0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.
Denne artikel er delt af Timme Bisgaard Munk. Som Politiken-abonnent kan du ubegrænset dele artikler med dine venner og familie.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gjorde Woody Allen sin datter fortræd? Og handler historien overhovedet om det?

Ny knap fire timer lang dokumentarserie på HBO fremlægger Mia Farrows syn på sagen om Woody Allens eventuelle seksuelle misbrug af deres fælles adoptivdatter, Dylan. Alle synes at have taget stilling, men kan nogen ud over Dylan vide, hvad der skete? Og kan hun selv overhovedet vide det?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg har lovet mig selv ikke at falde i suppen og vælge side.

Der er næppe heller plads til mig i den suppe; det er, som om alle, der har set ’Allen v. Farrow’, har afgjort skyldsspørgsmålet med sig selv som yderste faginstans, så jeg har lovet mig selv at skille mig ud som den, der så ikke gjorde det.

For jeg var ikke med ved huset i Bridgewater, Connecticut, 4. august 1992. Og ikke nok med det, jeg var ikke i huset, og jeg var slet ikke oppe på det loftsværelse, hvor syvårige Dylan Farrow hævdede og stadig hævder, at hendes far, filmmageren Woody Allen, forgreb sig på hende seksuelt.

Verden bugner af folk, der bare ved, at Allen enten er uskyldig i anklagerne. Eller skyldig. Den ene del har ret, den anden har ikke, men hvem, der (ikke) har det, står hen i det uvisse. Alle lader de sig lede af deres følelser, og forsvindende få af dem, der giver deres uforgribelige mening til kende i en ekstremt penibel situation for nogle navngivne virkelige mennesker derude, er psykologer og/eller jurister.

Du er der næsten

Du behøver ikke et abonnement for at læse artiklen. Det eneste, du skal gøre, er at oprette en profil, og så kan du læse videre.

Opret profil

Annonce

Mads Nissen

Christina Rosendahl vender altid tilbage til samme scene, inden hun går i gang med en ny film:   »Det varer 12 minutter, og det er den fedeste sekvens i filmhistorien«

Ulysse del Drago

Dansk instruktør:  Jeg skal ikke lyde som en helgen – men vi bør boykotte Netflix

Stine Heilmann

Mikala Krogh om instruktøren bag hendes favorit­dokumentar: »Der er få af hans film, der ikke er fuldstændigt fremragende«

Oscarnomineret dokumentar fik Eva Mulvad til at tabe kæben:   »Historier med den kraft og enkelthed kommer der måske en eller to af hvert 10. år«

LARS SKREE

Britisk filmstuderende elsker oscarnomineret dansk dokumentar: »Jeg følte, jeg var vidne til noget særligt«

Martin Lehmann

Bodilvinder om dansk dokumentar­film: »Vi kan sige, vi er førende i verden«

Michella Bredahl

Særligt én scene i dokumentar om gadebørn i Seattle har påvirket Eva Marie Rødbro:  »Jeg kan næsten ikke tænke på det uden at græde«

Miriam Dalsgaard

Sun Hee Engelstoft følte sig medskyldig i Amy Winehouses død, da hun så dokumentaren om hende

Peter Hove Olesen

Sidste års vindere på CPH:DOX foretrækker dokumentarer, der sætter gang i publikums tanker:   »Da jeg så den første gang, følte jeg, at jeg var ved at blive kvalt bagefter«

Finn Frandsen

Mads Brügger udpeger sine yndlings­dokumentarer:   »Det er en film, der til fulde demonstrerer dokumentarfilmens styrke og betydning som genre«