Politiken lancerer nyt historiemagasinLæs mere

Foto: Niels A. Hansen
Film og tv

Afgangsfilm Der er ingen genistreger blandt årets afgangsfilm

Ud over en sort humoreske om et ikke-indtruffet dødsfald fokuserer afgangshold nr. 3 fra filmkollektivet Super16 mest på det psykiske (melo)drama.

Film og tv

Blandt Filmskolens mange opregnede fortjenester ved 40-års jubilæet for nylig blev én overset: Skolen afviser hvert år kvalificerede talenter, af ren mangel på kapacitet.

Sku’ det nu være en fortjeneste? Ja, fordi det fremtvinger alternative uddannelsesformer og -kanaler, som med deres blotte eksistens anskueliggør andre veje end skolens, også til det vellykkede og nyskabende. Og dermed igen stimulerer den ’etablerede’ uddannelse til fortsat selvkritik og fornyelse.

Et resultat af Filmskolens afvisninger har resulteret i oprettelsen af filmkollektivet Super16, der torsdag havde premiere på afgangsfilmene fra de 8 instruktører og 8 producere, der udgør tredje hold siden starten i 1999.

Nye Trier'ere? I tre år har de uddannet hinanden med hjælp fra ældre, etablerede kolleger, fra filmselskaber og brancheorganisationer, fonde og firmaer, partnere, børn og bedsteforældre. Bliver nogen af de otte så en ny Dreyer, Carlsen eller Trier? Tja, eleverne prøver at lære noget af hele striben af yngre instruktører fra Bier til Boe.

Nærliggende nok, men for afgangsfilmene bliver viljen til at lære pletvis til ren stiløvelse, og det bliver meningsløst at anvende en hjerteskala på de enkelte film, med hver sit uigennemskuelige tilblivelsesvilkår og langt flere dyder og laster, end her kan gøres op. I stedet et par stikord og tværgående træk:

De to korteste er logisk nok blandt de mest præcise: begrænsningen som obligatorisk øvelse. ’Daddy-O’ spejler en vordende førstegangsfars klaustrofobiske panikanfald og efterfølgende bytur ved hendes meddelelse.

Skygger
Mens ’Skyggen af tvivl’ bogstaveligt tårner sig op for den unge kvinde som den ene af et par efter deres første date. Førstnævnte økonomiserer mere med virkemidlerne end den sidste, hvis melodramatiske ’skygger’ til gengæld gør et stærkere, surrealistisk indtryk.

En skygge af sorg fra fortiden hviler også over kahytsjomfruen ’Emmalou’ på færgen, hvor en lille dreng i bamseudklædning vist er en af fantasiens blinde passagerer – til gavn for hende. Trods dvælende passager når filmen knap nok at bage et brød af det psykiske og symbolske omfang, den har slået op.

Det samme kan siges om ’Første person ental’, der gennemspiller et ikke just krystalklart jalousidrama mellem en klaverlærerinde, hendes næsten voksne søn og en også meget ung kvindelig elev. Nærbilledet dyrkes med god grund her – men som yndlingsgreb kræver det nu meget professionelt behersket mimik!

Jalousi og surrealisme
Jalousi er blandt årsagerne til, at den unge pige på lejrtur med skoleklassen pludselig er ’Forsvunden’. Men klogt nok vil filmen dybere ned til en mere eksistentiel fortvivlelse og ensomhed, som søger sit symbol i et påkørt dådyr – vistnok mindre demonstrativt tænkt, end det er indklippet. Lærerinden bag rattet ligner en parallelhistorie, der ikke blev plads til.

Original og lidt makaber er den dæmpet vittige surrealisme, der prøver at begrænse sig til ’Et andet sted’ end den brede spillefilm, det egentlig ville kræve at fuldføre alle historiens skarpt sete karakterer og temaer i omegnen af et ikke-indtruffet dødsfald. Humoren i dén afgangsabsurditet skyldes ikke mindst erfarent spil af Holger Perfort som den modvilligt afgående herre, sekunderet af Steen Stig Lommers underfundige syrlighed.

På den anden side er Kristian Halkens lige så utvivlsomme professionalisme ikke nok til at underbygge udhængningen af en lovligt uspecificeret ’Terapi’ med destruktiv virkning. Trods dygtig uvished i starten bliver slutpointen så aggressiv, at i hvert fald jeg bliver forstemt, ja, kontrær. Næppe den tilsigtede virkning.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hverdag og melodrama

Intensitet uden skingre overtoner er der derimod i den voksne mands møder med naboparrets teenagesøn gennem ’Tre somre’. De tos spil er så ægte midt i det enkle setup, at det gør mindre, om historien om ensomhed, hemmeligheder og (følelses)afpresning ikke helt finder sin afslutning. Dansk films næste supergeni afslører sig ærligt talt ikke fuldt færdig i nogen af de otte film. Men med stærkest fokus på feltet mellem hverdagens halvt usynlige dramaer og fortrængningernes melodrama giver de dog også den fabulerende humor en plads. Dét er et godt varsel for fremtidens danske filmproduktion.



Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce