Debut. I dag springer Olafur Eliassons vandfald for første gang fire steder i New York. Efter planen kommer det til at se cirka sådan her ud under Brooklyn Bridge, hvor det ene vandfald er placeret. De øvrige tre vandfald springer ved Pier 35 foran Chinatown, ved Brooklyn Heights og på Governors Island. Grafik: AP/The Public Art Fund/Olafur Eliasson

Debut. I dag springer Olafur Eliassons vandfald for første gang fire steder i New York. Efter planen kommer det til at se cirka sådan her ud under Brooklyn Bridge, hvor det ene vandfald er placeret. De øvrige tre vandfald springer ved Pier 35 foran Chinatown, ved Brooklyn Heights og på Governors Island. Grafik: AP/The Public Art Fund/Olafur Eliasson

Fakta, kultur

Det største der er sket siden Christo

Olafur Eliasson er på toppen i New York: En stor retrospektiv udstilling på Museum of Modern Art, blændende anmeldelser og nu det største offentlige kunstprojekt i New York, siden Christo i 2005 stillede over 7.000 porte med safranfarvet stof op i Central Park.

Fakta, kultur

»Det lyder simpelt«.

»Man pumper noget vand op, og så lader man det falde ned igen«, siger Olafur Eliasson og misser gennem brillerne ud over East River, der skiller Manhattan fra Brooklyn og Queens.

Her fra Pier 17 i den sydlige ende af Manhattan et stenkast fra Wall Street kan man se de fire store stilladser, som den dansk-islandske kunstner og hans team har bygget, og som fra i dag og de næste knap fire måneder bliver forvandlet til store kunstige vandfald.

Men ’simpelt’ er det sidste, som de fire vandfald er. På stort set alle fronter er The New York City Waterfalls et kolossalt projekt. Vandfaldene er det største offentlige kunstprojekt i New York, siden Christo og Jeanne-Claude i 2005 opstillede mere end syv tusinde porte med safranfarvet stof langs vejene i Central Park.

International verdenselite
Kunstværket, der kører frem til midten af oktober, har et budget på 15,5 millioner dollar.

Hovedparten kommer fra organisationen Public Art Fund, men bystyret har også doneret 2 millioner dollar til projektet, og der går rygter om, at New Yorks stenrige borgmester, Michael R. Bloomberg, også helt personligt har spyttet i bøssen. ’NYC Waterfalls’ er det største projekt nogensinde for Public Art Fund, som blev stiftet i 1977, og klart det største, som Eliasson har lavet.

Har nogen tidligere været i tvivl om, at Olafur Eliasson er i den internationale kunstneriske verdenselite, har New York denne sommer gjort sit for at afklare det. Borgmester Bloomberg har kaldt vandfaldene en »en gang i livet-oplevelse« og sagde i sin ugentlige radiotale for nylig, at ’NYC Waterfalls’ kunne give newyorkerne noget af den »betagelse«, de hollandske bosættere fik, da de første gang så Manhattan og sammenlignede kystlinjen med Edens have.

Retrospektiv udstilling
Store ord, mange penge, og det er kun det halve af, hvordan Eliasson i år har indtaget New Yorks kunstscene. Siden april har han haft en stor retrospektiv udstilling på Museum of Modern Art, New Yorks mest prestigiøse kunstmuseum, og for at sætte trumf på bedriften gav USA’s førende intellektuelle magasin, The New Yorker, Eliasson en anmeldelse af den slags, som de fleste kunstnere ville give indtil flere kropsdele for.

»Olafur Eliasson, den dansk-islandske opfinder og ingeniør af minimalistiske spektakler er så meget bedre end nogen andre i vore dages gruppe af publikumspleasende installationskunstnere, at der burde være et andet pænt, rent og særligt ord end ’kunst’ for det, han gør«, skrev bladets anmelder Peter Schjeldahl.

Succes i den skala ville gøre det vanskeligt for mange at bevare jordforbindelsen, men Eliasson virker fuldkommen afslappet. Så afslappet, at han i sine gummisko, blå-grå skjorte og orange T-shirt falder så meget i et med de øvrige turister, at Politikens udsendte vandrer direkte forbi Eliasson og først genkender ham på tilbagevejen.

»Jeg tænker slet ikke på den slags«, siger Olafur Eliasson om sin voldsomme succes og tilføjer lidt senere, at det nok også modvirker den allerværste megalomi »at bo i et protestantisk land som Danmark, hvor der ikke er så højt til loftet«.

6 år, 100 mennesker og 3 net
Eller måske virker Olafur Eliasson bare afslappet, fordi han er dødtræt. Han har tilbragt hele natten på East River med at teste og finjustere de fire vandfald, så de er klar til premieren. Og testen er tydeligvis gået godt. Så begejstret er han, at han straks må vise de billeder, han tog på sin iPhone af vandfaldet under Brooklyn Bridge, netop som dagens allerførste solstråler ramte det.

»Nu er de klar«, siger han tilfreds. Men det har også taget sin tid. Det er seks-otte år siden, at han og Public Art Fund begyndte at drøfte at lave noget i New York, og et par år siden projektet rigtig gik i gang. At bygge noget i New York er aldrig enkelt, og det gælder i høj grad også fire 30-40 meter høje kunstige vandfald.

Der skulle indhentes dusinvis af tilladelser og tages hensyn til alt fra undergrundsbanens rute over beboerne i området til ringvejen rundt om Manhattan. For slet ikke at tale om selve floden, hvor der blev gennemført sonarmålinger af bunden, så vandfaldene ikke blev bygget over det virvar af gamle biler, både og andet skrammel, der ligger.

Både naturligt og kulturelt
Hertil kommer selve vandfaldene, der også er mere komplicerede end som så. Mere end 100 mennesker har været involveret i konstruktionen, og Eliasson har selv været i New York hver anden uge i de sidste mange måneder for at holde styr på projektet. Tre forskellige slags net under vandet sikrer, at hverken fisk eller de partikler, de lever af, bliver suget op, og på toppen er der en række særlige krokodilletænder for at sikre, at vandet brydes og falder mere som et rigtigt vandfald.

Men dermed ikke sagt mere naturligt. Bag det faldende vand er stilladserne fuldt synlige, og det er fuldkommen bevidst. »Jeg er ikke ude på at lave natur«, forklarer Eliasson og understreger, at vandfaldene består af præcis den samme slags stilladser, som der er på enhver byggeplads i New York. »Jeg vil gerne have folk til at vide, at dette både er et naturligt fænomen og et kulturelt fænomen«, siger han.

Olafur Eliassons fascination af vandfald går langt tilbage. Første gang, han brugte dem i sin kunst, var i 1995, da han vandrede rundt i Island og tog billeder af dem.

»De er et fantastisk fænomen«, siger han. Og forklarer, at han især bruger vandfald i sin kunst, fordi »de har en meget høj grad af genkendelighed – ligesom skyer og regnbuer«. Men når det gælder ’NYC Waterfalls’ er det også selve den tid, det tager for vandet at falde ned, der er kernen.

Vand falder med samme hastighed
»Faldende vand falder med nogenlunde samme hastighed overalt«, siger han og peger på, at tid på mange måder er noget, New York så at sige har droppet. Byen – symboliseret ved det klassiske postkort af dens skyline – bliver efter Eliassons mening meget ofte reduceret til en slags todimensionalt ikon, og ved at tvinge folk til at se og forholde sig til det faldende vand og dermed tiden, som går, forsøger han at gengive rumoplevelsen.

Tidens betydning optager i det hele taget Eliasson meget. Ikke bare hedder udstillingen på Museum of Modern Art ’Take Your Time’; tid er også et gennemgående tema, idet de fleste af værkerne kræver, at publikum bruger tid.

Går man for hurtigt gennem rummene, ser man ganske enkelt ikke, hvordan lyset langsomt skifter farve, eller opdager de mærkelige visuelle indtryk, som titelværket, der består af et stort rum med en kæmpemæssig, rund, roterende plade beklædt med spejlplastik, giver, når man ligger på gulvet og kigger op.

Byens forskellige rum
En anden ting, Eliasson forsøger at illustrere med ’NYC Waterfalls’, er byens forskellige aspekter.

»Det er et vandfald oppe ved Pier 35 foran Chinatown og de sociale boligbyggerier – det var det tætteste, jeg kunne komme på industri. Så er der et under Brooklyn Bridge, som handler om byens historie, og hvordan den bruger den. Det tredje står ved Brooklyn Heights, det klassiske sted, man kigger ind over byens skyline. Det er flanørens blik, om man vil; byen set fra sikker afstand, fra en slags forstad. Og endelig er der vandfaldet ude på Governors Island. Det er om turisterne, der står og kigger ud fra sydspidsen af Manhattan«, forklarer han.

Og områderne er vigtige. Det er ikke kun vandfaldene, der bliver udstillet; via vandfaldene – og i samspillet med dem – er der også fokus på de områder, de befinder sig i, siger Eliasson, der i det hele taget gerne vil væk fra ideen om et neutralt offentligt rum.

»Det offentlige rum er overhovedet ikke lige for alle. Der er en masse sociale, politiske og juridiske strukturer i det, som spiller ind«, siger han og kaster sig ud i en længere forklaring om rummets intentionaliteter – de intentioner, aktørerne har med et givent offentligt rum, som han forsøger at udstille.

Den kommercielle maskine kører
Om newyorkerne vil forstå alle de underliggende teorier og ideer, Eliasson forsøger at illustrere med ’NYC Waterfalls’, vil vise sig i de kommende uger og måneder. For byen handler det ikke kun om, at projektet bliver en kunstnerisk triumf, men i høj grad også om, hvorvidt det vil skæppe i kommunekassen.

Da Christo og Jeanne-Claude lavede portene i Central Park, blev det af mange anmeldere kritiseret som mere kitsch end kunst. Men turisterne elskede det. Mere end 4 millioner valfartede til parken i løbet af de 16 dage, portene stod der, og ifølge bystyret brugte de ekstra turister næsten en kvart milliard dollar – tre gange så meget som forventet.

Også når det gælder Eliassons vandfald, er der allerede godt gang i den kommercielle maskine. Mens vandfaldene kører, bliver der arrangeret særlige havnerundfarter til dem, og hoteller som Ritz-Carlton tilbyder særlige pakker, hvor man formedelst 480 dollar eller mere får en kikkert og et værelse med udsigt til vandfaldet på Govenors Island.

På sin vis i sig selv en illustration af Eliassons pointe om, at det offentlige rum muligvis er offentligt – men bestemt ikke lige for alle.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden