør Mattis til så sammenhængende et menneske, som var han i stand til at ræsonnere.

Vesaas’ roman er en musikalsk præstation

Da han har fattet, at søsteren, hans et og alt, er ved at vende sig fra ham og mod den nye mand i sit liv, beslutter han sig for at ro ud på søens sorte vand i sin færgejolle og trampe hul i dens rådne bund.

Musikken havde været det oplagte medie at fremstille en skikkelse som Mattis i. Det undrer mig, at der, så vidt jeg ved, endnu ikke er skrevet en opera om ham. Men det er der måske alligevel, for Vesaas’ roman er en musikalsk præstation.

Synsvinklen er Mattis’. Det udelukker ræsonnementer og kræver rytme og suggestion, halve sætninger, gentagelser, subtilt vævede mønstre.

Romanens prosa er kongenial med sit emne.

Det gør bogen til en hård nød for oversættere. Torben Brostrøm sørgede for en sublim oversættelse i 1957, samme år som originalen udkom på nynorsk. Nu har Jannie Jensen og Arild Batzer begået en ny. Det litterære danske sprog har ikke ændret sig så meget på de tres år, at behovet er indlysende. De to nye oversættere skriver ’den her’ i stedet for ’denne’. Det er vel en foryngelse. Men de skriver også ’efter en stund’ i stedet for ’lidt efter’, så der er altså også eksempler på, at Brostrøms dansk er yngre. Jeg er ikke stødt på forskelle, der er væsentligere end dem. Begge oversættelser er fine.

Vil man have færten af det særprægede ved ’Fuglene’ kan man begynde fra en ende af. Sådan her lyder optakten i den ny oversættelse:

»Mattis så efter om himlen var klar og skyfri i aften, og det var himlen. Så sagde han til Hege, sin søster, for at opmuntre hende lidt:

– Du er som et lyn, du er, sagde han til hende.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han gøs lidt ved at tage ordet i sin mund, men på en tryg måde, siden himlen var så fin.

– Med dine strikkepinde, mener jeg, føjede han til«.

Så indfølende, så musikalsk, så munter, så hjerteskærende tragisk kan romankunst være

Hemmeligheden ligger i detaljen. Bemærk, hvordan ordet himlen kommer to gange, i stedet for et stedord anden gang. Naturen er Mattis’ element. At ord er magiske for Mattis, mærker man ved, at han gyser over at komme til at nævne ordet for noget så farligt som lynet.

Se, hvordan kun den fine himmel får ham til at turde. Og hvordan han afværger den farlige virkning ved at tilføje, at det kun er strikkepindene, han taler om.

Sådan kunne man blive ved, og jeg har sikkert brugt pegepinden for meget. Det bedste af det hele er, at ’Fuglene’ er på gaden igen.

Den gamle oversættelses mange oplag er udsolgt for længst. Nu er der igen en bog i boghandlen, som er en målestok af de sjældne for god prosa. Så indfølende, så musikalsk, så munter, så hjerteskærende tragisk kan romankunst være.

Læs, læs, læs Tarjei Vesaas’ ’Fuglene’.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce