Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
FRANDSEN FINN
Foto: FRANDSEN FINN

Inger Christensen lod et solidarisk og varmt hjertes slag høre, og det fandt genklang, skriver Klaus Rifbjerg.

Fakta, kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Rifbjerg om Inger Christensen: Gehør gennem uafviseligt geni

’En af de store enere’ kalder Klaus Rifbjerg sin kollega Inger Christensen.

Fakta, kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der ryddes godt i skoven i disse dage, hvor både større og mindre træer falder. Inger Christensen, som døde forleden, havde både stærke rødder og en vældig krone, og når man har kendt hende i mange år som veninde og kollega, føles det smerteligt.

Hun var blandt de store enere, et af disse væsner, hvor poesien har sat sit stempel, så der ikke er noget at tage fejl af. Hun skrev og var, hun var og skrev.

Folkelig i flad forstand kan man ikke kalde Inger Christensens digtning.

Hun hørte til blandt de lærde, men med sit hoved- og gennembrudsværk ’det’ fandt hun vej til en generation, der stort set var indstillet på alt andet end poesien. Midt i sin systematik lod hun et solidarisk og varmt hjertes slag høre, og det fandt genklang.

Hele livet vandt hun gehør gennem sin uangribelighed, sit højbårne intellekt og uafviselige geni.

Det ofte gentagne bud på Inger Christensen som en naturlig kandidat til nobelprisen holdt vand, og i Tyskland fulgte man hende som en dronning.

Nu er der stille, og det er meget længe siden, jeg som tidsskriftsredaktør åbnede kuverter med digte fra Inger, og vi var Des, som man var dengang.

En tekst, som Villy Sørensen og jeg trykte i ’Vindrosen’, kan passende stå som udklang på denne sorgens hieroglyf:


Grå dis over Knebel vig

Skjult dirrende knive.

På dette næsten tilfældige sted

som næsten tilfældigt rører mig

Hvis er magten?

Og under vandet.

Under den samme kiselgrå dis

der flyder så dybt i mig selv.

Skjult dirrende knive.

Hvis er magten ikke?

Afmægtige strandskader. -

Skærende skrig. -

Grå dis over Knebel vig.

Pia JuulKlaus RifbjergMorten Søndergaard, digterJan Kjærstad Thomas Boberg, digterJohannes Riis, litterær direktørKlaus Høeck, digterTorben Madsen, forlagschef









Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden