Filosofien. Film er, indlysende, et visuelt medie, og derfor bør et magasin om film også tilfredsstille det æstetiske behov, filmelskere har. Det er filosofien bag, at filmmagasinet Ekko. Her går Ekko-chefredaktør Claus Christensen det nyeste nummer af magasinet igennem.
Foto: Astrid Dalum

Filosofien. Film er, indlysende, et visuelt medie, og derfor bør et magasin om film også tilfredsstille det æstetiske behov, filmelskere har. Det er filosofien bag, at filmmagasinet Ekko. Her går Ekko-chefredaktør Claus Christensen det nyeste nummer af magasinet igennem.

Film og tv

Næsvist filmmagasin giver stadig ekko

Ekko, som ikke altid har været filmpressens kop te, er udkommet i ti år.

Film og tv

Hvor stor man end er – eller hvor lille – har det aldrig skadet at have betragtelige ambitioner.

I anledning af sit tiårsjubilæum citerede filmmagasinet Ekko i sin leder den stormægtigste af alle mediemoguler, Charles Foster Kane fra Orson Welles’ bandsat himmelstræbende debutfilm, ’Citizen Kane’: »Jeg vil give denne bys indbyggere en daglig avis, der dagligt vil fortælle alle nyhederne. Jeg vil også give dem en utrættelig forkæmper for deres rettigheder som borgere og som mennesker«.

Hverken Ekko eller dets – bandsatte! – chefredaktør gennem otte år, Claus Christensen, tager hele befolkningen eller den ganske nyhedsstrøm på sig, men på filmområdet gælder publicist Kanes principper 1:1.

I det omfang, filmen overhovedet har brug for en lidenskabelig advokat, vil Ekko være den advokat. Og ideen er, at Ekko skal kunne læses og bruges af såvel det såkaldte Grand-publikum, det veluddannede, kulturelt nysgerrige grønne segment, men nok så meget af dem, der i tilgift synes, at det er fedt at gå i Imperial og se ’Avatar’.

Men ikke nok med det, magasinet har en intention om også at kunne inspirere undervisningen i film og de professionelle filmhåndværkere.

Også megastjerner læser ...
48 numre er der udkommet af Ekko siden begyndelsen for ti år siden, og i de senere år har magasinet tegnet en stigende kurve af lækkerhed: kraftigt halvglittet papir, store farvebilleder, en myriade af journalistiske genrer og formater og gerne tilhørende dvd’er, vel at mærke ikke med mainstreamfilm, der allerede er udkommet og færdige med 40 fra Fona 2000, men derimod esoteriske og ofte danske hidtil uudgivne titler, redigeret på plads af Ekkos redaktion.



En fast, behageligt koket affektation i Ekko er billedet af arketypiske hollywoodfilmstjerner som Mel Gibson og Nicole Kidman, der står med bladet i hænderne, dybt opslugte. Billederne kommer fra en reporter i Hollywood, der er bidragyder til magasinet, og Claus Christensen vedgår gerne, at det »formentlig kun er Viggo Mortensen, der kan læse artiklerne«.

Storebror og lillebror
Ekko var, om noget, det seriøse danske magasin, der brød med ideen om, at glittet- og laberhed var et anliggende for livsstilspressen, mens mere vægtige materier gjorde sig bedst på nødtørftigt layoutede avispapirsider, der var bundet i ryggen. Og gjorde det uden at blive postmoderne selvfede med tungen i kinden.

Ekko er et barn af sin tid. Men også af morfædre som 1000 Øjne og Levende Billeder. Danske filmmagasiners granddaddy, Kosmorama, findes endnu for forholdsvis lavt blus.

Og så har Ekko ganske meget dna fra det lidt yngre Mifune, som storebroderen fusionerede med i 2008. Hvor Ekko traditionelt var klarest i mælet på området for dansk film og debat og havde etablerede skribenter og filmforskere tilknyttet, stod Mifune med en lige så klar profil inden for det ’sære’ og inden for yngre internationale filmvækstlag.

»Thure synes nok stadigvæk, at min smag er mainstream«, griner Claus Christensen med adresse til Mifunes daværende chefredaktør, Thure Munkholm, der i periode var medredaktør på Ekko og nu er programchef ved CPH PIX-festivalen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det Ekko, der blev resultatet af fusionen, havde flere formater at jonglere med, havde smidt et lidt tørt institutionspræg af sig og taget en række unge skribenter til sig, som i dag, i et miks med andre, der typisk er fast tilknyttet andre medier, er med til at give magasinet ikke alene gaderespekt, men også faglighed.

Gennemslag i den øvrige verden
Det er usædvanligt, at et magasin med så forholdsvis snævert sigte – film og filmpolitik – får en gennemslagskraft ud over sin niche, men to gange i den senere tid har Ekko været citeret igen og igen og i ud- såvel som i indland for sine historier.

Senest var det Ekko, der på sit website lancerede nyheden om, at Lars von Trier og Martin Scorsese skulle til at samarbejde om en benspænds-udgave af Scorseses ’Taxi Driver’, men nok så interessant gav Ekkos interview med dokumentaristen Christoffer Guldbrandsen genlyd i hele resten af det danske mediebillede.

Ikke nogen filmnørdsnak her, men i traditionen fra det hedengangne kulturkritiske Press et hardcoreinterview om magt og kommunikation, om lækken af jægerkorpsets hemmelige mission i Irak.

Det var til Ekko, at Guldbrandsen fortalte, at den famøse læk, der er blevet vinterens helt store politiske sag, var forsvarsministerens egen pressechef.

Den politisk klemte TV 2-journalist Rasmus Tantholdt, der angiveligt var personen, der direkte talte med lækken, gjorde næppe Ekkos profil mindre, da han lidt indebrændt udtalte: »Jeg kan hverken be- eller afkræfte jeres historie om læk fra Forsvarsministeriet til TV 2«. »Men jeg vil gerne bekræfte, at jeg aldrig nogensinde har hørt om Filmmagasinet Ekko«. Det har han så nu.

Det var til Ekko, at Guldbrandsen fortalte, at den famøse læk, der er blevet vinterens helt store politiske sag, var forsvarsministerens egen pressechef.



Traditionelt har Ekko ikke anstrengt sig for at blive bedstevenner med hverken filmbranchen eller filmpressen. Det vakte ikke udelukkende jubel i pressen, da Ekko satte en junta af filmfolk til at anmelde ti af dagbladenes anmeldere, ikke mindst fordi der i branchen var en konstant rumlende utilfredshed med en faglig standard, der angiveligt ikke var høj nok. Holdet læste 200 anmeldelser igennem og uddelte stjerner og sværdhug.

»Informations Christian Monggaard udbryder stadig »Tre stjerner!«, hver gang jeg ser ham«, siger Claus Christensen. For det var, hvad han fik. Andre gik det langt værre, nogle få gik det bedre.

På kant med ’filmludere’
På samme måde klappede ikke alle i filmpressen begejstret i hænderne, da Ekko trykte en artikel, ’Filmluder for en dag’, af en medarbejder, der havde været inviteret til Skotland sammen med udvalgte dele af den øvrige filmpresse for at overvære optagelserne af en scene til Nicolas Winding Refns ’Valhalla Rising’.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Artiklen sammenlignede filmjournalisterne med embeddede reportere fra krigszoner, nogle der – mod passende godtgørelse og uden synderlig faglighed – danser efter filmproducenternes pibe.

Forholdene i filmbranchen selv er tit fokus for Ekkos redaktionelle bestræbelser. Der er næppe nogen tvivl om, at bladet kommer til at blande sig og komme med såvel velkomne som uvelkomne forslag op til udformningen af den nye filmlov, og med mellemrum analyserer Ekko sig frem til, hvem i filmbranchen der har bukserne på lige nu.

I den seneste undersøgelse af, hvem der reelt har magten i dansk film, var to af de øverste pladser besat med tv-folk og blev dermed en illustration af, hvor afgørende dele af det filmudbud, vi ser i biograferne, faktisk bestemmes af et medie med helt andre spilleregler, også æstetisk, end filmens, nemlig fjernsynet.

Ekkos største ambition for fremtiden er at kunne udkomme seks gange om året.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden