Foto fra Super16-filmen Black Man, instrueret af Kræsten Kusk på Årgang 04.

Foto fra Super16-filmen Black Man, instrueret af Kræsten Kusk på Årgang 04.

Film og tv

portræt Bagvejen til det store lærred

Super16 fejrer 10-års jubilæum og hylder sig selv for den originalitet og fandenivoldskhed, som flere efterlyser hos Filmskolen.

Film og tv

Tre gange fik filminstruktør Kaspar Munk afslag fra Den Danske Filmskole, og et øjeblik overvejede han, om det overhovedet var film, han skulle bruge sit liv på.

Men så søgte han ind på Super16.

Sidste år blev han så af filmmagasinet Ekko udråbt til Danmarks oversete filmtalent, og nu skal han i gang med at instruere to spillefilm.

Inkarnationen af en Super16'er Med sin ukuelige kampånd er Kaspar Munk inkarnationen af en Super16 'er.

Den selvbestaltede filmskole, der startede i trods mod Filmskolens afslag, har efter 10 år vokset sig til et seriøst og respekteret alternativ.

»I dag er det lige så godt at sige, at man er instruktør fra Super16 , som fra Filmskolen. Nogle steder i branchen er der endda større respekt om Super16 , fordi vi måske er mindre forkælede og vant til at slås for vores ting«, oplever den 37-årige filminstruktør, der netop nu skal til at optage sin debutfilm.

Og ansøgningsstatistikkerne til de to udannelsessteder giver ham ret. Sidste gang søgte 42 ind på Super16 's producerlinje, mens 178 søgte ind på instruktørlinjen.

Til sammenligning har 30 søgt ind på Filmskolens producerlinje i år, mens 188 har søgt ind på instruktørlinjen.

To vidt forskellige ting
Rektor for Den Danske Filmskole, Poul Nesgaard, understreger dog, at Super16 og Filmskolen er to vidt forskellige ting. Som han siger:

»Jeg opfatter ikke Super16 som en uddannelse. Super16 er en alternativ indgang til filmmiljøet. Det kan slet ikke sammenlignes«.

Det gør vi nu lidt alligevel.

For godt et år siden så chefredaktør Claus Christensen fra filmmagasinet Ekko hele 72 kortfilm fra Super16 igennem, da bladet udgav en dvd-opsamling med de bedste kortfilm fra Super16 , og han giver filminstruktøren ret.

»På trods af at de laver dem i deres fritid og for minimale budgetter, så har filmene generelt et utrolig højt professionelt niveau. De bedste af dem har et vovemod, en personlighed og originalitet, som jeg har savnet at se fra Filmskolen de senere år, og som jeg tror kommer af den alternative energi og det mod, der opstår, når man laver sin egen filmskole«, siger chefredaktøren.

»Til gengæld var der også nogle film, der virkelig faldt igennem og lå langt under Filmskolens bundniveau«, siger han.

Fandenivoldske fightere
Super16 startede i 1999, da porten til den danske filmskole smækkede i foran næsen på tre håbefulde instruktøraspiranter.

Og hvad gør man, når man ikke kommer ind på Filmskolen?

Man bygger såmænd en ny indgang til filmbranchen og starter sin egen filmskole.

En af de tre instruktører in spe var den dengang 28-årige Carsten Myllerup, der søgte ind på Filmskolen for anden gang.

I dag er han en veletableret instruktør, der står bag spillefilm som 'Midsommer', 'Oskar og Josefine' samt tv-serien 'Anna Pihl'.

Men i foråret 1999 var han blot endnu en i rækken af ansøgere, der håbede, at lige netop hans ansøgningsfilm som en anden Sesam-formular kunne åbne den magiske port til Filmskolen.

Det kunne den imidlertid ikke, så sammen med to andre afviste ansøgere, Jens Mikkelsen og Linda Krogsøe Holmberg, satte han sig ned i sit køkken på Nørrebro med foreningshåndbogen i skødet og stiftede Super16 som en forening for unge filmskabere.

»Vi havde ikke tålmodighed til at vente to år mere. Vi ville jo i gang for fanden, så hvorfor ikke bare arrangere noget undervisning med hinanden?«, siger den nu 38-årige filminstruktør.

Man bestemmer selv
Navnet Super16 hentyder til filmformatet Super16 mm og blev valgt, fordi hver årgang består af 16 filmskabere i form af 8 instruktører og 8 producere.

Medlemmerne af Super16 er folk, der allerede arbejder i filmbranchen, og foreningen driver de så i deres fritid med undervisning om aftenen eller i weekender.

Til efteråret debuterer instruktør Martin Zandvliet eksempelvis med sin spillefilm 'Applause', der har Paprika Steen i hovedrollen, og samtidig er han ved at lave sin midtvejsfilm på Super16 .

»Det fede ved Super16 er, at vi selv vælger vores undervisere og dermed selv bestemmer, hvad vi vil lære. Og så mødes vi om aftenen, så man har tid til at arbejde ved siden af«, siger han.

Støttet af Nordisk Film
Blandt andre Nordisk Film støtter Super16 med 125.000 kroner om året til undervisning, og i tidens løb har navne som manuskriptforfatter Mogens Rukov, filmfotograf Manuel Alberto Claro, klipper Jacob Thuesen og producent Regnar Grasten undervist på Super16.

Der er ingen ledere eller overordnet administration, så hver gang en ny årgang begynder, må de beslutte, hvad Super16 skal være for dem.

»Den bedste regel ved Super16 er, at man kun kan gå der i tre år. Det sikrer dynamik og fornyelse, for når der kommer nye ind, så kan de revolutionere hele lortet og i princippet lave det om til en strikkeklub, hvis det er det, de vil. Det er humlen i Super16 , at den er, hvad du gør den til. Og hvis du ikke gør noget, så sker der heller ikke noget«, siger Carsten Myllerup.

I september 1999 rykkede første årgang ind i et lokale i Valby, som Nordisk Film stillede til rådighed, udstyr lånte de forskellige steder i filmbranchen, og så skulle de ellers selv i gang med at skaffe undervisere og skabe deres egen uddannelse.

»Hele ånden omkring Super16 var gennemsyret af, at nu skulle vi fandeme vise dem, at vi kunne selv. Vi havde allerede premiere på vores første film efter to måneder, og der kom mere end tusind mennesker til premieren. Der var en kæmpe opbakning fra branchen, og fra da af var det altså bare af sted derudad«, husker Carsten Myllerup.

Hårdføre filmskabere
I dag fremhæver branchen selv Super16 's filmskabere som mere hårdføre end Filmskolens.

Producent Thomas Gammeltoft arbejder i sit produktionsselskab Fine & Mellow lige nu sammen med tre instruktører, der tidligere har gået på Super16 .

»De har en anden kontakt med virkeligheden, fordi de ikke har været forpuppet på en filmskole i fire år. Ofte er de meget mere jordnære og mindre forkælede, fordi de ikke har været nurset, som man bliver på Filmskolen. Og så har de et kæmpe gåpåmod og en fandenivoldskhed, fordi de selv har skullet kæmpe for deres film, sideløbende med at de har arbejdet i branchen. De er parate til at sælge deres mormor for at lave film«, siger han.

Både Kaspar Munks midtvejsfilm og hans afgangsfilm er optaget i det dyreste filmformat, 35 mm. Hans afgangsfilm, 'Forsvunden', er af filmmagasinet Ekko blevet kaldt »en af de flotteste danske no budget-film til dato« med sin sanselige celluloid, helikopteroptagelser og kranskud.

Kortfilmen ville have beløbet sig op i omegnen af 2 millioner kroner, hvis den var lavet som en normal filmproduktion, har magasinet vurderet.

Men det lykkedes Kaspar Munk at klunse sig frem til filmen:

»Vi bankede på hos alle reklamebureauerne og opkøbte de gamle filmruller, de havde liggende i køleskabene, for et par flasker vin. Og på samme måde byttede vi os frem til kranskud og helikopteroptagelser«, fortæller han.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Modigere end Filmskolen
32-årige Mads Matthiesen blev færdig som instruktør fra Super16 i oktober og har siden tiltrukket sig branchens opmærksomhed, fordi hans kortfilm har rejst rundt på prestigefyldte festivaler som Venedig, Sundance og Toronto.

Midtvejsfilmen 'Dennis' vandt i sommer prisen for bedste kortfilm på Melbourne International Film Festival i Australien, og for nylig modtog han så en Robert for afgangsfilmen 'Cathrine', som tillige har konkurreret om krystalbjørnen i Berlin.

Chefredaktøren for Ekko sætter spørgsmålstegn ved, om de priste film fra Super16 kunne være lavet på Filmskolens afgangslinje i stedet.

»Det kunne de måske godt, men der er ikke blevet lavet den slags nyskabende film de seneste år. Jeg tror, at en af grundene er, at Filmskolen har så mange regler for, hvordan afgangsfilmene skal laves. Det betyder ofte, at instruktøren ikke får mulighed for at sætte sin personlighed igennem«, siger Claus Christensen.

Han fremhæver blandt andre Kaspar Munk og Mads Matthiesen som eksempler på instruktører, der skiller sig ud fra mængden:

»Kaspar Munks afgangsfilm 'Forsvunden' er original, fordi den ikke benytter den klassiske fortælling, men snarere fortæller historien gennem gåder og billedsprog. Han lægger et symbolsk lag ned over hele filmen, som får mig til at tænke på de allerbedste film fra 60'erne og 70'erne, hvor man arbejdede mindre med plot, end man gør i dag, hvor filmene er konventionelt opbygget med en helt og en skurk og et mål. Mads Matthiesen arbejder blandt andet med amatørskuespillere, og det giver altså en særlig nerve«, siger han.

Nyder stor respekt
Mads Matthiesen, der selv søgte ind på Filmskolen to gange, er enig i, at friheden hos Super16 gavner kreativiteten:

»Filmskolen har mange penge til at lave deres film, så der er nogle andre muligheder. Men friheden er ikke så stor, for der er en lærerstab og et hold af konsulenter, der er inde over dine ting, og du bliver jo skolet i dansk filmtradition. Her kan du gøre, hvad du har lyst til, der er ingen, der siger, at det ikke kan lade sig gøre at starte din film på en bestemt måde, fordi det dramaturgisk er forkert«.

Også på Filmskolen nyder Super16 stor respekt. Andreas M. Dalsgaard er fjerdeårselev på instruktørlinjen, og inden han søgte ind på Filmskolen var han med i den århusianske pendant til Super16 , den mindre Super8:

»Hvis man ser på de bedste værker fra henholdsvis Filmskolen og Super16 , så er der en tendens til, at Super16 er mere skæve og originale og har en større kunstnerisk konsekvens. Til gengæld har Filmskolen rent teknisk en højere kvalitet, og værkerne er mere afrundede, fordi vi fagligt er dygtigere. Og så er der heller ikke de der film imellem, der virkelig stinker, som der er fra Super16. Forskellen mellem gode og dårlige film fra Super16 er meget stor«, siger han.

Ikke en rigtig filmskole
Rektor for Den Danske Filmskole, Poul Nesgaard, vil ikke kommentere, hvorvidt Super16 's film er mere originale og modige end de film, der er blevet spyttet ud fra hans uddannelse de seneste år, selv om han nærer dyb respekt for initiativet og er meget begejstret for Super16 som alternativ indgang til filmbranchen.

»Men man skal ikke sammenligne Filmskolen og Super16 , for det er to vidt forskellige ting. Super16 er et fællesskab, hvor man skaber film og holder nogle inspirationsaftener. Det, der let sker, når man ikke bliver uddannet, er, at man på en måde bliver i sit spor. Når man får en uddannelse med et curriculum og en læringsproces hen over tid, så bliver man løftet op i en bevidsthed om det, man kan, og bliver professionel i sin måde at udvikle sit filmsprog på«, siger han.

Super16 -instruktør Christina Rosendahl er enig i, at Super16 har nogle klare svagheder i forhold til Filmskolen:

»Det der med, at man skal arbejde og så gå i skole i sin fritid og lave film i sine ferier, det er simpelthen så opslidende. Og det var svært at få tid til den fordybelse, som det kræver at lave film og udvikle sig«.

Hun mener heller ikke, at Super16 -stemplet er lige så solidt som det, man får, når man går ud fra Filmskolen.

»Super16 er noget forskelligt fra år til år, så du ved aldrig, hvad du får. Det er styrken, men også svagheden«, siger hun.

Et godt sted at udfordre sig selv
Filmskolerektoren fremhæver til gengæld Super16 som et fantastisk sted at udfordre og afprøve sig selv.

»Det ville være meget fattigt, hvis Filmskolen var den eneste indgang til dansk film. Der er nogen, der ikke er egnet til at gå på en skole, og desuden så udvælger vi kun seks til hver linje hvert andet år, vi kan jo både have ret og uret. Det er jo også et udtryk for, at talentmassen er større end dem, vi har plads til«, siger Poul Nesgaard.

Tidligere Super16 -elev, producer Jesper Morthorst fra Alphaville Pictures Copenhagen, mener, at Super16 først og fremmest giver en forskellighed i dansk film, som især er blevet vigtig de seneste fem år efter dogmebølgen, som skyldtes den tradition, Den Danske Filmskole byggede op i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne:

»Jeg tror, at mange fra Super16 klarer sig rigtig godt nu, fordi der de seneste fem år er blevet plads til den diversitet og mærkværdighed, som Super16 står for. Det er klart, at der er nogen, der vil falde igennem i højere grad end på Filmskolen, hvor der bliver taget hånd om dem, men til gengæld er der også nogen, som vil brage stærkere igennem loftet med en helt anderledes tilgang til det at lave film«, mener han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Friheden til at fejle

Til gengæld er det vigtigt, at Super16 ikke begynder at opfatte sig som en egentlig filmskole, men bliver ved med at dyrke det, som Super16 har sejret med, nemlig det anderledes, friheden til at fejle og dermed også til at sejre så meget desto mere, understreger han.

Ekko-chefredaktør Claus Christensen mener, at der er behov for fornyelse, hvis Super16 også skal være interessant de næste 10 år.

»De har været lidt for gode til at bygge oven på det bestående, så selve uddannelsen næsten er blevet for konservativ. Jeg savner noget anarki - ikke i forhold til filmene - men i forhold til uddannelsens struktur har de ikke opfundet den nye, dybe tallerken. Måske var det tid at vende bøtten og rejse ud i verden et par måneder og lave film eller bryde med kortfilmsformatet og lave spillefilm eller dyrke helt korte formater til internettet og mobiltelefoner«, råder han.

Som opråbet til den nye årgang lyder fra en af de oprindelige medstiftere:

»Find på noget nyt. Super16 er ved at blive en institution, og det er alt for konformt og kedeligt. Der går ikke mange år, før der bliver lavet noget nyt af nogle andre, der tænker, at nu må de kraftedeme til at tage sig sammen i Super16 «, siger Carsten Myllerup.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce