Integritet. Det vigtigste for Theodor Christensen var, at instruktørerne af dokumentarfilm havde samme ytringsfrihed, som alle andre kunstnere. Arkivfoto: Lars Hansen
Foto: HANSEN LARS

Integritet. Det vigtigste for Theodor Christensen var, at instruktørerne af dokumentarfilm havde samme ytringsfrihed, som alle andre kunstnere. Arkivfoto: Lars Hansen

Film og tv

Film af den danske Michael Moore efterlyses

Theodor Christensen var dansk dokumentars uartige dreng.

Film og tv

Måske ligger den i en kasse et sted på et loft hos en gammel filmsamler.

Hos en arving af en slægtning til dansk dokumentarfilms fader og politiske umulius Theodor Christensen måske. Eller – hvem ved – på en forkert hylde, hvor den engang for et halvt århundrede siden er havnet i Rigsarkivet. Væk er den i hvert fald.

Theodor Christensens kontroversielle dokumentarfilm om Danmarks indtræden i Atlantpagten lavet i 1949, men dengang kun vist for et eksklusivt publikum, som talte både statsminister og udenrigsminister. Før den blev skrottet af politiske grunde. Og næppe siden er set af en sjæl.

Men nu skal den og 24 andre af Theodor Christensens dokumentarfilm lokkes frem af de gemmer, som de muligvis skjuler sig i, mener magister i filmvidenskab og ph.d. Palle Bøgelund Petterson.

Medlem af DKU Med støtte fra Kulturministeriet har han i halvandet år stået i spidsen for et arbejde med at kortlægge, registrere og finde film, manuskripter og breve fra Theodor Christensens hånd i Det Danske Filminstituts arkiv og arbejder sideløbende på en bog om manden, der introducerede danskerne for dokumentarfilmen, men selv måtte kæmpe hårdt for at få lov at lave dem, fordi han insisterede på at ytre egne meninger i filmene og især på at tale arbejdernes sag. »Theodor Christensen blev medlem af DKU, da han var 15 år. Han meldte sig ud igen på et tidspunkt i 30’erne, men havde til det sidste en meget skarp venstreorienteret holdning, som han også prøvede at præge sine film med«, fortæller Palle Bøgelund Petterson. »Vigtigst for ham var dog, at instruktørerne af dokumentarfilm skulle have samme ytringsfrihed, som man fandt inden for alle mulige andre kunstneriske former. Lige i dokumentarfilm var det helt op til midten af 1960’erne enormt svært at ytre sine meninger, fordi næsten alle filmene blev lavet med støtte fra staten eller store virksomheder«. Theodor Christensen måtte derfor – i modsætning til sin senere amerikanske kollega Michael Moore – bide i mange sure æbler og af pengenød bruge de fleste af sine kræfter på små, harmløse film om dagliglivets trivialiteter, men forsøgte altid i det mindste at fortælle historien fra arbejderens synsvinkel. »De ting, han fik gennemført, var ofte om helt banale emner. F.eks. om brugen af brunkul under besættelsen. Måske 80 procent af hans film var lavet for at få smør på brødet. I de sidste 20 procent magter han så at komme med kritiske synspunkter«, fortæller Palle Bøgelund Petterson. Pyroman med tændstikker Det magtede han så i rigt mål i sin film om Danmarks indtræden i Atlantpagten, ’Sådan ligger landet’, fra 1946. Danmark var trådt ind i det, vi i dag kalder Nato. Men nu skulle danskerne i en film have forklaret hvorfor.

Den statslige institution Dansk Kulturfilm gav opgaven til Nordisk Film, som af en eller anden grund bad Theodor Christensen tage sig af den. Det var, som Palle Bøgelund Petterson siger, som at give en pyroman tændstikker, og instruktøren var ikke sen til at udnytte muligheden.

Han ville, kan man se af hans manuskript, indlede med at vise, at danskerne i bund og grund ikke interesserede sig for udenrigspolitik, hvilket han gjorde ved at standse folk på gaden og stille dem spørgsmål.

Desværre mangler 38 af hans væsentligste film, har arbejdet med at registrere hans arbejde afsløret.

»Det er farligt at lege med de store drenge«, sagde én. »Hvorfor skal vi rodes ind i striden mellem Øst og Vest«, sagde en anden. Hvorefter speakeren i filmen ganske vist konkluderede, at »Danmarks geografiske placering gør det nødvendigt at have nogle allierede«.

Theodor Christensen viste billeder fra en demonstration foran Christiansborg og kaldte demonstranterne for »kommunister og andre fredsvenner«. Han lod FN’s generalsekretær, Trygve Lie, sige, at »ingen regionale aftaler eller bilaterale ordninger kan nogensinde træde i stedet for eller erstatte selve De Forenede Nationer«.

Propagandafilm
Og sådan blev han ved. Hvorfor det næppe er overraskende, at »visse ændringer« blev forlangt, da statsminister Hans Hedtoft, udenrigsminister H.C. Hansen og forsvarsminister Gustav Rasmussen havde set filmen ved en lukket forestilling 20. marts 1950.

»Det virker højst besynderligt, at de skulle godkende filmen. Jeg har beskæftiget mig med PH’s Danmarksfilm, og ikke engang den var igennem den mølle«, siger Palle Bøgelund Petterson.

Theodor Christensen indvilgede i at korrigere i filmen, men var langtfra slået. I stedet for at ændre kontroversiel sprogbrug til harmløs skiftede han flere steder bare det ene kontroversielle ord ud med et andet. Eksempelvis erstattede han ordet ’racekamp’ i omtalen af USA med ’hekseprocesser’.

Og det hele endte med, at pressen begyndte at besvære sig over, at man havde kastet skattepenge ud på denne omgang propaganda, og i et brev fra Udenrigsministeriet til Dansk Kulturfilm 13. juni 1952 fremgår det, at ministeriet anser det for umuligt at færdiggøre filmen, hvorefter den bliver skrottet. Og formentlig ikke er blevet set af nogen siden.

Sandheden om besættelsen
Theodor Christensen blev født i 1914, blev student og skrev efter et par års studier på universitetet filmanmeldelser til Arbejderbladet sammen med vennen Karl Roos. Sammen skrev de bogen ’Film’ i 1936, og året efter introducerede Theodor Christensen danskerne for begrebet dokumentarfilm i artikler i Nationaltidende og tidsskriftet Dansk Udsyn.

»Derfra blev han den centrale figur i dansk dokumentarfilm sammen med Karl Roos ikke mindst som en polemisk figur, der ytrede sig i artikler, debatindlæg og på møder af mange slags«.

»Han var altid virkelig fremme i skoene og meget polemisk anlagt, så han blev et irritationsmoment for mange institutioner, især Dansk Kulturfilm og Ministeriernes Filmudvalg«, forklarer Palle Bøgelund Petterson.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Han levede for at få sine ytringer og meninger ud. For at ændre verden, hvilket også gav ham problemer i familielivet«.



Theodor Christensen ville have lov at ytre sin mening. Og som han sagde: »Det offentlige må lade sandheden tale i dokumentarfilmen, selv om det til tider må være ubehageligt for regeringen«.

Og ubehageligt blev det, da han i 1946 lavede filmen ’Det gælder din frihed’ om besættelsesårene. En ganske anderledes film end ’Danmark i lænker’, en »officiøs film«, som Palle Bøgelund Petterson siger, der fortalte om danskerne, som tappert kæmpede mod tyskerne.

Blev lovet bank
I Theodor Christensens film bebrejdede han regeringen, at den helt frem til august 1943 havde arbejdet sammen med den tyske besættelsesmagt. Det var ilde hørt dengang og skabte stort røre.

»Det siges, at han blev lovet bank af nogle politikere efter urpremieren, og nogle prøvede også at standse den. Lige siden blev det faktisk vanskeligt for ham at komme igennem med sine ideer«, forklarer Palle Bøgelund Petterson, der mener, at Theodor Christensens film fortæller et enestående stykke danmarkshistorie.

»For mig er det allervigtigste, at filmene viser så ufattelig meget om Danmark. Hver enkelt film og historierne bag dem fortæller en spændende historie om Danmark og danskerne og ikke mindst om samspillet mellem staten, regeringen og filmskaberne«, siger han.

I en tid boede Theodor Christensen i Cuba og var med til at etablere den lokale filmskole. Selv arbejdede han på i alt 151 film, men mange blev aldrig optaget. Ikke mindst fordi han var så kontroversiel en figur. Han står som instruktør på 52 film, men fungerede på andre 51 som forfatter eller i andre funktioner.

Desværre mangler 38 af hans væsentligste film, har arbejdet med at registrere hans arbejde afsløret. Og det er dem, Palle Bøgelund Petterson nu efterlyser.

Betaget af krigen
Kun en enkelt af filmene har man et spinkelt spor at gå efter, nemlig filmen ’Det brænder i Norden’, som Theodor Christensen lavede sammen med instruktøren og producenten Ingolf Boisen fra Minerva Film.

»De tog til Sverige og Finland og Norge under krigen. Først fordi de var betaget af Vinterkrigen mellem Rusland og Finland. Men da Danmark så blev besat af Tyskland, vendte billedet for dem. De tog til Norge og filmede faktisk kampene i Rena, som gik verden rundt«, fortæller Palle Bøgelund Petterson.

Filmen var færdig i 1941, men for at få den ud i Skandinavien måtte instruktørerne først have godkendelse fra den tyske censur i Danmark. Og her ville man gerne vide, hvem det egentlig var, der »havde tændt det bål, som brænder i Norden«, som Palle Bøgelund Petterson siger. Filmen blev standset af censuren. Minerva Film fik den retur.

»Og Ingolf Boisen har skrevet, at den blev lagt et sikkert sted på en landejendom i Nordsjælland. Siden er den ikke set. Og en landejendom i Nordsjælland er jo et vidt begreb«, som han siger.

»Vigtigst for ham var dog, at instruktørerne af dokumentarfilm skulle have samme ytringsfrihed, som man fandt inden for alle mulige andre kunstneriske former«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Alligevel håber han, at flere af Theodor Christensens forsvundne film vil komme frem i lyset.

»Det hænder, at film dukker op hos private. Og også hos samlere, som går til bekendelse. Der findes samlere også inden for film, som nogle gange ligger inde med film, som kun findes i ét eksemplar, men som, når de hører, at det har interesse for en hel nation, får lyst til at komme frem med dem. «, siger han.

Et rørende liv

Imens han venter på den slags små mirakler, arbejder han videre på sin biografi over Theodor Christensen, som døde i 1967, 53 år, og havde et »meget rørende liv«, forklarer han.

»Han levede for at få sine ytringer og meninger ud. For at ændre verden, hvilket også gav ham problemer i familielivet«.

Theodor Christensen fik tre børn, men et af børnene, en søn, druknede i Københavns Havn, og han og konen diskuterede forbitret, hvis skyld det var. Hvem der skulle have passet på ham.

»De gik fra hinanden, og Theodors liv fortsatte med at vælte op og ned«, siger Palle Bøgelund Petterson.

»Men det vil jeg gemme til bogen«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce