Film. Den 29-årige svensk-islandske Edda Magnason har rollen som Monica Zetterlund. Magnason er sangerinde og synger således selv Zetterlunds klassikere i 'Monica Z'.
Foto: PR

Film. Den 29-årige svensk-islandske Edda Magnason har rollen som Monica Zetterlund. Magnason er sangerinde og synger således selv Zetterlunds klassikere i 'Monica Z'.

Film og tv

Per Fly får svensk filmanmelder til at græde

'Monica Z' får ros i Sverige. Herhjemme må vi vente på filmen i over et halvt år.

Film og tv

Den danske filminstruktør Per Fly har realiseret sit hidtil dyreste filmprojekt.

’Monica Z’ hedder Per Flys nyeste film og handler om den svenske jazzsangerinde Monica Zetterlund, der var en stor jazzstjerne i 1960'erne, men også et menneske, som kæmpede med mange dæmoner, alkoholproblemer, ensomhed, et udsvævende kærlighedsliv, dårligt selvværd og et mildt sagt anstrengt forhold til sin far.

Filmen om Zetterlund fik premiere fredag i Sverige, og anmelderne er svært begejstrede for den nyeste titel fra den danske instruktørs hånd.

»Her er vældigt meget talent samlet i en og samme film. Per Fly er en af Danmarks bedste instruktører. Peter Birro er en af Sveriges bedste manuskriptforfattere«, lyder det fra Göteborgs-Posten, som giver fire fyrtårn (stjerner, red.) ud af fem mulige til ’Monica Z’.

Synger selv sangene
Monica Zetterlund var for den svenske musik- og filmbranche, hvad Pippi Langstrømpe var for den svenske børnelitteratur. Nationalikonet Zetterlund var hele Sveriges Monica.

Hendes karriere udgik blandt andet fra 1960’ernes København, hvor hun blev opdaget af den danske jazzmusiker Ib Glindemann.

Senere førte hendes karriere hende tilbage til Sverige, men også over Atlanten, hvor hun sang med verdens største jazznavne som Thad Jones, Stan Getz og Bill Evans.

Sangerinden omkom i en tragisk brandulykke i 2005 i sin lejlighed i Stockholm, 67 år.

I ’Monica Z’ har den 29-årige svensk-islandske Edda Magnason rollen som Monica Zetterlund. Magnason er sangerinde og synger således selv Zetterlunds klassikere i filmen.

»Edda Magnason giver med intensivt nærvær kød og blod til en mangefacetteret person, der havde et kompliceret liv med konstant dårlig samvittighed over at være en dårlig mor, med en appetit for mænd – alt for ofte dårlige mænd – og ganske snart et alkoholmisbrug, som blev hendes undergang. Men med godt humør spredte Monica Z også en enorm glæde omkring sig«, mener Aftonbladets anmelder, som også giver fire stjerner ud af seks mulige.

Anmelder græd
Alt i alt får Per Flys film en flot modtagelse i de svenske medier.

Svenska Dagbladets anmelder brød endda i gråd, da hun så fortællingen om Monica Zetterlund på det store lærred.

»Per Fly ('Bænken', 'Arven') trykker på de ømmeste punkter. Normalt græder jeg sjældent i biografen, men det her er en undtagelse«, skriver Karoline Eriksson, der giver fire terningeprikker (stjerner, red.) ud af seks mulige.

Per Fly selv er for længst i gang med nye filmprojekter.

Han arbejder netop nu på den amerikanske whitleblower-film 'Backstabbing for Beginners' og på den stort opsatte filmatisering af Andersen Nexøs 'Pelle Erobreren 2'.

Til gengæld må danskerne vente et godt stykke tid endnu, før vi kan se ’Monica Z’. Filmen om den svenske sanglærke kommer først op i de danske biografer 20. marts næste år.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce