0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Filminstruktør Lav Diaz: »Er grænsen for vores tålmodighed virkelig to timer?«

Den filippinske auteur Lav Diaz, hvis vinder fra Venedig, ’The Woman That Left’, vises ved CPH PIX, er træt af at blive revet i næsen, at hans film er (meget) lange.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
CPH PIX
Foto: CPH PIX

Filmkunst. Knap fire timer varer Lav Diaz' film 'The Woman Who Left' fra i år.

cphpix
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
cphpix
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er det med længden. Hvis ikke min dialog med Lav Diaz var foregået per mail, men live, ville jeg uden tvivl kunne se, hvor trætte hans øjne bliver, da jeg spørger til den, længden.

Hvis man lagde spilletiden i alle hans film sammen minut for minut, i forlængelse af hinanden som flydende sten, kunne man måske nå tørskoet over Atlanten. Eller måske undgå at få våde fødder på gåturen til Sydøstasien ... Du ved, hvad jeg mener. Nogle af dem er otte timer lange, nogle længere, andre kortere. Min egen personlige favorit, ’Storm Children, Book 1’, er en bette pjosker på 143 tætte minutter.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce