Brok. Philip Tafdrup debuterede i 2010 med digt- og fotosamlingen 'Cat loves Sean'. Nu er han aktuel med romanen 'Kongen af Bali' om en bitter bedstefar.
Foto: Bjarke Johansen (pr-foto)

Brok. Philip Tafdrup debuterede i 2010 med digt- og fotosamlingen 'Cat loves Sean'. Nu er han aktuel med romanen 'Kongen af Bali' om en bitter bedstefar.

Skønlitteratur

Roman om bitter bedstefar vinder på skildringerne af dagliglivet

De minutiøse skildringer holder læseren oppe gennem alle brokkerierne.

Skønlitteratur

Da Hans-Carl Jørgensen fyldte 90 år, blev det fejret på Le Sommelier, den fine restaurant i Bredgade i København. Fødselaren gav, slog ud med armene. Eller prøvede at gøre det. Men det blev ikke den aften, han havde drømt om.

Den aften, hvor han omsider skulle blive værdsat som fortjent. Den gamle mand rystede så meget på hænderne, at han spildte maden, blev hurtigt skidefuld og pinlig over for familie og medbragte kærester og satte trumf på ved at oplyse det tåkrummende selskab, at han skam havde ble på.

En skrækkelig aften, og ifølge Philip Tafdrup Jørgensen, fortælleren af ’Kongen af Bali’ og fødselarens barnebarn, kun én af en lang række forfærdelige stunder med en bedstefar, der i sine bedste stunder var en hustyran. I sine værste en bitter gamling, der følte sig snydt af livet, og som kun drømte sig tilbage til ungdommens Shanghai, hvor hans drømme om storhed havde vist sig i korte stjernestunder.

Dokumentar og fiktion

Bogen er en roman og skulle ifølge forlaget være »dokumentar og fiktion« om bedstefar, fortælleren og fortællerens far. Men mest om bedstefar. Den handler altså ikke om ham, man ellers kender som Kongen af Bali, Mads Lange. Men den sagnomspændte dansker spiller en vis rolle i fortællingen.

Bedstefar ville ønske, han var Mads Lange, vel at mærke ikke den Mads Lange, der i 1840 var fredsmægler mellem den hollandske kolonimagt og de balinesiske rajaher, og som i øvrigt siden gik fallit og muligvis blev giftmyrdet, men en Mads Lange, der vælter sig i brune og gule og altid villige piger og lever som en konge, omgivet af bukkende indfødte. En mand, der bliver behandlet som noget særligt.

Bedstefar havde fået en lille mundsmag på det liv, da han som maskinmester sejlede på Østen og efter eget udsagn var fast gæst på det bedste horehus i Shanghai. Han havde et fotografi af en smuk indfødt pige i sin tegnebog til sin dødsdag. Trods bedstemor.

Men livet forblev småt i Danmark, selv om boligen i Nyboder blev skiftet ud med et rækkehus i udkanten af København. Der blev spinket og sparet og genbrugt, og det kunne have været godt, hvis ikke bedstefar havde været utilfreds fra første til sidste side af bogen. I små og koncise kapitler fortælles den ene historie efter den anden om bedstefars utilfredshed og bitterhed og de lussinger, der faldt, også til fremmede børn, når tingene ikke gik efter den knarvornes hoved.

Træls selskab

Bortset fra den groteske indledning er det ikke så sjovt, mere deprimerende. Man får ikke meget at vide om fortælleren, bortset fra han ikke vil ligne sin bedstefar (men mistænker sig selv for at gøre det) og faderen, der forsøger at se bedstefar i et mere positivt skær. Hvilket han måske gør ret i, efter en lillebitte ting i bogens slutning at dømme.

Det, der holdt mig oppe gennem alle brokkerierne, var den minutiøse skildring af dagliglivet omkring bedstefar, de ting, han møjsomt reparerer, den gamle cykel han maler (med en grim rest maling), den måde, Nyboder var indrettet på. Hans-Carl Jørgensen er træls selskab, men jeg blev alligevel og til min egen overraskelse rigtig rørt over hans dødsleje.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce