Cannes dag 1: Ko-produktioner og studehandler er årets danske præg på Cannes

Selv om Lars von Trier ikke nåede i mål med 'Nymphomaniac' til tiden, står dansk film stærkt repræsenteret på den 66. Cannes-festival, der begynder i dag.

Cannes tager Lars von Trier til nåde

Nicolas Winding Refn er for anden gang med i hovedkonkurrencen og skal således være med til at dyste om Guldpalmen på festivalen, hvor han forrige år sensationelt vandt instruktørprisen for 'Drive'.

Her er 'Only God Forgives' bl.a. oppe imod 'Borgman' og 'Michael Kohlhaas'. Den første er instrueret af hollandske Alex van Warmerdam, men er en dansk ko-produktion med de danske skuespillere Sara Hjort Ditlevsen og Benjamin Boe Rasmussen på rollelisten.

Franske Arnaud des Pallières filmatisering af Heinrich von Kleists klassiker 'Michael Kohlhaas' har Mads Mikkelsen i titelrollen, så Mikkelsen har en chance for at forsvare sin pris fra i fjor, hvor han takket være 'Jagten' blev bedste mandlige skuespiller.

SE HELE LISTEN Her er Winding Refns konkurrenter i Cannes

Lidt længere ned i klassementet finder man bl.a. den danske kortfilm 'Whale Valley', instrueret af islandske Gudmundur Arnar Gudmundson, den colombiansk-danske kortfilm 'Solecito', instrueret af Oscar Ruiz Navia, og en film om den verdensberømte danske kunstner Olafur Eliasson med det nordatlantiske mandat.

Fransk-dansk-svensk film med Ryan GoslingDer er således masser af hjemmebanevinkler for den danske presse og rigeligt med muligheder for at kippe med flaget i byen, hvor Lars von Trier, Bille August, Thomas Vinterberg og andre har gjort dansk film til en lille stormagt på Croisetten.

Jo, det danske flag er rødt og hvidt... og efterhånden også blåt og en hel masser andre farver.

Selv om Danmark er stærkt repræsenteret, spejder man forgæves efter en 'rigtig' dansk film.

LÆS INTERVIEW Refn: »Jeg har en meget mørk side, som jeg er nødt til at uddrive«

Det er ko-produktioner, danske produktioner med udenlandske instruktører, og selv om Winding Refns 'Only God Forgives' er støttet af Det Danske Filminstitut efter alle filmkunstens regler, så er det en fransk-dansk-svensk film indspillet i Bangkok med Ryan Gosling, Kristin Scott Thomas og Yayaying Rhathan i hovedrollerne.

Filmkunstens globalisering Spørgsmålet er, om det overhovedet giver mening at snakke om en national filmkunst anno 2013 på vore breddegrader.

I USA og lande som Kina og Indien laver man sine egne film, men i europæisk film, hvor landene typisk er små og pengene endnu mindre, er ko-produktioner blevet nøgleordet. Ikke mindst danske Zentropa er gået forrest i denne globalisering – eller måske rettere europæisering – af den europæiske filmkunst.

'Ålen' fylder alt i nysgerrigt portræt af dansk films mekka

Også Frankrig har altid været langt fremme i filmskoene. Filmfestivalen i Cannes har således igen og igen været kritiseret for at favorisere franske ko-produktioner, når der skal plukkes film til palme-kapløbet. Overalt i verden får priskomiteer flere grå hår for hvert år, når de enkelte film skal nationalitetsbestemmes.

Danske instruktører er sultne efter at komme til udlandet og lave film på engelsk med internationalt kendte skuespillere. Men gerne med danske støttekroner i ryggen. Danske film bliver nu oftere indspillet og efterbearbejdet i de østeuropæiske udlande, hvor lønningerne til filmarbejdere og symfoniorkestre er betragteligt lavere.

En udvikling, som vækker bekymring blandt danske filmarbejdere, hvis formand Niels Birk til TV 2 News har udtalt, at »jo flere arbejdspladser, der flytter til udlandet, og jo flere film, der bliver lavet i udlandet, desto dårligere bliver fagligheden i Danmark«, og stiller spørgsmålet: »Hvor skal dansk film være om fem til ti år?«. Overskud i dansk favør En vigtig forklaring på denne udvikling er, at Det Danske Filminstitut ikke stiller nogen krav om dansk islæt i produktionerne.

Ko-produktioner er ifølge Filminstituttets områdedirektør for produktion og udvikling, Claus Ladegaard, ikke bare et godt princip, men også en god forretning for dansk film. Filmproducenter fra mange lande søger om støtte på kryds og tværs, og ifølge Ladegaard er denne verden med ko-produktioner og noget for noget-ordninger et regnestykke, som i øjeblikket kan gøres op med »et betragteligt overskud i dansk favør«. Man får pengene hjem adskillige gange, men, understreger Ladegaard, det kræver så også, at man engagerer sig udadtil.

Politiken.dk i Cannes: Jungletrommerne buldrer før Refns ankomst »Vi er en del af et ret kompliceret internationalt finansieringssystem. Sidste år støttede vi ti udenlandske spillefilm, som havde dansk koproducent, og hvor der derfor også er blevet lavet en hel del dansk arbejde«, siger Claus Ladegaard.»Jeg tror, der er udsigt til, at trafikken vil gå endnu mere i dansk retning i de kommende år, fordi vi nu får en filmfond i København, som gør det ulige meget mere attraktivt for en udenlandsk filmproduktion at finde en dansk koproducent, få noget støtte fra Filminstituttet og få noget støtte fra den københavnske filmfond«. Gearet til realiteterne Claus Ladegaard er heller ikke nervøs for, at det danske støttesystem vil blive opfattet som så large, at det vil ligne et lokkende tag selv-bord.

Internationalt er det især de lande, som tilbyder store skattebegunstigelser og massive refunderinger, som har den rolle – som f.eks. Australien, hvor man får 40 procent af sine penge tilbage , hvis man indspiller i landet.

De penge, man kan få i Danmark, er for små til at være tillokkende for dem, der primært spekulerer i den slags. Til gengæld er der rundt om i verden stillet temmelig mange tag selv-borde op, som dansk film kan benytte sig af med sit gode renommé og sine gode instruktører.»Jeg synes stadigvæk, vi har et nationalt støttesystem, men jeg synes i den grad, vores støttesystem er gearet til realiteterne i det internationaliserede filmmiljø. Hvor vi før brugte 8 millioner kroner om året på at støtte internationale ko-produktioner, bruger vi nu 12. Det er en ret begrænset forøgelse, men det åbner for helt nye muligheder, at vi nu er mere engagerede internationalt«, siger Claus Ladegaard. Muligheder, som materialiserer sig på mange måder, når den 66. filmfestival smækker dørene op i Cannes med Baz Luhrmans 'Den Store Gatsby'. En film om en desperat og vulgær tid – the roaring 20's – hvor bluff og lyssky penge fløj rundt i luften og ind og ud ad svingdørene.

KIM SKOTTE Nedtællingen til dette års sublime vulgærparty er begyndt

Ikke helt ulig stemningen i Cannes, hvor alle har noget at sælge og gør deres bedste for at sælge varen iklædt tandpastasmil, smoking og filmstjerner nedringet til godt under troværdighedstærsklen. Tid til filmene Men fra i dag gælder det i hvert fald på overfladen først og fremmest filmkunsten og dens ædle udøvere.

Det gælder Coen-brødrene, Roman Polanski, Jim Jarmusch og Steven Soderbergh. Det gælder Koreeda, Ashgar Farhadi, Takashi Miike og Paolo Sorrentino. Det gælder alle de film fra hele den store vide verden, som Steven Spielberg og hans jury skal se og bedømme.

Og så gælder det selvfølgelig Mads Mikkelsens 'Michael Kohlhaas', Sarah Hjort Ditlevsens hollandske eventyr og Nicolas Winding Refns eksistentielle bankekød fra Bangkoks filmiske gadekøkken.

Cannes: Her er hele den stjernebesatte jury Det danske flag er rødt og hvidt og ikke spor møgbeskidt. Måske nok efterhånden et noget meleret regnbueflag, men vi skal nok vide at klappe, når og hvis det går til tops. Hvad det sådan set gør allerede, eftersom Thomas Vinterberg, der i år er præsident for juryen i sidekonkurrencen Un Certain Regard, allerede har modtaget Media-prisen for sit udviklingsarbejde på sin kommende film 'Kollektivet'.

LÆS MERE Vinterberg får stor pris ved filmfestivalen i Cannes

Med og uden hjælp fra den krydsbefrugtning, som ko-produktionerne udgør, breder dansk films dna sig stille og roligt i det internationale filmmiljø.