Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

hårdt. Politikens Michael Bo mærker på egen krop, at det ikke er let at være filmstjerne. Og dog. Han kan blive inde i teltet, når Nikolaj Coster-Waldau skal ud under regnkanonerne i den bidende frost. For ikke at tale om Aksel Hennie, der skal kravle op og ned i en våd og kold tønde lort. Igen og igen.
Foto: Ellen Gossner

hårdt. Politikens Michael Bo mærker på egen krop, at det ikke er let at være filmstjerne. Og dog. Han kan blive inde i teltet, når Nikolaj Coster-Waldau skal ud under regnkanonerne i den bidende frost. For ikke at tale om Aksel Hennie, der skal kravle op og ned i en våd og kold tønde lort. Igen og igen.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Skuespillere sidder i lort til halsen i norsk skov

Politiken var med på optagelse af norsk thriller med Nikolaj Coster-Waldau.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Hva’, Aksel, er du nede i lorten nu?«.

Som om han behøvede at spørge, Nikolaj Coster-Waldau.

Det er norsk films store es, Aksel Hennie, der har søgt tilflugt i det minimalt opvarmede telt, hvor vi sidder med hue og vanter på og klaprer med tænderne.

LÆS OGSÅ

Det er tydeligvis Coster-Waldau og mig, der lige nu er de heldige.

Dagens arbejde for Hennie – om han så nok så meget spillede hovedrollen i norsk films fortjent største succes i menneskealdre, modstandsdramaet ’Max Manus’ – er at komme op og ned i en lokumstønde.

Igen og igen og ...

Iskoldt bouillon-lort
Dasset står lige derude, af mørnet træ og med et lille udskåret hjerte på døren, og Hennie kravler helt ned i møget for at gemme sig for Coster-Waldau, historiens skurk, og hans hvide kamphund, der vil kunne sniffe sig frem til Hennie.

Hvis da ikke stanken af lort satte lugten af Hennie i skyggen.

Den tønde skal Hennie ned i, op af, ned i og op af i én uendelighed denne formiddag, og det kan godt være, at lortet faktisk er en bouillon-kaffeblanding, men rart ser det ikke ud.

Der er rimfrost på granerne allerede her midt i oktober, forvarsel om en styg vinter.

Her er hundekoldt i bakkerne i Nittedal nord for Oslos lufthavn, og man bliver igen mindet om, at livet som filmarbejder ofte slet ikke er spor attraktivt.

Coster-Waldau f.eks. lå i sin lune seng i nat, da han blev ringet op af regissøren, der havde en taxa på vej til ham, for var det ikke en god idé, hvis han ligesom allerede mødte kl. halv syv, så han kunne nå at blive rigtig gode venner med muskelhunden inden deres scene sammen? Gå en tur med den?

Regnkanoner i stilling
»Lige om lidt er det min tur«, siger Nikolaj Coster-Waldau, der bliver det danske islæt i filmatiseringen af Jo Nesbøs finske thriller’ Hovedjægerne’, der får premiere til næste efterår.

LÆS ANMELDELSE

»Jeg skal slå en gammel sur bonde, spillet af Baard Owe, ihjel, og det skal foregå i regn, men for at man skal kunne se regn på film, skal der være vildt meget vand, så de kører nogle regnkanoner i stilling, og under dem bliver man gennemblødt på et sekund«.

»Tilmed skal scenen optages i nat, så det bliver ...«, og Coster-Waldau leder efter et ord, »... lidt koldt«.

Quiet please!, lyder det bydende og ganske, ganske højt ude fra granskoven. Instruktøren Morten Tyldum skyder, instruktøren vil have ro, men når vi herinde i teltet ikke taler, stivner læberne af frost. Den varme luft, der følger med ordene, holder os lune.

Symbolsk renselse
Aksel Hennie og Nikolaj Coster-Waldau er hovedpersoner i ’Hovedjægerne’.

Hennie er headhunteren, der har stillet Coster-Waldaus karakter et job i udsigt, men nu har ombestemt sig.

Det gør han ikke ustraffet, og danskeren er gået på krigsstien med et bæst af en køter ved sin side.

»Og det eneste sted, Aksel kan gemme sig, er nede i lorten, og jo, den ser meget ægte ud, den suppedas der«.

Det lyder ikke, som om der er det store »to be or not to be« over dagens optagelser?

»Er der ikke alligevel noget renselse over alt det vand? Noget symbolsk?«, spørger Coster-Waldau.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nej, du ret, i dag er det meget, meget enkelt. Jeg søger bare efter ham gutten, han har vist sig at være et meget stort problem i min plan«.

LÆS PORTRÆT

»Det er ikke et af de store øjeblikke, hvor skuespilleren træder i karakter, men en del af en jagt, der leder op til det klassiske shoot-out til sidst. Alle scener skal selvfølgelig spilles, men denne her er meget enkel. Her handler det mest om at lægge noget fysik ind i hans måde at bevæge sig på, så man kan aflæse ham«.

Chili extra-hot
Jeg veksler blikke med Aksel Hennie flere gange i løbet af mit besøg på settet.

Hver gang ser han våd og heroisk ud, det kan ikke være let. For hver ti minutter, jeg opholder mig herude, flygter jeg fem minutter ind i teltet, den luksus har han ikke.

Han har lortetønden, hvor han trækker vejret gennem et aggregat, eller den barske luft.

Da vi endelig som sådan mødes, er det midt i teltet blandt snesevis af filmarbejdere og over en gang chili con carne, extra-hot i kulden.

»Det er frokost, men vi er kun blevet cirka ti procent færdig med scenen i lokummet«, siger han muntert.

»Men det er en ekstremt fysisk rolle, det vidste jeg jo godt. F.eks. skal jeg tilbringe én hel dag med at slås med hunden«.

Indsmurt i ... det der?

Han griner højt, måske som en forsvarsmekanisme.

»Ja, indsmurt i ... det her. Jeg har hørt, det smager lidt af kaffe, men jeg har ikke villet smage på det endnu«.

En slags menneske
Din rolle er heller ikke ligefrem Hamlet, hvad kan den så?

»Han er en karakter, der går fra at have alt til at miste alt, materielt og emotionelt, og som virkelig lærer noget af det. Han gennemgår en enorm udvikling, som alle de bedste roller gør«.

En scenetekniker hopper på stedet ude i rimfrosten, gør kuskeslag med armene, så han ville kunne generere kraft til et mindre værft.

Er han en skurk eller en helt?

»Han er et menneske!«, udbryder Hennie og ler mod granernes toppe.

»Egentlig er han en skurk, men i filmen bliver han en slags helt. Et menneske«.

Ikke sorthvidt

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det samme er Coster-Waldau inde på: »Det her er en thriller, en slags ophøjet realisme med sine egne helt klare regler i forhold til, hvordan en arketypisk karakter er bygget op, men Jo Nesbøs bøger drejer på knapperne for genrekonventioner på en meget fin måde, så resultatet overhovedet ikke bliver sorthvidt«.



Kl. er 14, jeg tager af sted. Filmholdet har yderligere fem timer tilbage inden fyraften.

Det kan godt være, at lortet faktisk er en bouillon-kaffeblanding, men rart ser det ikke ud

Nordisk Film havde inviteret Politiken med på setbesøg.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden