Passion. Mel Gibson (t.h.) instruerer Jim Caviezel i 'Passion of the Christ', der på alle måder blev en hård omgang for skuespilleren.
Foto: ANONYMOUS (arkiv)/AP

Passion. Mel Gibson (t.h.) instruerer Jim Caviezel i 'Passion of the Christ', der på alle måder blev en hård omgang for skuespilleren.

Film og tv

Guide: Seks film hvor alt gik galt

Nogle filmprojekter har en hårdere fødsel end andre. Se seks eksempler.

Film og tv

Cinemateket viser i aften kultfilmen 'Arrebato', der blev skabt i en to uger lang herointåge i instruktørens Iván Zulueta lejlighed i 1980.

Holdet bag filmen sprængte budgettet ved at købe heroin for de fleste af pengene, og filmen blev i første omgang betragtet som et kæmpeflop, der dog siden blev taget noget til nåde.

LÆS ARTIKEL

Men 'Arrebato' er ikke det eneste filmprojekt, hvor tingene gik helt galt. Politiken.dk har fundet seks andre eksempler:

1. Dommedag nu (Apocalypse Now)

Francis Ford Coppolas klassiker fra 1979 om Vietnamkrigen er af mange betragtet som en af verdenshistoriens bedste film. Men på mange måder er det nærmest et mirakel, at der overhovedet kom en film ud af det.

Optagelserne foregik i Filippinerne og var plaget af det ene uvejr efter det andet. Et jordskælv smadrede på et tidspunkt alle kulisser og udstyr. Filmen blev dermed dobbelt så dyr som planlagt, og Coppola blev tvunget til at tage lån i sit hus. Ydermere udviklede Martin Sheen (der spiller kaptajn Benjamin L. Willard) et alvorligt alkohol- og heroinmisbrug, der betød, at han fik et hjerteanfald, men fortsatte indspilningerne efterfølgende.

Dennis Hopper, der spiller fotograf i filmen, var høj på syre, og oveni dette kom problemerne med Marlon Brando (officeren Walter E. Kurtz), der krævede manuskriptet omskrevet flere gange, mens han selv blev mere og mere overvægtig, hvilket Coppola forsøgte at sløre med kreativ lyssætning. Instruktørens genvordigheder med filmen er fint beskrevet i dokumentaren 'Hearts of Darkness: A Filmmaker's Apocalypse' fra 1991, der er instrueret af hans kone, Eleanor Coppola.

2. Waterworld

Kevin Costner-filmen fra 1995 klarede sig skidt i de amerikanske biografer, men reddede dog siden meget af æren takket være det internationale filmpublikum. Universal Pictures havde oprindeligt postet 100 millioner dollar i filmen, men den endte med at koste næsten det dobbelte.

Optagelserne fandt primært sted i et kæmpemæssig, hundedyr vandtank ud for Hawaiis kyst, der blev ødelagt af en orkan og måtte genopbygges. Kevin Costner var tæt på at drukne, da et uvejr ramte optagelserne, mens han var surret fast til sin trimaran. Og Costners hovedstuntman, surferen Laird Hamilton, blev pludselig væk på havet og blev først fundet mange timer efter af kystvagten. Heldigvis i live.

Andre på produktionen blev ramt af dykkersyge og brandmandangreb. Desuden blev Costner og instruktøren Kevin Reynolds så rasende uvenner under den langvarige filmproces, at sidstnævnte forlod produktionen, så Costner selv måtte instruere de sidste scener. Flere anmeldere vil dog formentlig hævde, at den største katastrofe ved 'Waterworld' var, at filmen overhovedet blev lavet.

3. The Imaginarium of Doctor Parnassus

Den britiske instruktør Terry Gilliams første tanke var at skrinlægge sin fantasy-film, da en af filmens vigtigste spillere, Heath Ledger, døde en tredjedel inde i optagelserne i 2008. Filmen blev suspenderet, men Gilliam kunne ikke slippe projektet.

Han overvejede i første omgang at bruge computerteknik til at skabe en magisk forandring af Heath Ledgers karakter Tonys udseende. En effekt, der sådan set ville have passet fint til den syrede film. Men i stedet valgte Gilliam at bruge tre af Ledgers gode venner, Johnny Depp, Colin Farrell og Jude Law til at erstatte ham i scenerne, hvor Doctor Parnassus' datter føres gennem drømmerigerne.

Tom Cruise havde i øvrigt også ønsket at være med i filmen, men Gilliam afviste ham, fordi han ikke var nær ven af Ledger.

'The Imaginarium...' er i øvrigt ikke den eneste Terry Gilliam-film med problemer. 'The Man Who Killed Don Quixote' er stadig ikke færdig, 11 år efter de første optagelser, og bliver det formentlig aldrig efter en stribe uheld og helbredsproblemer og ikke mindst elendigt vejr.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

4. The Crow

Et af de mest skæbnesvangre eksempler på en film, hvor alt gik galt, er 'The Crow' fra 1994. Her blev en arbejdsmand alvorligt forbrændt, en anden kørte galt, og en tredje bankede en skruetrækker gennem hånden.

Men mest alvorlig er naturligvis hovedrolleindehaveren Brandon Lees skæbne. Lee blev dræbt i en vådeskudsulykke, fordi pistolen ikke var ordentligt sikret. Uheldigvis var produktionens våbenspecialist gået tidligt hjem den dag, og ansvaret for sikkerheden var derfor lagt i hænderne på en uerfaren assistent, der ikke havde tjekket pistolen tilstrækkeligt. Og da Lee faldt til jorden og ikke rejste sig efter instruktørens 'cut', gik alvoren op for alle.

Lee blev erklæret død på hospitalet 12 timer senere og led dermed samme triste skæbne som sin kendte far, kampsportlegenden Bruce Lee, der døde under den sidste finpudsning af filmen 'Enter the Dragon' (1973) - angiveligt efter en allergisk reaktion på en hovedpinepille.

5. The Passion of the Christ

Mel Gibsons barske 2004-film om Jesu lidelse er lige så meget historien om hovedrolleindehaveren Jim Caviezels lidelse.

I scenen, hvor Jesus bliver pisket, fik Caviezel rigtige pisk ad to omgange. Første gang mistede han fuldstændig pusten, og anden gang fik han en slem hudafskrabning på hånden, da han forsøgte at vride sig fri af lænkerne.

Resten af piskescenen blev optaget med visuelle effekter, men inden havde Caviezel reddet sig et 35 cm langt ar på ryggen. Hermed sluttede hans pinsler dog ingenlunde.

Skuespilleren blev desuden ramt af lynet to gange - under optagelserne til Bjergprædiken og til korsfæstelsen. Og han blev alvorligt nedkølet, da vinteren ramte den syditalienske by Matera, hvor meget af filmen er optaget.

Oveni alt dette gik hans skulder af led, da det 70 kilo tunge kors i korsfæstelsesscenen faldt ned på ham. Stakkels Jim.

6. Olsen-bandens sidste stik

Vi slutter den skæbnesvangre rundtur i vor egen andedam, hvor Olsen-bandens comeback-film fra 1998 blev ramt af to tragiske dødsfald.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Under indspilningerne døde både Poul Bundgaard (Kjeld) og instruktøren Tom Hedegaard. Sidstnævnte blev erstattet af Morten Arnfred, mens Tommy Kenter hoppede ind som erstatning for Bundgaard, mens Kurt Ravn lagde stemme til. Cirka to tredjedele af filmen var allerede i kassen, da Bundgaard døde, og resten blev klaret ved, at Kjeld blev filmet bagfra eller på lang afstand.

Slutningen måtte dog helt skrives om, så Ruth (Grethe Sønck) blev en del af banden.

FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce