Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

2. del - Det hemmelige liv

Tal aldrig politik på offentlige steder. Nævn aldrig navne i telefonen. Og modsig A-L-D-R-I-G ledelsen. Reglerne var – lige fra de allerførste år – benhårde i den politiske organisation, der opfostrede Blekingegadebanden. Og straffen skånselsløs. I sin nye bog ’Blekingegadebanden 1 – Den danske celle’ forklarer Peter Øvig Knudsen, hvordan gruppen blev så topprofessionel, at den nær aldrig var blevet opdaget. Og han afslører også, at hemmelighedskræmmeriet i miljøet omkring gruppen stadig eksisterer. Her er anden del af Politikens serie om den mest spektakulære sag i nyere dansk kriminalhistorie.

Fakta, kultur

2. del

Lige før middag 15. september 1980 holdt et folkevognsrugbrød parkeret på en vigeplads uden for Århus. Fra forsædet kunne chaufføren se direkte over til varehuset Bilka, der få minutter senere ville få besøg af en pengetransport fra Provinsbanken. De to bankbetjente skulle som planlagt hente weekendens rekordstore omsætning på fem mio. kr. fra varehuset, der på grund af en fødselsdagskampagne trak ekstraordinært mange kunder til.

Manden i bilen, den 33-årig brandmand Jens Holger Jensen, nåede aldrig at se pengetransporten fra banken passere med de mange penge, for kort forinden blev hans folkevognsrugbrød ramt af en stor lastbil, hvis fører i minutterne inden fik et voldsomt insulinchok. På grund af anfaldet kørte føreren i stærkt omtåget tilstand og mistede kontrollen over lastbilen. Den svingede over vejen, ramte direkte ind i folkevognsrugbrødet, pressede bilen tres meter baglæns og dræbte dens fører på stedet.

Ulykken var tragisk, men den ville ikke have påkaldt sig større opmærksomhed, hvis den dræbte bare havde været en almindelig brandmand. Han var også en politisk aktivist. En mand med forbindelser til internationale terrorbagmænd. En, der af Politiets Efterretningstjeneste var blevet kaldt Danmarks farligste mand.

Og ikke nok med det. Han var også den helt centrale frontfigur i det, der sidst i 1980’erne skulle blive kendt som Blekingegadebanden og ville efter al sandsynlighed have siddet på anklagebænken sammen med de syv dømte, hvis altså ikke lige tilfældet havde villet, at en lastbilchauffør skulle få et insulinchok en efterårsdag i 1980.

At Holger Jensens dramatiske død faldt sammen med den store pengetransport fra Bilka samme dag, fandt kriminalpolitiet først ud af ni år efter ulykken. Nemlig da man begyndte at efterforske, hvad Holger Jensens kammerater havde foretaget sig i årene før røveriet mod Købmagergades postkontor, hvor en ung betjent blev skudt af et af medlemmerne af Blekingegadebanden.

Og der var i det hele taget var meget, omverdenen ikke vidste om Holger Jensens liv, da han døde. Hans kammerater på Gentofte Brandstation mødte talstærkt op til begravelsen, for han var en meget populær kollega, der altid var parat til at give en hjælpende hånd. En af de sørgende ved begravelsen var også en 25-årig sygeplejeelev, som han havde været kæreste med i nogle måneder før sin død.

Hun anede ikke, hvorfor han befandt sig i Århus 15. september, og hun vidste i det hele taget ikke noget om ham. De mødtes altid hos hende. Hun havde aldrig set hans venner eller familie. Hun huskede ham som en mand, der altid var i godt humør, men hvad der foregik i hans liv, når hun ikke var sammen med ham, havde hun ingen anelse om.

Den oplevelse delte hun med flere. Holger Jensens tidligere kæreste, som var sammen med ham gennem fire år, opdagede aldrig, at han blandt andet var i Bagdad og andre steder i Mellemøsten for at mødes med repræsentanter for oprørsorganisationen PFLP. Og hvad han overhovedet foretog sig, når de ikke var sammen, inddrog han hende aldrig i.

»Det giver jo et indtryk af, hvilke mennesketyper man har med at gøre. Det er folk, som kan trække deres liv så skarpt op, at deres kærester, som de ser fast flere gange om ugen, ikke aner, hvad de laver, eller hvad der er vigtigt for dem«, siger Peter Øvig Knudsen.

Siden starten af 2005 har han gravet sig ned i den store kriminalsag. I to bøger, hvoraf den første udkommer 15. marts, beskriver han bl.a. gruppens forbryderiske professionalisme og den slående evne til at holde tæt over for omverdenen.

Holger Jensen var et mønstereksempel i den retning. Der var dog én ting, han gjorde sin gamle kæreste klart. Fra starten fortalte han hende, at de aldrig ville få børn sammen, fordi han prioriterede sin politiske virksomhed over alt andet, og selv om hun troede, Holger Jensen formentlig ville ændre mening, mente han, hvad han sagde. Den private lykke med parforhold og børn blev sat til side. Sagen og den politiske ide var alt.

Ligesom alle sine kammerater i først Kommunistisk Ungdomsforbund, KUF, og siden Kommunistisk Arbejdskreds, KAK, og det senere Kommunistisk Arbejdsgruppe, KA, havde han lært, at det for alt i verden gjaldt om at hemmeligholde, hvad man foretog sig i det politiske arbejde. De talte aldrig politik, når de var på offentlige steder. I telefonen nævnte man ikke navne, og meldte man per telefon afbud til et politisk møde, angav man aldrig en grund. I stedet for at diskutere hjemme i stuen valgte Holger Jensen ofte at gå ned på gaden og tage drøftelsen i en mørklagt bil. Det var klogest at gå ud fra, at politiet og efterretningstjenesten altid var potentielle følgesvende. Gruppen blev så dygtig til at sløre alle spor, at politiet i realiteten ingen konkrete beviser havde, da man anholdt medlemmerne i april 1989.

Det falske farvel
Af Peter Øvigs bog ’Den danske celle’ fremgår det, at forskellige dele af politiet gennem årene havde masser af mistanker til gruppen og dens aktiviteter. Og det var gruppens medlemmer helt på det rene med. De vidste, at politiets efterretningstjeneste jævnligt holdt øje med dem, og for blandt andet at kunne operere uden PET’s evigt vågne blik i nakken, besluttede Holger Jensen og Niels Jørgensen sig i 1979 for at blive så hemmelige, som det var muligt. De planlagde at gå under jorden.

Over for alle – arbejdskammerater og familie og kærester – fortalte de, at de rejste væk i et år. Til USA. Holger tog orlov fra brandstationen fra 1. oktober, og otte dage senere steg han og Niels Jørgensen på toget Englænderen på Københavns Hovedbanegård. Fra London ville de flyve videre til USA, når de ellers kunne få en billet til en ordentlig pris.

Sagde de.

Den forklaring købte familien. Det samme var ikke tilfældet i Politiets Efterretningstjeneste. En politimand stod på Hovedbanegården med et kamera og tog det billede, som senere blev negativ nummer 3687/79 i PET’s arkiv. På billedet var Niels Jørgensen på vej ind i toget.

Fra kollegerne i England erfarede PET, at Niels Jørgensen ved indrejsen til landet brugte et pas, han om sommeren havde meldt mistet til det danske politi under en tur til Grækenland. Jo, noget var klart i gære, og de to danskere var da heller ikke mere end lige kommet til London, før de tog et fly retur til Danmark. For at opretholde illusionen om, at de var i udlandet, havde de på forhånd skrevet en samling postkort, som de senere fik en bekendt til at poste tilbage til Danmark fra Miami i Florida.

Holger Jensen og Niels Jørgensen blev skygget, fra de ankom til Danmark. PET-folkene mistede imidlertid kontakten med Niels Jørgensen, men fulgte efter Holger Jensen til en dæklejlighed i Rantzausgade i København. I de følgende dage overvågede PET lejligheden og holdt øje med alle gruppens medlemmer. Under påskud af en razzia fik et hold narkobetjente også adgang til stedet nogle dage senere, men lejligheden var tom.

PET havde mistanke om, at Holger Jensen og Niels Jørgensen var en del af et netværk, der forberedte en dansk terroraktion, men efterhånden som sporene efter medlemmerne af KAK tørrede ud, satte PET færre og færre ressourcer af til at følge gruppen. Før de satte efterforskningen på lavt blus, nåede de dog at udsende fotos til det danske politi og at efterlyse dem gennem deres europæiske netværk.

Kvælertag og knytnæveslag
Da Holger Jensen døde 15. september 1980, opfattede det århusianske politi det i første omgang som en triviel trafikulykke, men fire dage senere opdagede PET dødsfaldet. Årsagen var en dødsannonce, familien indrykkede i Politiken.

I ’Den danske celle’ forklarer Peter Øvig, at det ikke var nogen tilfældig mand, der blev sat på sagen i Århus. Manden var PET’s Christian Medom. Han havde både hørt Holger Jensens stemme ved diverse aflytninger, og han havde siddet i en lukket varevogn, hvorfra han havde forsøgt at få billeder af den formodede terroristsympatisør. Og Christian Medom vidste, at PET havde mistet sporet af Holger Jensen, da han et år tidligere var gået under jorden.

Han kontaktede en kollega i Århus, der i sagen ydermere kunne se, at ejeren af ulykkesbilen var en person, PET også var interesseret i, Niels Jørgensen. Begge tilhørte det netværk, som efterretningstjenesten med bekymring så vokse frem med en ny form for politisk aktivisme.

PET benyttede bisættelsen af Holger Jensen til at kaste nyt lys over hans aktiviteter. Det skete i to tilfælde, og begge gange måtte betjentene pakke finfølelsen af vejen. Først skaffede man sig adgang til kapellet, hvor man fik lettet låget på kisten, så man kunne tage Holger Jensens fingeraftryk. Siden låste en politimand sig ind i Holger Jensens lejlighed med en nøgle, der befandt sig på liget. Ransagningen af lejligheden foregik, som Peter Øvig konstaterer, mens Holger Jensens familie sad til bisættelse i Gladsaxe Krematorium.

I første omgang ledte man ikke efter spor i retning af et planlagt røveri mod Bilka, men derimod efter tegn på, at Holger Jensen havde været med i planlægningen af et attentat mod et møbelvarehus lige ved siden af Bilka. Det brændte ned et par dage efter Holger Jensens dødsulykke, og det var DSB, Danmarks Socialistiske Befrielseshær, der påtog sig ansvaret.

Det skulle imidlertid vise sig, at PET’s folk fandt noget, der pegede på alvorligere forbrydelser end en påsat brand i Århus. Den udsendte politimand affotograferede et kort over Glostrup i Københavns omegn, og indtegnet på kortet var to lokaliteter tæt på hinanden.

Den ene var en privat villa. Den anden var en filial af en Forstædernes Bank på Roskildevej i Glostrup. Netop disse lokaliteter havde været centrum for en meget brutal kidnapning og et forsøg på millionafpresning af en lokal bankbestyrer, hans kone og deres otteårige barnebarn kun to måneder tidligere.

Kidnapningsforsøget foregik 7. juli 1980, og det var uhyggeligt nøje planlagt. Forbryderne sikrede sig gennem telefonopkald forinden, at bankdirektørparret var hjemme, og de sikrede sig desuden, at de også havde besøg af barnebarnet, en dengang otteårig pige. Med pigen som et af gidslerne kunne forbryderne sikre sig maksimalt pres mod bankdirektøren.

Forbryderne vidste, hvem pigens forældre var. Kendte navne på hendes legekammerater og deres forældre, der boede i Rungsted. Deres netværk. Og de havde skitser af bankens indretning og kendte navne på bankens nøglepersoner.

Under dække af at komme fra politiet med en vigtig meddelelse gik de direkte ind i direktørparrets hus. Under håndgemæng tog en af dem kvælertag på den da 68-årige kvinde. Hun fik et knytnæveslag i hovedet, og derefter blev et elastikbind presset så stramt ned over hendes ansigt, at hun var tæt på at blive kvalt. Pigen og farmoderen blev slæbt ned i kælderen og lænket med håndjern. Pigens mund lukket med et stort plaster.

Kidnapperne krævede, at direktøren skulle låse dem ind i bankens boks, så de kunne tage de tredive millioner, de mente burde ligge i boksen. Direktøren oplyste imidlertid, at der snarere var syv, men at han i øvrigt ikke ville være i stand til at lukke forbryderne ind i boksen, da han ikke havde koderne. Det troede de ikke på, og til sidst truede de med at skære halsen over på hans kone og barnebarn, hvis han nægtede yderligere. Direktøren blev slæbt ind i sin BMW og kørt hen til den nærliggende bank. Undervejs i forløbet opgav forbryderne imidlertid deres planer, vendte om og kørte direktøren hjem igen og låste ham fast til et billardbord i kælderen.

De tre i villaen blev holdt fanget i tre timer, før forbryderne forlod stedet. Det blev senere konstateret, at bankdirektørens kone havde været i livsfare under overfaldet. I øjnene kunne man konstatere punktblødninger som følge af iltmangel.

»Især den meget grundige planlægning af kidnapningen, kombineret med en konsekvent brutalitet under udførelsen af forbrydelsen mindede ikke om noget, som dansk politi tidligere havde efterforsket«, skriver Peter Øvig Knudsen i sin bog.

Fire medlemmer af Blekingegadebanden bliver alle sigtet for kidnapningen, da sagen mod Blekingegadebanden ruller næsten ti år senere, men sigtelsen bliver frafaldet og aldrig prøvet ved retten. Heller ikke selv om den otteårige pige ved en konfrontation som 17-årig udpeger en af de fire ved en konfrontation hos politiet. Hun identificerer ham som »ham, der holdt mig fast nede i kælderen«.

I sin research har Øvig været i kontakt med flere fra Blekingegadebandens inderkreds. Her får han ikke svar på, hvorvidt de rent faktisk stod bag den voldsomme kidnapning i Glostrup, men et af gruppens medlemmer har erkendt, at de har været involveret i noget, der var lige så slemt.

Frygten for at tale
I sit arbejde med ’Den danske celle’ har Peter Øvig Knudsen oplevet, hvordan helt nye oplysninger om bandens baggrund konstant er piblet frem, selv om der allerede er skrevet mere om banden end om de fleste andre kriminelle. At det stadig er muligt i dag, snart 17 år efter anholdelserne, er dog ikke så mærkeligt, for det var en del af gruppens strategi, at alt skulle være hemmeligt. Strategien i både gruppen og det politiske netværk var så indgroet i tænkemåden, at Peter Øvig Knudsen i 2005 og 2006 mærkede, at den fungerer i bedste velgående, selv om Blekingegadebanden for længst er afsløret, dømt og løsladt igen. Og selv om nogle af de begivenheder, han vil tale med folk om, ligger 20-30 år tilbage i tiden.

Øvig har de seneste to år kontaktet et meget stort antal kilder, der har haft berøring eller været en del af den politiske bevægelse fra 1970’erne og frem, og ikke sjældent smider folk røret på, når han har ringet. En enkelt har endog meldt ham til politiet, fordi han har skrevet til hende. Og det rygtes meget hurtigt i hele miljøet, at han er i gang med sin research til en bog om Blekingegadebanden.

»En af dem, jeg kontakter, fortæller mig, at hans venner har forbudt ham at tale med mig. Hvis han gør det, har de truet med at slå hånden af ham«, fortæller Peter Øvig.

Han ved, det er en alvorlig trussel for mange i miljøet, eftersom vennerne fra dengang stadig er deres helt primære netværk. At blive udelukket herfra svarer til at blive smidt ud af sin familie. Mens Kommunistisk Arbejdskreds er på sit højeste i 1970’erne, er det et af ledelsens ultimative magtmidler at sætte medlemmer »på græs«. Hvis de begynder at blive for kritiske over for ledelsen eller foretager sig ting, som ledelsen ikke bifalder, kan de blive ’dømt’ til ikke at have kontakt med nogen i kredsen i et halvt år. Én pådrager sig KAK-ledelsens vrede, da han bliver kæreste med en jøde, og det ender med, at forholdet går i stykker. En anden bliver frosset ud, fordi topledelsen ikke føler sig sikker på, at han vil parere ordre i enhver situation. Få år senere begår han selvmord.

Som Peter Øvig Knudsen beskriver det i sin bog, driver det flere medlemmer til randen af et sammenbrud, for uden gruppen er der i realiteten intet.

Under sit arbejde med ’Den danske celle’ opdager han også, at hemmelighedskræmmeriet er så stærkt, at det strækker sig langt ind i gruppen selv. Kun topledelsen har det fulde overblik, og ’menige’ medlemmer får så få oplysninger som muligt. Der er, mener han, en atmosfære af Tvind-sekt over hele det politiske bagland til Blekingegadebanden. Ledelsen meddeler så lidt som muligt, så informationerne ligger hos ganske få.

Dette er en del af baggrunden for, at Øvig i dag kan fortælle historier om Blekingegadekredsen, som aldrig har været fremme i offentligheden før. Om deres involvering i et attentat mod Bella Centeret i 1970, røverier i 1970’erne og kontakter til folk, der opfandt den moderne terrorisme.

En del af oplysningerne i ’Den danske celle’ har Peter Øvig, fordi PET meget tidligt samlede oplysninger om gruppen, men han er også klar over, at han aldrig havde fået adgang til det store materiale, hvis det kun havde ligget hos PET. Han har kun fået oplysningerne, fordi PET har afleveret materiale til kriminalpolitiet. Her er det en del af en efterforskning, som omfatter et aldrig opklaret politimord. Derfor vil materialet blive liggende. En drabssag forældes ikke, og ingen kan forestille sig, at man ikke bevarer et materiale, der engang – om det så er om mange år – kan føre til oplysningen om, hvem der i realiteten myrdede Jesper Egtved Hansen ud for Købmagergade Postkontor i 1988.

»På et tidspunkt troede jeg også selv, jeg vidste, hvem morderen var, men i dag er jeg ikke så sikker længere«, siger Peter Øvig Knudsen.

’Stemmen’
Indimellem har han nærmest måttet knibe sig selv i armen, når han har gennemgået papirerne. I modsætning til materiale om stikkerdrabene fra krigen og materialet om torturbødlen Birkedal, er alt her organiseret.

»Papirerne fra krigen var ofte bare hældt ned i store flyttekasser. Her kan man vælge, om man vil have det såkaldte terrorspor i et resume på to sider, på 40 sider eller på 3-400 sider med en fortegnelse over samtlige 638 kilder«, siger Øvig.

Indimellem har han undervejs været i tvivl om, hvad han egentlig kunne bruge fra det omfattende materiale.

»Jeg har jo også fået det materiale, de har haft fra ransagningerne. Private breve og dagbøger, ja, selv drømmeoptegnelser. I telefonaflytninger og i dagbøger kigger man lidt ind ad folks vinduer eller brevsprækker, og her må jeg vælge, hvad der er relevant for historien«, siger Øvig, der undervejs citerer direkte fra efterretningstjenestens aflytninger. Indimellem in extenso.

Han ved, der er en grænse, men ingen kan i realiteten fortælle, hvor den går. Før han gik i gang, skrev han under på, at han ikke fra dokumenterne ville offentliggøre ting af personlig, privat, religiøs eller økonomisk art, men for ham går grænsen ikke automatisk her.

»Grænsen går, hvor oplysningerne er relevante for et stykke væsentlig historieskrivning. Det er ikke meget anderledes end bøgerne fra besættelsestiden, hvor jeg også har adgang til mentalobservationer og psykiatriske journaler«, siger han.

Den slags smugkig ind i de dømtes sjæleliv har han ingen mulighed for at få i Blekingegadesagen, for de dømte nægtede at lade sig mentalundersøge. Til gengæld har Peter Øvig på anden vis fået mulighed for at give sine læsere et bud på, hvad der er foregået i hovedet på de politiske aktivister de seneste 30-35 år. Noget af det første, han gjorde, var at skrive til samtlige dømte medlemmer af Blekingegadesagen for at få dem til at bidrage til bogen.

I starten gik det mindre end godt, men efterhånden har én af de syv dømte indgået en slags samarbejde med ham. Han har accepteret at give et bud på, hvorfor aktiviteterne i Kommunistisk Arbejdskreds og Kommunistisk Arbejdsgruppe kunne udvikle sig, som de gjorde. ’Stemmen’ giver et unikt indblik i, hvordan i hvert fald ét af bandens medlemmer på mange års afstand vurderer sine egne handlinger.

»Hvis man skal forstå mekanismerne i KAK, kommer man ikke uden om at se det som en form for sekt. Identiteten for medlemmerne var at være medlem af den sekt, og ligesom i andre sekter blev medlemmerne socialiseret ved hjælp af angst. Den trussel om at blive udstødt af sekten, som altid svævede i luften, var for de fleste stærkt angstprovokerende«, siger manden, der vil være anonym og i bogen kun lader sig identificere som en stemme.

Han sammenligner Gotfred Appels styring af KAK med den metode, den forkætrede lektor Blomme bruger i Hans Scherfigs roman ’Det forsømte forår’.

»Blomme har en højt udviklet evne til at tryne en elev, selv om den pågældende faktisk i første omgang har sagt noget konkret. Gotfred udstillede dig som en idiot, gjorde dig usikker og sørgede for, at du mistede den faste grund under fødderne. På den måde fik han opbygget en angstfyldt loyalitet over for sin person. I virkeligheden fik han naturligvis et korps af eftersnakkere omkring sig«, forklarer stemmen.

Dybest set ved Øvig ikke, om stemmen taler på hele gruppens vegne eller kun på sine egne. Han har imidlertid i arbejdet med bogen håbet, at han kunne få i hvert fald én person i tale, og i et vist omfang er han gået ud fra, at hvis han taler med én, agerer denne på sin vis på de andres vegne. Især har han været interesseret i at høre om gruppens forhold til vold og magtanvendelse. Moral og etik.

I ’Den danske celle’ siger stemmen, at gruppen justerede sine handlinger efter almindelig moral. »Vi gjorde ikke hvad som helst. Alle i gruppen er vokset op i borgerlige, velfungerende familier med etiske værdier. Det har nok været en redningsplanke for os i sidse ende, at vi har haft den bremseklods. Det reddede i hvert fald mig i mine beslutninger til sidst«, siger han.

»Men nu skal jeg naturligvis heller ikke gøre os bedre, end vi var. Vi var ikke en etisk diskussionsklub. Vores diskussioner om metoder og teknikker handlede mere om praktik end om etik. Hvis vi fravalgte en kriminalitetstype, skete det for det meste på grund af operationelle overvejelser. Hvad kunne være farligt for os selv, og hvornår var risikoen for afsløring for stor. Jeg har selv deltaget i en del diskussioner, hvor det emne, der fyldte mest, var, hvordan vi reddede vores egen røv igennem«.

Der blev, siger han, skelnet mellem offensive politiske forbrydelser og gammeldags ulovlige handlinger, der kunne finansiere befrielsesbevægelserne i deres nærområde.. Der blev ikke bombet ambassader og derefter kastet en løbeseddel ud. Men de var parate til at lænse en bank for at skaffe penge.

Overordnet set indrømmer stemmen imidlertid, at målet helliger midlet. At man har lov at gøre alt i sagens tjeneste. »At vi har givet os selv det rum, er det mest alvorlige element i hele min politiske historie som medlem af denne sekt. Vi har nok justeret etisk i detaljen, men grundlæggende gav vi os selv fribillet«, siger han.

Peter Øvig har haft kontakt med ’stemmen’ gennem halvandet år, og det var først i løbet af efteråret, det begyndte at stå klart, at han ville få ham med i bogen. Betingelsen var, at han skulle være anonym, og at både han og Øvig kunne godkende udskriften af de samtaler, de havde foretaget.

»Der var selvfølgelig grænser for, hvad han kunne afsløre, uden at afsløre sig selv. Han er en stemme fra gruppen. Han siger selv, at han kun taler på egne vegne, men jeg ved jo ikke, om han er i kontakt med de øvrige. De er meget professionelle, både hvad angår medier, retsvæsen og efterretningstjeneste. De ved, hvad de skal snakke om, og hvad de ikke skal snakke om. Det er selvfølgelig svært at vurdere, hvor meget han holder tilbage, men jeg har fornemmelsen af, at han er meget ærlig, hvad angår hans egne overvejelser«.

Alt dette siger Peter Øvig i november 2006. Han ved imidlertid, at hans mulighed for at kontrollere ’stemmen’ og hans oplysninger er noget nær nul. Og han kan kun håbe på, at ’stemmen’ er ærlig i dette tilfælde. Han ved imidlertid, han skal træde varsomt, for en anden journalist har tidligere haft planer om at interviewe gruppens medlemmer til en bog.

»Men det opgav han, for han opdagede, at de løj for ham. Hele tiden«, siger Øvig. Selv har Peter Øvig ingen illusioner om, at han kommer til at skrive den endelige sandhed om Blekingegadebanden og dens aktiviteter.

»Med bøgerne vil jeg ikke bevise noget bestemt. Jeg vil helst skrive en historie, hvor der er et par versioner af sandheden. Bogen må gerne stritte, og derefter kan læserne selv tage stilling til, hvad de synes«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce