Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Nordisk Film
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Anmelderne: Lennon-film klarer sig fint uden Beatles

De danske anmeldere er begejstrede for portræt af den unge Lennon.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

John Lennon havde ikke bare én mor. Han havde to. Forladt af og forsonet med den ene. Pligtskyldigt opdraget af den anden.

Det er omdrejningspunkt i den nye film ’Nowhere Boy’. Titlen let omskrevet fra Rubber Soul-nummeret 'Nowhere Man', der er et af de første (og lidet flatterende) af Lennons selvportrætter.

Manden snarere end bandet Det er udviklingen af personen John Lennon skildret i løbet af årene 1957-1960 snarere end udviklingen af bandet The Beatles, der interesserer den debuterende instruktør, billedkunstneren og fotografen Sam Taylor-Woods.

Og derfor er stilen meget langt fra det svævende og drømmende udtryk som for eksempel i filmen ’Across the Universe’ fra 2007 eller Beatles-forestillingen ’Come Together’.

Som blandt andre Politikens Erik Jensen påpeger, er det en film, som i virkeligheden kunne have handlet om så mange andre end lige netop John Lennon.

»Muligvis for at fremme netop den humane side af sin historie, har instruktøren Sam Taylor-Woods valgt en meget lidt eksperimenterende stil, der dog lader ren magi skyde op af gaderne og parkernes træer i Liverpool ind i mellem. Først og fremmest fordi Aaron Johnson er så stort et fund, at han brænder igennem med sin sårbarhed og styrke i både musikalsk samklang med sine venner og i samspil med de kvinder, ældre som yngre, der gerne vil have hans opmærksomhed«.

Fanget mellem to kvinder
Filmen portrætterer den store teenager John som lidt af en rod, der kan charmere trusserne af enhver pige i ankelsokker.

Men det er de to moderskikkelser, tanten Mimi og moderen Julia, der betyder noget i hans liv. Og det er filmens evige konstante taktslag. Som blandt andre Informations Jonas Varsted Kierkegaard skriver:

»Det giver fremragende mening, at Nowhere Boy er instrueret af en kvinde, da det i høj grad er en fortælling om en ung mand, som bliver fanget mellem to vidt væsensforskellige af slagsen«, skriver han og uddyber længere nede i teksten:

»Rollerne som de to kvinder – der symboliserer Pligten og Lysten – i unge Lennons liv kunne dårligt være bedre besat: Selvom Kristin Scott Thomas bestemt ikke besidder et arbejderklasse-ydre, gør hendes umiskendeligt britiske kølige elegance hende nærmest selvskreven som Mimi. Den anderledes kødelige og indbydende Anne-Marie Duff spiller den mentalt ustabile mor, som Lennon senere skrev den på en gang fjerlette og hjerteskærende Julia om og til«.

Flirtende mor
I Filmmagasinet Ekko er det mediesociologen Henrik Dahl, der anmelder 'Nowhere Boy'

Han bider specielt mærke i forholdet mellem John Lennon og hans biologiske mor Julia, som har forladt ham i hans barndom, men som han møder igen som ung mand. Og som er med til at inspirere ham til at blive rockstjerne.

»Nogle af de scener, der gør stærkest indtryk, er dem mellem John og Julia. Hun elsker og beundrer sin store dreng, men flirter vildt med ham. Det gør ham selvfølgelig forvirret. Scenerne kunne hurtigt blive vulgære, men de har en rørende sødme«.

Også P1 Filmlands anmelder Martin Lennon (som indleder sin tekst med at understrege sit så vidt vides manglende slægtskab med filmens hovedperson) er ligesom sine kolleger imponeret over portrætterne af hovedpersonerne (ikke John, Paul, George og Ringo, men John, Julia og Mimi). Og over filmen som sådan

»Den tårevædede genforening mellem mor og søn kunne nemt været blevet til en melodramatisk sødsuppe, men det sker aldrig. Det skyldes to ting. Det ene er filmens eminente og ærlige skuespil, og det andet er den stramme og stilsikre instruktion. Filmen ved hele tiden, hvor den er på vej hen modsat Lennon selv. 'Nowhere Boy' er velspillet som bare pokker og dybt rørende«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ikke et ord om Beatles

Og musikken? Jo vi er da med ved tilblivelsen af bandet, der blev til Beatles, The Quarrymen, og ikke mindst ved mødet mellem John Lennon og den to år yngre Paul McCartney.

Men filmen slutter, før den mytologiske historie om hvordan The Quarrymen/The Beatles spiller sig til spirende legender i Hamborg. Og det er helt fint ifølge et enigt anmelderkorps.

Som Ekstra Bladets Henrik Quietsch skriver:

»Bortset fra, at ’Nowhere Boy’ åbner med det indledende riff fra ’A Hard Day’s Night’, nævnes The Beatles ikke med et ord her. Hvilket denne biopic om John Lennon faktisk kun bliver bedre af«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden