Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen som Flammen og Citronen.
Foto: Sandrew Metronome - Kim Aavatsmark

Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen som Flammen og Citronen.

Film og tv

drama Modstandsfilm er flot, men upersonlig

Ole Christian Madsens 'Flammen og Citronen' har kostet 46 millioner kroner. Men filmen er kun delvist pengene værd, mener anmelderne.

Film og tv

46 millioner kroner har den kostet, 'Flammen og Citronen', om de to legendariske frihedskæmpere spillet af Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen.

Det gør Ole Christian Madsens film til den dyreste dansk-sprogede film nogensinde, og de danske filmanmeldere kvittererer op til premieren fredag også med generelt rigtig pæne anmeldelser.

Helt op at ringe over modstandsfilmen kommer anmelderne dog ikke.

I Berlingske Tidende giver Ebbe Iversen 'Flammen og Citronen' fire stjerner. Han mener, at Ole Christian Madsen har lavet en film, der i sin beskrivelse af den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig balancerer fornemt mellem hyldest og kritik.

»Våbnene bliver flittigt samt virkningsfuldt brugt, og i ingen anden dansk film er der nogensinde blevet skudt så meget som i denne. Alligevel opleves grundtonen som mere elegisk end dramatisk, for »Flammen & Citronen« er en tung, dyster og melankolsk historie, hvis vigtigste aktører ikke selv regner med en lykkelig slutning«, skriver Ebbe Iversen blandt andet.

Mere skyderi end psykologi

Mest begejstret er Ekstra Bladets Henrik Queitsch, der blandt ander roser filmen for at være en troværdig fortolkning af de to modstandsfolks liv og gerninger. Han roser desuden fotograferingen, actionscenerne og Thure Lindhardt og Mads Mikkelsens præstationer. Han mener ligefrem, at de to bør dele næste års Bodil-statuette.

»’Flammen og Citronen’ er ikke bare en dansk storfilm. Det er også en stor dansk film. Og langt det bedste vi endnu har set om krigen herhjemme. Et must, simpelthen«, skriver Queitsch og uddeler karakteren fem ud af seks.

Politikens Kim Skotte er ikke helt enig i den karakteristik. Han mener, at der er mere skyderi end psykologi i Ole Christian Madsens film om modstandsmænd med blod på tanden og på hænderne.

»En voldsom film i det store format med indlysende ridser i lakken. Men også en kraftpræstation, som i sidste ende fortjener at blive bedømt på andet og mere end ridserne i lakken«, skriver Skotte, der giver 'Flammen og Citronen fire hjerter.

Farlige femmes fatales
Det samme antal karakterer (i dette tilfælde pile) giver DR Filmlands Per Juul Carlsen. Under overskriften 'Anmassende lækkerhed' roser han filmens skønhed og gennemførte stil. Til gengæld er figurerne og deres indbyrdes forhold ofte klichéfyldt beskrevet, mener anmelderen, der langt fra er uforbeholdent begejstret over filmen som helhed.

»Alt ved 'Flammen og Citronen' er lækkert at se på. Historien om de to mænds tvivl, deres kærlighed til fædrelandet, deres had til tyskerne og deres fejlslagne kærlighedsforhold, er sat ind i en storslået klassisk dramaturgi med dødsforagtende helte og farlige femme fatales. Men det lykkes aldrig Ole Christian Madsen og hans hold at slå helt fast, at det også er den rette måde at fortælle historien om to af de mest berømte figurer fra den danske modstandskamp.«

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mest kritisk er dagbladet Information, der undtagelsesvis har sat de faste filmanmeldere fra bestillingen og i stedet pudset bladets tidligere chefredaktør og anmelder af historisk litteratur, journalisten/samfundsdebattøren Georg Metz på filmen.

Under overskriften 'Klicheernes Krønike' kritiserer Metz 'Flammen og Citronen', som han mener er historisk ukorrekt og uniteressant. Det samme gælder figurernes indre liv, som kun i ganske få øjeblikke bliver interessant.

»Ellers er filmen en tour de force af selvhøjtidelig, patetisk stillen sig an, personificeret i de to fra virkeligheden legendariske hovedpersoner, Flammen, Bent Faurschou-Hviid og Citronen, Jørgen Haagen Schmith, henholdsvis Thure Lindhardt i gestisk stilart som en Clement Kjærsgaard halvt i narkose og Mads Mikkelsen, ja som Mads Mikkelsen«.

Georg Metz slutter med følgende svada:
»Det pæneste man kan sige om denne film, hvis det er pænt, er at den hylder det naive historiesyn; i forsøg i det mere dybsindige, henfalder den til det kedeligt ubegribelige. Et neonationalistisk panoptikon af overvejende papfigurer, der vil egne sig til aftenunderholdning ved Dansk Folkepartis og Venstres landsmøder. Rent bortset fra at cirka en tredjedel af dialogen ikke er til at forstå, fordi spillerne ikke artikulerer hensigtsmæssigt.«

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce