Få de vigtigste historier direkte i din indbakkeLæs mere

Krisedokument. Instruktøren bag 'Spise sove dø' kalder selv emnet for sin film for usexet, men filmen har allerede vundet adskillelige priser.
Foto: Reel Pictures

Krisedokument. Instruktøren bag 'Spise sove dø' kalder selv emnet for sin film for usexet, men filmen har allerede vundet adskillelige priser.

Film og tv

Årets svenske instruktør kan ikke fortælle middelklassehistorier

Gabriela Pichler er en af de relativt få skandinaviske filminstruktører med indvandrerbaggrund.

Film og tv

Den 33-årige debutant Gabriela Pichler gjorde nærmest rent bord, da der sidste gang skulle uddeles Guldbagger i Sverige.

Årets vigtigste svenske filmprisuddeling blev nemlig en stor triumf for hendes film ’Spise sove dø’. Den blev kåret til årets bedste svenske film, og Gabriela Pichler blev kåret til bedste instruktør og bedste manuskriptforfatter, mens filmens unge hovedrolleindehaver Nermina Lukac blev bedste kvindelige skuespiller.

Inden da havde filmen vundet publikumsprisen i Settimana della Critica i Venedig, og ’Spise sove dø’ er blevet Sveriges kandidat til oscarnomineringerne. Den repræsenterer Sverige i kampen om Nordisk Råds Filmpris, er blandt de 46 film ’langlistet’ til European Film Awards – og får nu dansk premiere.

LÆS OGSÅ

Nu kunne man fristes til at gætte på, at der da må være tale om en spektakulær filmproduktion med stjerner à la Skarsgaard. Men det er det ikke. Det er en lille film om en indvandrerpige på en fabrik spillet af ukendte ansigter.

»Filmen stak på mange måder ud«, fortæller Gabriela Pichler.

»At folk med min baggrund laver film er usædvanligt. Jeg har en indvandrerbaggrund, har selv arbejdet på fabrik og er pige«, remser hun op.

Ubeskrevne indvandrererfaringer
’Spise sove dø’ er en næsten dokumentarisk dagligdagshistorie om en svensk pige med indvandrerbaggrund.

Raša bor i en lille provinsby, hvor hun bakser med sin nedslidte far og knokler med at sortere salathoveder på byens eneste store og kriseramte arbejdsplads. En robust pige med godt humør. En ung pige med spunk og gå-på-mod, som imidlertid ikke har de bedste kort på hånden i det sociale roulettespil.

LÆS ANMELDELSE (UPUBLICERET)

Hvad er det for en fortælling? Ikke noget særligt. Men alligevel noget helt særligt.

Som ethvert liv er det, hvis man kigger godt efter. Og i dette tilfælde er der så altså også tale om en type hovedperson, som er sjælden i de skandinaviske film, hvor indvandrere som regel stadig er typer og birollekrydderier.

»Hvis det er sådan, at næsten alle, der laver film, kommer fra den samme baggrund i den øvre middelklasse, har man nok også mange af de samme erfaringer at øse af. Og så kan det godt blive lidt ensformigt. Der kommer vældig mange far-søn-historier! Men samfundet bliver ikke afspejlet på særlig mange forskellige måder«, fastslår Pichler.

»Jeg venter stadig på, at en ung somalisk pige fra Haparanda skal fortælle sin historie«, siger hun – for hun tror, der ligger en stor uudnyttet ressource og venter på filmkunsten i form af de mange ikke-fortalte indvandrererfaringer.

Tilpasningsdygtig
Gabriela Pichlers mor var bosnier og hendes far østriger.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De kom til Sverige i 1974 for at få et bedre liv, men det var ikke så let. Da Gabriela var otte år, forlod familien en forstad til Stockholm og drog til den lille skånske by Ørkelljunga. Her var der arbejde at finde, havde de hørt.

Men der var ingen andre indvandrere i Ørkelljunga, og de lokale arbejsgivere var bange for at lukke Gabrielas mor, den mørklødede Ruzica, indenfor. Til sidst lykkedes det hende dog at få et job som rengøringskone. Ruzica Pichler spiller med i sin datters film. Hun er en af kvinderne ved samlebåndet på salatfabrikken.

Mit mål var hele tiden, at filmen skulle være et krisedokument om, hvad der sker nu og her



»Historien er opdigtet, men der er mange situationer og personer, der stammer fra mit eget liv«, fortæller Gabriela Pichler, der i sin tid selv oplevede det som svært at komme til det lille landsbysamfund i Skåne. For man stak jo ud. I den grad.

»Men man blev jo efterhånden tilpasningsdygtig«, konstaterer instruktøren, der har taget den svenske filmverden med storm.

Det handler om fortællingen
»Der er meget, jeg kan identificere mig med i filmen. Jeg ville fortælle noget, som stammer fra mit eget liv, og samtidig fortælle noget om vor tids svenske samfund« siger hun.

Pichler er uddannet fra Ölands dokumentarfilmskole og bagefter instruktøruddannet fra filmhøjskolen i Göteborg. Hun har hidtil beskæftiget sig mest med dokumentarfilm. Som så mange andre i disse år finder hun kreativ spænding i mødet mellem fiktion og dokumentarisme.

»Der har jo i nogle år været en trend, hvor man stræber efter at opnå en større kontakt med virkeligheden. For mig handlede det mest om, hvad jeg ville fortælle. For at kunne fortælle det rigtigt måtte jeg have hjælp fra den dokumentariske stil. I filmen forekommer der interview med virkelige personer, men uden at de hænger på sig selv og deres udtalelser, som de ville have gjort i en dokumentarfilm«, siger hun om filmen, hvor en fyringsrunde griber dramatisk ind i personernes liv.

Kender knap nok Folkhemmet

»Mit mål var hele tiden, at filmen skulle være et krisedokument om, hvad der sker nu og her – disse folk, som bliver fyret uden at have nogen form for forsikring at falde tilbage på. Det er jo noget usexet noget at lave en film om, men på samme tid er det altså et meget stort tema i det svenske samfund. Mange ting er blevet meget værre i Sverige, men man lever stadig med den her selvforståelse, at vi lever i det bedste land i verden!« Ikke alle indgår længere i Folkhemmet?»Nej, jeg er født i 1980, og jeg aner knap nok, hvad Folkhemmet er. Jeg har ikke noget forhold til Folkhemmet. Mine forældre kom til Sverige som fremmede. De knoklede og håbede på det bedste, men vi stod meget alene«.



Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ Alene står Gabriela Pichler ikke længere. Hun har hele Sverige i ryggen.

Ikke mindst fordi hun og pædagogmedhjælperen Nermina Lukac skabte noget helt særligt på lærredet, fordi de var trygge ved hinandens baggrund: som to svenskere fra Balkan.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce