Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Action. Johanna Steentorp har skrevet manuskript og instruerer selv sin afslutningsfilm på Filmhøjskolen i Ebeltoft.
Foto: Martin Lehmann

Action. Johanna Steentorp har skrevet manuskript og instruerer selv sin afslutningsfilm på Filmhøjskolen i Ebeltoft.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kvindelig instruktør-elev: »Hvorfor skulle jeg behandles anderledes end mænd?«

Filmhøjskole har indført kønskvoter, men eleverne ser talent som det vigtigste.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Inde på en enkelt stue på et ellers forladt hospital i Grenaa ligger to unge mænd i hver sin sygeseng. Iltslanger i næsen, drop i armen, blege ansigter, skaldede hoveder, sorte rande under øjnene. De ligner ikke nogen, der har langt igen.

Fyren i venstre seng hedder Theo Nord, er 18 år og holder en magic 8-ball i hænderne - sådan en forvokset billardkugle, som man kan ryste, og så kommer den med et svar på en lille skærm i bunden.

»Stil mig et spørgsmål, Aron«, siger han til værelseskammeraten, Aaron Thornberg, 15, som efter kort betænkningstid spørger:

»Vil min første bil blive en rød Cadillac?«.

Theo ryster kuglen, læser og svarer:

»Outlook not so good«.

»Satans«, siger Aaron.

LÆS OGSÅ Så spørger han, om han nogensinde kommer til at se en nøgen kvinde, og kuglen svarer, at det vil han uden tvivl, og de to fyre pjatter lidt. Indtil Theo selv stiller det alvorlige spørgsmål:

»Bliver det mig, som dør først?«.

Alle de andre mennesker i rummet trækker vejret så lydløst som muligt. Der er både producer, lysmand, lydmand, fotograf - og så instruktøren Johanna Stentorp, hvis stemme kort efter lyder »... and cut«.

Hun er 22 år, fra Malmø, har langt lyst hår, runde stærke briller og hue på. Hun er elev på filmhøjskolen i Ebeltoft og har skrevet manuskriptet til afgangsfilmen 'Placebo', som hun nu instruerer selv.

Statistisk set er Johanna Stentorp en sjælden type.

Man skal være det rigtige sted med de rigtige mennesker, ellers har du ikke en chance

I hvert fald hvis man retter blikket mod den etablerede filmbranche i Danmark og ser på, hvilke manuskriptforfattere og spillefilminstruktører der dominerer. Det er nemlig mændene. 76 pct. af Filminstituttets støtte til manuskripter går til mænd og 80 pct. af instruktørkronerne ligeså, når det kommer til spillefilm.

Debatten om den kønsmæssige forskel kom på dagsordenen i sidste måned, efter Politiken Research havde undersøgt fordelingen siden 2008.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er den debat, der har ansporet os til at tage til Ebeltoft nu, hvor eleverne færdiggør deres ophold på Filmhøjskolen gennem et sidste projekt. For hvad tænker højskolens unge kvinder, som måske går drømmer om en karriere i filmbranchen, om, at de skal erobre mændenes verden?

Et kunstnerisk mandefag
Johanna Stentorp selv har ikke skænket køn mange tanker i sin korte karriere, men er meget overrasket over at høre, at tallene fordeler sig sådan.

Særligt på manuskripterne. For at kvinder kan skrive, cementeres jo hver dag i den litterære verden. Men kønskvoter (som det svenske filminstitut faktisk har - og har svært ved at udfylde) er hun ikke interesseret i.

»Hvis du er god, er du god. Og så skal du nok klare den«, siger hun.

LÆS OGSÅ

»Hvorfor skulle jeg behandles anderledes? Jeg vil ikke have særlig fordele«.

Men faktisk er hun muligvis allerede blevet særbehandlet. Filmhøjskolen i Ebeltoft har nemlig kønskvotering, sådan at der bliver optaget 40 pct. kvindelige studerende på skolen, selv om der ikke er 40 pct. kvindelige ansøgere.

»Jeg synes, man har et ansvar. Vi er nødt til at lave et sted, hvor man gøder jorden«, siger Mette Damgaard-Sørensen, forstanderen, om skolens beslutning.

Få ansøgere
Når man ikke ser mange kvinder få del i filmstøtten, skyldes det i høj grad, at der ikke er særlig mange kvinder, der ansøger.

Og på manuskript- og instruktørlinjen på Den Danske Filmskole er der også overtal af mænd blandt ansøgerne og igen blandt de optagne. Til gengæld er kvinderne i overtal på producer- og dokumentarlinjen dér - ligesom de i den professionelle verden er godt repræsenteret i tv-dramaet.

At film langt hen ad vejen er et kunstnerisk mandefag, ses dog helt ned i ansøgerfeltet hos Filmhøjskolen - og derfor må man sætte ind her, mener forstanderen.

Hvis du er god, er du god. Og så skal du nok klare den



»Kvinder er for fa'en halvdelen af jordens befolkning. Det er ikke, fordi der findes ét særligt kvindeligt udtryk, men i kunstnerisk arbejde er køn en del af det, man kommer med. Jeg siger ikke, at køn er det vigtigste aspekt, men at sige, at det ikke er et aspekt, er absurd«.

Hun sidder i skolens aula, der også fungerer som kantine. Omkring hende gør eleverne klar til dagens arbejde. Roder med computere, stativer og lamper.

»Alt andet lige får vi et mindre interessant perspektiv på vores liv og verden, hvis fortællingerne kommer fra en gruppe folk, der ligner hinanden. Og derfor er man nødt til at starte tidligere - på et sted som her. Hvis ikke de kommer igennem her, er der ikke nogen på den anden side«.

Hjemmeabort
Det begyndte med nogle billeder inde i 19-årige Signe Juul Clevins hoved, og ud af det kom den 8,5 minutter korte film 'Sorte bær', hun lavede som friprojekt på skolen. En dialogløs film om en ung gravid kvindes timer alene hjemme, mens hun udfører en hjemmeabort.

»Så længe du selv er fuldstændig sikker på, hvad det er, du vil ud med, og hvad du vil fortælle, kan det lade sig gøre. Det handler om at tage beslutninger, og det kan både mænd og kvinder gøre«, siger hun om instruktørgerningen.

Så hvorfor er det så, at kvinder ikke rigtig synes at vælge den vej?

»Måske er det sådan en drengerøvsting at sige 'det gør vi bare', og der er ikke noget, der hedder 'hvad nu hvis'. Den diskussion har jeg hele tiden med min bror. Jeg siger: »Hvad nu, hvis det skete«. Og så siger han: »Det gør det jo ikke«. At lave film kræver en vis lyst til at springe ud i det og sige 'fuck, om det falder fra hinanden', og jeg kunne forestille mig, at kvindernes påpasselighed står i vejen. Man skal give lov til at sige 'yes, det gør vi'«.

LÆS OGSÅ

Det er ikke, fordi Signe Juul Clevin går med en krystalklar drøm om en fremtid i filmbranchen - hun vil måske hellere lave grafisk design eller visuelle lækkerier til film. Eller lave teater. Tiden ligger der for fødderne. Lige nu handler det om at lave setdesign på en anden film, der hedder 'Father'.

På samme filmhold finder vi produceren Sarah Khoshdel, der er ti år ældre end Signe Juul Clevin. De ti år har hun brugt på at forsøge at få en fod indenfor i filmbranchen. Oprindelig som instruktør og senere som makeupartist og produktionsassistent i Danmark og Toronto.

Nu, her i slutningen af højskoleopholdet, er det faktisk blevet producertjansen, der trækker. Et område, der i det professionelle miljø til gengæld i høj grad er præget af stærke kvinder.

Kan godt lide magt
På morgenmødet i 'Father production office' holder Sarah Khoshdel overblikket. Fra væggen kigger kendte filminstruktører sort-hvidt ud fra hjemmegjorte print. David Lynch siger, at dårlig kaffe er bedre end ingen kaffe.

»Jeg har fundet en løsning på bordet«, fortæller produceren holdet.

»Og så skal vi forbi det forladte hus, for vi skal bruge et dørgreb«.

De studerende benytter sig nogle gange af Ebeltoft og omegns forladte rønner, når der skal scores rekvisitter. Således skal Sarah Khoshdel ud på raid denne dag. Men først har hun 20 minutter til at fortælle om sin nylige opdagelse af producerrollen.

»I løbet af det sidste års tid er det gået op for mig, at jeg godt kan lide magt«, siger hun og griner.

LÆS OGSÅ

»Spørgsmålet er, om jeg vil være en fisk i søen, eller om jeg vil eje hele søen? Jeg har sluttet fred med mig selv og er kommet længere væk fra drømmen om at være den, der råber 'action.' De andre her er unge og har hele verden foran sig, men for mig er det sidste chance for at få foden indenfor«.

Drømmeprojektet har altid været at forløse sin fars historie i film: Hvordan han blev fængslet i Iran, tortureret for at være 'kommunist'. Men måske det skulle være en dokumentar i stedet, tænker hun. I første omgang går det hele bare ud på at få et netværk i branchen.

»Landet er så småt, og de, der kom først, sidder bare på posterne. Man skal være det rigtige sted med de rigtige mennesker, ellers har du ikke en chance«, siger hun. Transseksuel i tvivl

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så langt i fremtidsplanerne er Emilia Imperatore Bjørnvad, 21, ikke. Lige nu har hun mest travlt med at bygge kulisser til et filmset og »være bundforvirret« over, hvad hun ellers skal. Bjørnvad har skrevet manuskriptet til en af afslutningsfilmene, som er ved at blive skudt i København. Kort fortalt handler det om en transseksuel variete-artist, der skal opereres til kvinde, men som et par dage inden operationen 'kommer til' at gå i seng med en kvinde, hvilket vender op og ned på hans billede af sig selv. »Den handler om at føle sig rigtig i sin krop. Det kender jeg fra mig selv - bare i mindre skala«, forklarer hun. LÆS OGSÅ Og når det kommer til snakken om, hvilke kroppe der dominerer hvilke dele af filmbranchen, er hun meget overrasket over tallene. Det er da helt vildt. »Det er ærgerligt, for kvinder kan bidrage med noget virkelig fedt. De har indsigt i nogle andre historier«, siger hun. »Og det er ærgerligt, hvis der sidder nogle kvinder derhjemme og synes, de vil instruere, men tror, de ikke kan. Så skal de da bare gøre det«.











Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden