Få avisen weekend og helligdageresten af året til kampagnepris

I Kjell Westös nye roman stammer dramaet fra spændingerne i en drengegruppe.
Foto: Finn Frandsen

I Kjell Westös nye roman stammer dramaet fra spændingerne i en drengegruppe.

Skønlitteratur

5 hjerter: Kjell Westös episke kraftanstrengelse holder læseren fanget til sidste suk

Finske Kjell Westö har skrevet en fængslende og intens roman om store følelser. Om kærlighed, der bliver til venskab og venskaber, der synker i grus.

Skønlitteratur

Der er i Kjell Westös romaner en helt speciel fornemmelse for fortiden. Han kan skrive om våde mørke brosten i Ulrikasborg-kvarteret i Helsingfors, så følelsesbarometret knitrer mellem vemod og sentimentalitet.

Men man skal ikke tage fejl; Westö dyrker ikke fortiden for dens egen skyld, men interesserer sig for, hvorfor tingene var, som de var, fordi de formede fremtiden.

Det gælder i udpræget grad denne dannelsesroman om kærlighed, venskab og karriere, som udkom i Finland i år.

I centrum er jegfortælleren, som både er historielærer og romanforfatter. Handlingen udspiller sig i Helsinki og ude på Ramslandet, hvor han allerede som dreng møder det søskendepar, som på mange måder bliver hans skæbne: Alex og Stella Rabell fra den kendte stenrige entreprenørfamilie. De to bor på godset Ramsvik sammen med moderen, Clara; faderen er forretningsmand med bopæl i New York, hedder det sig.

Fortælleren bor i en lille knaldhytte med sin mor og far (der bliver skilt) og oplever en afgrund, både materielt og kulturelt, mellem det, han er rundet af, og den strøm af velstand og selvbevidsthed, der oser ud af Ramsvik.

Da romanen slutter, er hovedpersonerne alle midt i 50’erne og uendelig meget klogere på sig selv og hinanden, end dengang de kortvarigt levede i uskyldens rige.

Et sted reflekterer fortælleren: »Da jeg var elleve år gammel (...) var jeg for lille til at forstå hvad der gør et eventyr gribende: at der findes et afgrundsdybt mørke i ethvert eventyr som er sit navn værdigt og det mørke kommer fra fortiden«.

Mange danske læsere vil kende Westö fra hans formidable førkrigsroman 'Luftspejling 38’, som fortjent fik Nordisk Råds Litteraturpris i 2014. I den er det borgerkrigen mellem de røde og de hvide i Finland, der trækker i skæbnetrådene.

I denne omgang spiller krig kun en marginal rolle, selvom den ligger et eller andet sted under det hele, til gengæld skrues der helt op for de følelsesmæssige konflikter og den form for krig, som folk, der er i familie med hinanden eller engang var venner, kan føre mod hinanden.

Der er en voldsom hakkeorden med tilhørende vold og mobning i drengegruppen, som ud over Alex og fortælleren tæller Krister og Jajo. Og ikke alt er idyl, mildt sagt, i Rabell-familien, som kyniske Alex, der aldrig for alvor overskrider sin klasses selvfede horisont, inkarnerer.

»I som kommer fra de opadstræbende klasser forstår ikke det her«, siger han i ramme alvor til fortælleren, og han mener det. Og hvis der er noget, fortælleren livet igennem ikke bryder sig om at se, er det det hårde grå lys i Alex’ øjne, når han endnu en gang bliver iskold.

Handlingen strækker sig fra 60’erne til nu, men referencerne til forskellige begivenheder, fra Tjernobyl-katastrofen til 11. september, finanskrak og nutidens terror, er pligtskyldige. Det er de stærke følelser i vennegruppen, der også tæller Linda, og jegfortællerens erkendelse af fortiden, som fængsler.

Alle har brug for hemmelighed, »Min er, at jeg begærer to kvinder«

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det gælder i høj grad hans stærke erotiske binding til Stella. De klikker fra første færd, og uanset hvordan de har det følelsesmæssigt, er det, som om deres kroppe som to magneter bare må have hinanden, når de (gen)ses.

Det gælder også vekseldriften med Linda, som fortælleren har »plastersex« med, når forholdet til Stella fra tid til anden bryder sammen. Alle har brug for en hemmelighed, siger fortælleren: »Min er, at jeg begærer to kvinder«.

Han og Linda har den samme opfattelse af Rabell-familien: »Bliv venner med dem, bliv forelsket i dem, kom sammen med dem, knep dem, elsk dem, men tro aldrig, at du er som dem«.

Romanens titelhenviser til den farve, himlen har uden for vinduet, da han og Alex som drenge masturberer sammen i drengeværelset på Ramsvik, og det på mange måder mest interessante i romanen er spændingerne i drengegruppen. Ikke mindst de rystende oplevelser af indbyrdes vold og den måde, de bliver bearbejdet eller fortrængt på, da de er blevet voksne.

Og det ville ikke være Kjell Westö, hvis ikke fortællingen rummede en chokerende opdagelse eller to, for hvad nu, hvis ens billede af, hvordan man var i fortiden, er fuldstændig forkert?

På den måde er der en parallel til ’Luftspejling 38’, hvor afsløringen af ’Kaptajnen’s identitet ryster læseren på de allersidste sider. Titelbladet rummer et citat af Samuel Beckett, som er en vigtig nøgle til at forstå jegfortælleren: »Perhaps my best years are gone. When there was a chance of happiness. But I wouldn’t want them back. Not with the fire in me now«.

Og sådan kan to, der elsker hinanden, få det, når ilden slukkes:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det var som om vi hang fast i et sprog, vi havde skabt udelukkende for at udrede det forhold, vi havde haft engang. Vi bøjede verberne i datid og førdatid, der var ingen åbne rum mod fremtiden, og jeg blev mere og mere trist indvendig«.

Det hænder, at den nogle gange er svovlgul, men himlen over Helsinki og Ramslandet har mange farver i denne bittersøde fortælling om at vikle sig ind og ud af det forgangne og endelig blive fri. Måske.

Et stednævnes hiraeth, et walisisk ord, der udtrykker længslen efter steder, som aldrig har eksisteret. Westös særlige evne til at udtrykke denne længsel farver alt, hvad han skriver, også i denne bredt anlagte episke kraftanstrengelse, og holder læseren fanget til sidste suk.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce