Magt. Mor-søn-motivet i Winding Refns film 'Only God Forgives' er centralt. Justin (Ryan Gosling) ligger under for sin stærke mor (Kristin Scott Thomas) og den afdøde storebrors større pik, og vold er et sted at gå. Foto: Scanbox

Magt. Mor-søn-motivet i Winding Refns film 'Only God Forgives' er centralt. Justin (Ryan Gosling) ligger under for sin stærke mor (Kristin Scott Thomas) og den afdøde storebrors større pik, og vold er et sted at gå. Foto: Scanbox

Film og tv

Cannes dag 8: Den danske drøm om en Guldpalme fordufter

Refns nye film skal nok blive tilbedt som kultfilm, men pyh, hvor er den dog prætentiøs.

Film og tv

Adrenalin pumper i kroppen, natten før en dansk konkurrencefilm skal i ilden.

Så da jeg vågner alt for tidligt, hopper jeg i løbeskoene og jogger dagen i møde på den mennesketomme Croisette.

I lystbådehavnen står to forsvirede ungersvende i smoking på agterstavnen af en af de enorme yachter indregistreret i skammeligt skattely og vender med vinglas i hånden natten i morgensolen.

På bagsædet af en cremefarvet Rolls-Royce sidder et ungt par og kysser, mens chaufføren opslugt følger slagets gang i bakspejlet.

Så jeg føler mig rustet, da jeg sætter mig til rette kl. 8.30 for at se Nicolas Winding Refns ’Only God Forgives’.

I det kompromisløse hjørne Jeg var vild med ’Drive’, som indbragte Refn instruktørprisen i Cannes for to år siden, men selv om Ryan Gosling igen indtager hovedrollen som fåmælt voldsmand med følsomt blik, er ’Only God Forgives’ ikke gammel, før enhver realistisk drøm om en Guldpalme fordufter.

Efter ’Drive’ er Winding Refn tilbage i sit mest kompromisløse hjørne, hvor volden inkluderer opsprættede maver, spiddede øjenæbler, olieskoldede ansigter og bøller på spid.

Jeg har aldrig helt forstået Refns endeløse fascination af volden som bloddryppende tegnsprog, men er hærdet nok til ikke at få morgenmaden på genvisit.

Hvad jeg har sværere ved at sluge, er Refns insisteren på igen og igen at pakke det samme lille indhold ind som malmfuld mytologi om tavse mænd, der dyrker volden som ritual og gemmer på en forknyt lille dreng indeni.

Dobbeltslemt
Dobbeltslemt bliver det i ’Only God Forgives’, hvor nævekæmperen og gangsteren Julian skal kobles til et ødipalt drama i en film, hvor Julian konstant færdes i korridorer fremstillet som en rødt pulserende fødekanal.

»Jeg ved, det er svært for dig følelsesmæssigt«, er en af den slags replikker, der burde være blevet liggende på gulvet i det psykologiske klipperum.

Julian kan ikke have rigtig sex, men kun voyeuristisk fantasisex.

Fordi han er en lillebror med en mindre pik end sin døde storebror og har et uafklaret forhold til sin mor. Der i Kristin Scott Thomas’ skønt vulgære og kvindefatale skikkelse får Louise Bourgeois’ edderkoppeskulptur ’Maman’ til at ligne en munter matrone.

En kitschet joke
’Only God Forgives’ har flere replikker end ’Valhalla Rising’, og eftersom flere af dem er gode, måtte der gerne have været flere.

Vithaya Pansringarm skaber en gådefuld og dramatisk figur i skikkelse af den mystiske selvtægtsmand Chang.

En politimand, som foretrækker sværd frem for arrestordrer og har rollen som de amerikanske narkoforbryderes nemesis. En imposant figur inkarnerer det møde med skæbnen, Julian længes efter.

Men at lade Chang synge karaoke er en kitschet joke, der er sjov første gang, men ikke den tredje.

Potentiale som kultfilm
Billedet af Bangkok som et intenst mareridt, hvor drengene render rundt og hugger hinanden i stykker, er sammen med filmens skummelt kværnende inferno af en lydside endnu et umiskendeligt originalt udsagn fra filmmennesket Winding Refn. Han har en helt særlig power.

’Only God Forgives’ skal nok blive tilbedt som kultfilm, men pyh, hvor er den dog prætentiøs, og hvor ville det være skønt, hvis Winding Refn ikke havde lavet endnu en film om, hvor eksistentielt svært det er at være en tavs voldsmand, når man nu bare er en lille fyr indeni.

En dansk overtro hævder, at når vi vinder melodigrandprix, får vi også Guldpalmen.



Sådan var det nemlig, da ’Dancer in the Dark’ og Brødrene Olsen triumferede.

Emmelie vil nu næppe hjælpe Winding Refn til en Guldpalme, men man skal ikke glemme den grundlæggende anerkendelse af Winding Refns talent, som endnu en udtagelse til hovedkonkurrencen udgør.

At dansk film så ofte er med i kampen om Guldpalmen, er helt ude af proportion med landets størrelse.

Hvem får Guldpalmen?
Men hvem får så Guldpalmen søndag aften?

Spåmænd fra filmland har bl.a. peget på ’Grigris’ af Mahamat-Saleh Haroun fra Tchad. Han fik en pris i Cannes i 2010 med den fine ’Un homme qui rit’, men ’Grigris’ er en skuffelse.

Mahamat-Saleh laver sine film med afsæt i sit hjemlands virkelighed. Denne gang har han bygget sin fortælling op omkring Souleyman Démé.

En danser med et pindetyndt polioben har kunstnernavnet Grigris og udgør filmens stærke visuelle figur.

I det overvejende muslimske Tchad holder man på formerne om dagen, men om natten er der i hovedstaden Ndjamena anderledes gang i den blandt benzinsmuglere og prostituerede på dansebarerne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Grigris er vild på et dansegulv, når han svinger med sit visne ben. Grigris bliver forelsket i den smukke prostituerede Mimi spillet af Anaïs Monory.

Som luder og halvblods er hun lige så meget outsider som han. Problemerne tårner sig hurtigt op for det unge par, da Grigris for at hjælpe sin familie kommer i håbløs gæld til den brutale smuglerboss Moussa.

Èn kvinde i hovedkonkurrencen
Historien er ikke specielt vellykket, men det grundlæggende problem er, at Mahamat-Saleh Haroun har bygget hele sin film op omkring Souleyman Démé. Han ser fantastisk ud, men hverken han eller Anaïs Monory kan spille skuespil.

Valeria Bruni Tedeschi har det omvendte problem i ’Un Chateau en Italie’. Her har hun selv hovedrollen og spiller skuespil, så det halve kunne være nok.

Bruni Tedeschi har skrevet den kokette hovedrolle som Louise med den smukke unge kæreste til sig selv.

Koketteriet er møgirriterende. Til gengæld har Bruni Tedeschi skrevet nogle ganske fine komediescener i en ganske lille film om en gammel italiensk overklassefamilies tøvende skridt ind i en moderne prosaisk virkelighed.

Sidste år fik Cannes hug for ikke at have en eneste kvinde med i hovedkonkurrencen. I år er der én. Favoritterne til Palmen


To tredjedele igennem konkurrencen må fire film betragtes som favoritter.

Størst er i mine øjne Paolo Sorrentinos ’La Grande Belezza’, men nogle rynker på næsen ad dens usminkede Fellini-hyldest.

Iranske Asghar Farhadis andet skilsmissedrama ’Le Passé’ er konkurrencens smukkest afbalancerede film. Coenbrødrenes fine letvægter ’Inside Llewyn Davis’ er noget overraskende foreløbig topscorer på Screens internationale kritikerbarometer.

Så anser jeg Jia Zhangkes ’Tian Zhu Ding’ (’A Touch of Sin’) for et mere sandsynligt bud.

Jeg synes, dens fire sammenflettede historier er en temmelig ujævn helhed, men som kritik af det moderne Kinas udvikling er filmen stærk, modig og med mindeværdige scener.

Hvis juryen er fristet af en politisk palme, vil de stemme kinesisk.

De tre amerikanske film

Jeg mangler stadig at se seks konkurrencefilm. Mads Mikkelsen spiller hovedrollen som ’Michael Kohlhaas’ i Arnaud des Palliéres filmatisering af Heinrich von Kleists gamle roman.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Abdellatif Kechiche diverterer med et tre timer langt lesbisk drama, mens Roman Polanski vil flirte med Sacher-Masoch i kammerspillet ’Venus i pels’. Skal en ny Palmefavorit findes, har jeg mest fidus til en af de tilbageværende tre amerikanske film.

Kan Jim Jarmusch igen få et hit i Cannes med dekadente vampyrer i ’Only Lovers Left Alive’? Tror ikke rigtig på det. Men måske Alexander Payne, der efter den skønne ’The Descendants’ ser ud til at være gået ned i et minimalistisk gear med ’Nebraska’.

James Gray er regulært tilbedt i det franske filmmiljø. Vil ’The Immigrant’ med Marion Cotillard, Joaquin Phoenix og Jeremy Renner indbringe Gray en Guldpalme på hans anden hjemmebane i Frankrig med landsmanden Steven Spielberg i rollen som juryformand?

Fortsættelse følger fra Cannes, hvor onsdag var dagen, da klaphattene blev lagt til side i en pøl af blod.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden