0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Blueberry

Trods mange pauser undervejs er sidste punktum næppe sat i Blueberrys westernserie.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Fakta, kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Fakta, kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tom Mix, Hopalong Cassidy, Sorte Maske med hesten Silver og indianermakkeren Tonto (i dén rækkefølge) ... i betragtning af, hvad disse herrer betød for vores personlighedsdannelse og rige indre liv som drenge i 1940’erne og 1950’erne, kan det forekomme uretfærdigt, at den westernserie, der her får plads blandt de bedste, er europæisk.

Men det er vel netop samme opvækst med de samme helte, der har gjort ’Blueberry’ så fremragende: Franske Jean Giraud (f. 1938) er flasket op med cowboys, debuterede med en humoristisk westernstribe a la Lucky Luke, blev assistent på Jijés westernserie ’Jerry Spring’ og var kun 25, da hans egen borgerkrigshelt, den mere eller mindre fhv. blåfrakke med Belmondo-braktuden, begyndte sit lange liv i seriebladet Pilote i 1963.

Ny skoledannende fortælleform
Serien havde manus af Jean-Michel Charlier (f. 1924, bladets redaktør sammen med Asterix-forfatteren Goscinny, som omtalt her i mandags – og for resten gæst ved festivalen Komiks.dk i København i år med sin og Mézières’ serie ’Linda og Valentin’).

Ligesom Leones spaghettiwesterns i 1960’erne kunne rendyrke genretræk fra Ford, Hawks, Zinnemann & Co. til indforståede klicheer, planker ’Blueberry’ sådan set forgængernes sceneri og emner (borgerkrig og indianerkampe i frontierland, hinsides lov & orden, fra Little Big Horn til Tombstone), mens fortælleform og streg er ny – og skoledannende.

Ligesom Charliers farverige galleri af bipersoner, historisk kendte såvel som frit opfundne, har Mike Blueberry selv en vidt forgrenet historie, både bagud i ungdommen (’Blueberrys unge år’, tegnet af Colin Wilson), ind i den militære karriere (særudgaven ’Blueberry i den amerikanske borgerkrig’) – og frem i tiden: Trods flere lange pauser og et forsøg på at overføre energien til parrets anden westernserie, ’Jim Cutlass’, er sidste Blueberry-punktum næppe sat.

Fra hestefold til ørkensand
Girauds streg – fri pensel med efterfølgende fin penneskravering og i overraskende synsvinkler og beskæringer – har foruden Colin Wilson påvirket tegnere som Mézières og Hermann i hver sin retning.

Men lige så mange – Enki Bilal, Milo Manara, Arno m.fl. – har forsøgt sig i den anden streg, han dyrker i sine syrede science fiction-serier (John Difool-serien om ’Den sorte inkal’ m.fl.) under pseudonymet Moebius: en nærmest fersk konturstreg i pen, med dybdeskravering i så korte strøg, at det næsten er håndprikket grovraster. I de seneste Blueberry-album nærmer de to stilarter sig hinanden.

Seriens klicheer kendte vi fra barndommens usleste underholdningsindustri: fra hestefold og palisadefort til ørkensand og klippesider i Monument Valley, fra den fordrukne pelsjæger til saloonens dronning med de sænkede øjenlåg bag cigarilloens røgslør. Med Blueberry fik de liv igen.

Annonce

Læs mere