Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Fakta, kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Persepolis

Min iranske barndom og Teheran tur-retur.

Fakta, kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Selvbiografien er blevet en fremherskende ramme om mange af det ny årtusinds tegneserier i form af ’graphic novels’, måske inspireret af Art Spiegelmans ’Maus’ (1986-92, omtalt her på pladsen 29. juli).

En anden er (billed)reportagen fra fremmede lande eller egne, hvis politiske potentiale især Joe Sacco tidligt viste vej til med serierne fra ’Palestine’ (1993-95, som bog 2001) og Bosnien (bl.a. ’Safe Area Gorazde’ 2000 og ’War’s End’ 2005).

’Persepolis’ bind 1 og 2 (2000 og 2003) er en slags sammensmeltning af de to typer: Kapitler af en nations tragedie, oplevet gennem et enkelt liv – tegnerens. Født i Iran 1969 som oldebarn af en tidligere shah, men barn af shah-kritiske eller ligefrem kommunistiske forældre, blev hun sat i den franske skole i Teheran og oplevede derfra både shahens fald, ayatollah Khomeinis første regeringsår og krigen mellem Iran og Irak 1980-88. Takket være barndommens sprogundervisning kunne hun som 14-årig sendes til Wien, men hun vendte hjem til gymnasiet i Teheran, giftede sig og uddannede sig til grafiker dér, før hun atter emigrerede og kom til Paris i 1994.
Vandt specialpris

Det er hele denne sammenfletning mellem hendes eget og nationens liv, der er stoffet i hendes verdensomspændende succes med ’Persepolis’, som Politikens læsere sikkert husker fra sidste sommers kultursider, og som i øvrigt også er afsæt for hendes karriere nu som filminstruktør: Den særdeles vellykkede og bevægende animationsfilm ’Persepolis’ havde premiere på Cannes-festivalen 2007 og vandt juryens specialpris.

Af hendes senere tegneserier, ’Broderier’ og ’Kylling med blommer’ (begge 2006 på dansk), har den sidstnævnte iøvrigt ligesom ’Persepolis’ vundet en af priserne på Angoulême-festivalen, tegneseriernes svar på Cannes.

Seriens særpræg og succes hænger selvfølgelig sammen med dens stof: Selvoplevet rapport fra et mere eller mindre ’lukket’, islamistisk styret og højst halv-demokratisk land, der fortsat definerer sig selv som Vestens modsætning. Og dertil med fokus på kvinders liv dér og i det hele taget (og med kvindelig ophavsmand, i sig selv et særsyn i tegneseriens drengeverden!) Men netop på den baggrund og med et barns blik som fortællerens synsvinkel bliver formen – den bevidst naivistiske, så at sige ’uskyldige’, grafik – en virkningsfuld kontrast til komplicerede begivenheder, sort-hvid tilstrækkeligt til at skildre modsætningerne.

Satrapi udviklede denne stil efter mødet i Frankrig med tegneren David B., hvis selvbiografiske serie ’Det store onde’ vi vender tilbage til her på pladsen i morgen.

Marjane Satrapi: Persepolis 1 - Min iranske barndom. Persepolis 2 - Teheran tur-retur. (Carlsen Comics 2005).

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden