Uddrivelse. Nils Malmros og hans kone er blevet boende i det hus, hvor hun for 29 år siden tog livet af deres lille datter. Med de samme møbler og det samme liv. Spøgelser fordriver man ikke ved at fortrænge dem, siger han. Man må erkende, at de er der. Så bliver der også plads til andet i livet. Og i øvrigt var den anden tanke værre: at andre skulle bo i huset.
Foto: Martin Lehmann

Uddrivelse. Nils Malmros og hans kone er blevet boende i det hus, hvor hun for 29 år siden tog livet af deres lille datter. Med de samme møbler og det samme liv. Spøgelser fordriver man ikke ved at fortrænge dem, siger han. Man må erkende, at de er der. Så bliver der også plads til andet i livet. Og i øvrigt var den anden tanke værre: at andre skulle bo i huset.

Film og tv

Nils Malmros: »Her og nu var der ikke andet i verden end at redde Mariannes liv«

Filmen 'Sorg og glæde' fortæller historien om instruktørens kone, der i en psykose tog livet af deres lille datter.

Film og tv

Rolig er måske så meget sagt.

Men Nils Malmros følte trods alt »en vis fortrøstning«, da han en eftermiddag i februar 1984 tog afsked med sin kone og deres ni måneder gamle datter i huset på en villavej i Højbjerg ved Aarhus for at køre til Fyn og holde foredrag. Det var den første weekend, hans kone var hjemme fra psykiatrisk afdeling i Risskov, hvor hun var blevet indlagt, efter at hendes maniodepressivitet var slået ud i psykose. Og selvfølgelig burde han have aflyst foredraget på Ejby Ungdomsskole, siger han selv.

»Men skulle jeg så også have aflyst den næste dag? Og den næste igen?«.

I øvrigt havde han sikret sig, at hans svigermor kom, straks han var kørt. Hun skulle hjælpe Marianne med at sy nye gardiner. Sørge for, at hun kom i svømmehallen, så hun blev fysisk træt. Og bistå med at lave aftensmad, før instruktøren kom hjem. I en uge havde Marianne næsten ikke sovet. Men den eftermiddag var hun i rimeligt humør.

»Jeg så godt, at vores barn tog afstand fra hende og ikke ville trøstes af hende. Og at hun selv dårligt nok registrerede det«, siger han.

Men hun havde været i bad. Og hun fortalte, at hun var spadseret den vej, deres datter om nogle år skulle gå til skole. En drøm om fremtiden, som Nils Malmros noterede sig.

»Og den gjorde mig rolig«.

Dog ikke mere end, at han, da han på vej ud til bilen fik øje på huggeblokken, tænkte: »Gud! Der står sgu øksen. Det skal den i hvert fald ikke«. Da han havde lagt sine ting i bilen og gik tilbage mod huset, turde han dårligt nok løfte blikket for at se, om hans kone stod i vinduet og så ham komme. Så løsnede han øksen fra blokken og smed den ind i carporten. For, siger han: »Det handlede om ikke at inducere ideer«.

Samme tanke havde slået ham under frokosten.

»Marianne er meget, meget pligtopfyldende. Og jeg tænkte faktisk på at sige til hende, da vi spiste«, siger han og tilføjer lavmælt: »Marianne. Du må ikke slå Anne ihjel«.

LÆS OGSÅ

»De tanker rumsterede altså i hovedet på mig. Men vi tænker mange tanker. Det er bare meget få af dem, der bliver hængende i vores hukommelse, fordi der for det meste sker andre ting. Det lå mig på læberne. Jeg turde bare ikke af frygt for at give hende den tanke, at det overhovedet var noget, man kunne gøre«.

»Men«, kommer det efter en pause.

» Havde jeg sagt det ... ville det have reddet hende«.

Uden for byen samlede Nils Malmros en blaffer op. En ung mand, som han overlod rattet, mens han selv sad på forsædet og sov indtil Lillebæltsbroen. Hvor på Fyn han skulle holde foredrag, havde han ikke fortalt. Derfor kunne ingen finde ham.

»Men jeg kan så regne ud, at det har været, imens jeg sov, at katastrofen skete«.

Mørket i køkkenvinduet
Årtiers hverdage ligger stakket på hver sin matrikel langs den døsige villavej i Aarhusforstaden Højbjerg. To rækker af levet middelklasseliv. Nænsomt indrammet af røde mursten, hvid funkis og træ. Adskilt af gamle trækroner og høflig hensyntagen og gennemtrukket af en streg asfalt, hvor biler i spredte flokke holder parkeret ved kantstenen.

Her boede Nils Malmros, dengang hans lille datter døde. Og her bor han stadig. I de velbjærgedes rækker, hvor indkørslerne minder om svalehuller i en lerskrænt. Ind til gentagelsens private velsignelser. Og hist og her også til dens undtagelser. De ulykker, der ligger skjult bag rækværker og hække.

Det er også her på vejen, at Nils Malmros’ nye film, ’Sorg og glæde’, tager sin begyndelse, da hans metalblå Citroén nogle timer senere den februardag i 1984 lister det sidste stykke hjem hen over resterne af sne og slud og bliver parkeret i det tiltagende aftenmørke. Og her, enkelte af scenerne er optaget.

I filmen hedder ægteparret Johannes og Signe og spilles af skuespillerne Jakob Cedergren og Helle Fagralid. Men trods den frihed, fiktionen giver til at trække sammen og udvælge i virkelighedens forlæg, er man aldrig i tvivl om, at historien er sænket ned over det passerede og følger dets konturer. Næsten til mindste detalje.

Johannes stiger ud af bilen i sin grønne parkacoat og trasker op ad den skrånende indkørsel.

»Der skulle være lys i køkkenet. For så var de i gang med at lave mad. Og i samme øjeblik jeg så, at der ikke var lys i køkkenvinduet, vidste jeg godt: Det her er gruelig galt«, siger Nils Malmros.

Eller som hans alter ego i filmen siger: Da vidste han godt, at katastrofen var indtruffet. Spørgsmålet var kun i hvilken kombination. Var det hans kone? Deres barn? Eller dem begge?

Kameraet filmer Johannes’ silhuet gennem dørens matterede rude, mens hans nøgler rumsterer i låsen. Han træder ind, hænger jakken.

»Og så hørte jeg – fuldstændig ligesom i filmen – min svigermors stemme inde fra stuen«, siger Nils Malmros.

»Nu kommer han«. Tilbage til åstedet


Indkørslens fliser fører opad og ender i et dyb af høje træer. En sort Citroën holder deroppe. I dag er der lys i køkkenet. I vinduet aner jeg silhuetterne af Malmros og hans kone, Marianne. Og døren står på vid gab.

I en scene mod filmens slutning falder svaret på, hvorfor instruktøren pludselig – efter næsten 29 års tøven – kunne lave den. Ifølge Nils Malmros selv et af filmens to mirakler. Det aldrende ægtepar ligger i sengen.

»Du mangler at lave filmen om at blive voksen«, siger Signe. »Den film kan jeg ikke lave«, siger Johannes. Men nu har han lavet film om sine ulykkelige forelskelser i mellemskolen, i gymnasiet og som ung instruktør. »Det hele bliver først noget værd, når du laver den film, der handler om at lære at elske«, siger hun.

Og så kommer gaven.

»Du har reddet mit liv. Og selv om jeg ved, at det vil gøre ondt, og jeg aldrig, aldrig skal se den film, er det min gave til dig, at du skal lave den og fuldende dit værk«.

Lige på det punkt er virkeligheden nu stukket lidt af fra fiktionen. I hvert fald har Marianne allerede set filmen, viser det sig, da jeg træder ind i entreen og hilser på de to i køkkenet.

»Vi så den sammen«, siger hun og stiller sig op i døren, 63 år, men stadig blond, i en grøn strikket trøje, med en egen ungdommelig elegance og et lille rødt hjerte i en kæde om halsen.

»Og«, tilføjer hun, »det gjorde indtryk. Nils sad og holdt mig i hånden«.

Det er uendelig få mennesker, jeg nogensinde har vist billeder af Anne (...). Og faktisk: De få gange,jeg har gjort det, har jeg skammet mig.



Hun smiler.

»Men jeg kunne faktisk godt tænke mig at se den igen«, kommer det så.

»Bare ikke for sent om aftenen. For så kan jeg ikke sove«.

Ellers holder Marianne lav profil i forbindelse med filmen. Hun skal hverken med til premieren eller til Rom, hvor den er udtaget til hovedkonkurrencen. Og om lidt overlader hun os til hinanden og går selv i biografen for at se Woody Allen.

»Men hun gemmer sig ikke«, kommer det fra husbonden ude i køkkenet.

Kun en enkelt, afgørende detalje i filmen insisterede hun på. At hendes egen figur i filmen skulle spilles af Helle Fagralid.

»Og det er jeg lykkelig for«, siger Nils Malmros, da han – belæsset med tekande og kopper – viser vej ind i den store aflange stue, der åbner sig i et panorama mod en lille græsplæne omkranset af træer.

»For jeg har aldrig set nogen spille så stærkt. Helle selvfølgelig. Men Jakob er jo også sådan helt ... Det er så godt skuespil, at der slet ikke er noget skuespil«.

Han stiller teen på det lyse sofabord, han selv snedkererede i sine unge dage. Og vi tager plads i den store bordeauxrøde hjørnesofa, hvor hans svigerforældre den aften i februar 1984 ventede med den ubærlige nyhed. Gammelt liv i nyt betræk


»Hvor er Signe? Og Maria?«, spørger Johannes dem i filmen. »Der er sket noget frygteligt. Signe«, prøver svigermoderen at få hul. »Signe. Signe ... «. Så bryder hun sammen og må råbe, hvad der ikke vil komme ud af sig selv: »Signe har slået lille Maria ihjel! Hun har skåret hende ihjel med en køkkenkniv«.

»Det er den samme sofa«, siger Nils Malmros, da vi er blevet alene. »Ja, den er blevet ombetrukket et par gange«.

I nye farver?

»Nej, nej«.

Der sidder han så. Midt i sin verden. Den høje, lidt kantede mand med det runde aarhusianske tungemål. Med armene hvilende på sofaens ryglæn og et ben lidt ubekvemt lagt over kors. Begrebet Nils Malmros. Far til filmene om al ungdommens uskyld og skam. Al dens hjerteskærende afmagt. Og ligner en af sine egne figurer. Bare ældre. 69 år. Men stadig med en rest af pubertetens kejtethed i led og lemmer. I en mørkeblå pullover, hvor en ternet skjorteflip kryber op af udskæringen. Og de uglede rester af ungdommens frisure.

I filmen forsøger Johannes at få klarhed over, hvad der er sket. Hvorfor svigermoderen ikke var blevet hos Signe. De kunne ikke finde stoffet til de nye gardiner, forklarer hun. »Det ligger oppe på hendes værelse«, siger han, »på stolen«, som om ulykken stadig kan afværges, bare fejlen rettes. »Og hvad med svømmehallen?«, spørger han. »Det ville hun heller ikke«, siger svigermoderen.

LÆS OGSÅ

»Og så gik du?«.

Politiet har taget Signe med. Falck har fjernet sengetøjet og madrassen og alt blod, også fra telefonen. Og er kørt med Maria. Jeg spørger, om det også var, hvad der skete i virkeligheden.

»Fuldstændig«, siger Nils Malmros.

Selv bliver han »ustandseligt forstemt«, når han ser film, hvor tragedier alene optræder som dramaturgisk effekt, fortæller han. Når man i løbet af et enkelt afsnit af en dansk tv-serie bliver præsenteret for såvel incest, pædofili, selvmord og cancer.

»Ligesom en konstrueret historie om, at kærligheden overvinder alt, er en dækningsløs check. Der føler jeg, at jeg kan fortælle min med vægt. Fordi jeg ved, at det kan finde sted«.

Hans række af film har været en nærmest videnskabelig undersøgelse af hans eget liv. Han vil gerne dele sine følelser med publikum og leve sit liv en gang til, som han siger. Men altid i tredjeperson ental. Også i dag.

Spørger jeg til tragedien, svarer han med en scene eller replik fra filmen. Spørger jeg til ham selv, svarer han for Johannes. Og som han siger: »Hver eneste gang du stiller et spørgsmål, vil jeg sige: Svaret ligger i filmen«. Mirakel nummer 2


Man er ikke i tvivl om, hvad der vandt kampen om stuen – den unge designinteresserede instruktørs stilfulde sans for rene, usentimentale linjer eller kærestens rustikke afstikkere fra det, man i lægesønnens verden regnede for god smag. Ved siden af brændeovnen står en Børge Mogensen-tremmesofa med tynde blå hynder. Over spisebordet hænger en rød PH-lampe. Selv lyset under træloftet er et studie i enkelhed og akkuratesse, som det blusser i små afdæmpede øer fra hvide skærme strategisk placeret rundt om på væggene.

Men flygelet er hendes. I naturtræ og med kuplede ben. Og i reolerne står deres bøger side om side. Hendes moderne danske romaner. Og hans ungdoms forsømte klassikere, som livet uden børn gav tid til at indhente, fortæller han. Og så er der fællesejet. Encyklopædiens række af blå rygge med den lille orange cirkel. Hverdagens facitliste.

»Det er meget nærliggende at spørge mig om, hvorfor han i grunden ikke bliver mere chokeret«, siger Nils Malmros og besvarer straks sit eget spørgsmål:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg kan kun sige, at jeg blev ikke mere chokeret«.

Så er han tilbage i filmen.

»Da svigermoderen pludselig bliver hysterisk, bliver han kold. For pludselig er det ham, der skal holde tingene oppe for dem alle sammen. Det er min forklaring«, siger han.

Og er igen sig selv.

»Jeg er muligvis et umådelig kontrolleret menneske. Men jeg gruer da for, når jeg skal sige tak på scenen ved premieren, for jeg får en klump i halsen og får meget svært ved at tale. Mere kontrolleret er jeg altså heller ikke«.

Senere på aftenen tog han bilen op til sine forældre, fortæller han. Og kørte konsekvent over for rødt.

»Hele vejen«, smågriner han. »Ud fra en følelse af, at det havde jeg ret til«.

Johannes’ far tager imod i entreen. »Signe, hun har dræbt lille Maria«, græder sønnen. »Hun har skåret hende i halsen med en køkkenkniv«.

»Det er første gang, jeg har oplevet min far græde. Og så følte min mor, at nu var det hende, der skulle holde det hele oppe. Men havde min mor lukket døren op, havde hun grædt, og min far følt, at han skulle holde det oppe«.

I begyndelsen tillod politiet ikke, at Nils og Marianne mødtes. De første dage sov han hos sine forældre. Talte med sine venner, prøvede at finde fodfæste. Så flyttede han tilbage i huset, hvor det en dag bankede på døren. Udenfor stod to skikkelser. Fædre til børn i den skoleklasse, Marianne var lærer for. I 'Sorg og glæde' viser Johannes dem ind i stuen. Og så sker det, instruktøren kalder filmens andet mirakel: Samtlige forældre i klassen har skrevet under på, at de gerne vil have Signe tilbage som lærer for deres børn.

»Det er fuldstændig autentisk«, siger Nils Malmros.

»Jeg kunne jo ikke vide, hvad de ville. Så det var ...«, begynder han. »Selv nu får jeg en klump i halsen«, griner han og ryster på hovedet. »Det er fantastisk, tænkte jeg. Men også: Er det realistisk?«. Et ar på flygelet


I filmen får Johannes et brev fra Signe, hvor hun erklærer deres forhold for afsluttet. »Lille Maria er død. Det skulle have været mig«, står der. Og så: »Du har på det kærligste tyranniseret alt i vores hjem. Domineret ud over det tilladelige. Det her var den eneste måde, jeg kunne frigøre mig på«.

Et farligt brev, mener Johannes, fordi det kan forlede nogen til at tro, at drabet var en logisk og kalkuleret handling, mens brevet ifølge Nils Malmros var et fortvivlet og dybt psykotisk forsøg på at bringe en slags orden i kaos.

»Det var en ulykke. Forårsaget af, at hun havde en arvelig disposition. Og for Marianne en fuldstændig urimelig ulykke. Især i betragtning af at Anne – som for alle mødre jo – var det, hun virkelig havde drømt om. At vi fik et barn sammen, var det allerstørste, hun kunne opleve. Og at hun så selv blev den, der destruerede det, er da en olympisk tragedie. Gudernes værste hævn. Og over hvad?«, spørger han ud i stuen.

»Vi ved ikke over hvad«.

Da Johannes efter 10 dage får lov at besøge Signe, sidder hun bedøvet af medicin. Og en kvindelig vagt står ved vinduet. Han kysser Signe på panden. »Det er også ærgerligt, at Maria er død«, siger hun. Vagten bryder sammen i gråd og undskylder. Men, siger Johannes: »Det er kun godt, du kan græde for os alle sammen«.

»Sådan skete det«, siger Nils Malmros.

»Og selvfølgelig havde jeg valget: Slut, færdig. Bliv helt væk!«.

LÆS OGSÅ

»Og da jeg ikke gjorde det, var jeg fanget. Så var jeg nødt til at fortrænge, at jeg selv havde nogen behov og kunne have en holdning til, hvordan mit videre liv skulle leves. For her og nu var der ikke andet i verden end at redde Mariannes liv«.

Hvad med din vrede og fortvivlelse?

»Alt skulle jeg fortrænge«.

Og din sorg?

»Den med«.

Hvornår gav du dig lov til at sørge?

»Det tror jeg aldrig nogensinde, at jeg gjorde. Jo, der er en enkelt gang – også i filmen – hvor jeg smed et askebæger tværs gennem lokalet«, nikker han i retning af flygelet.

»Der er faktisk et ar på det«.

En del af hende selv
Han skænker te og læner sig igen tilbage i puderne.

» Selvfølgelig har jeg sørget. Men noget, der måske forklarer ...«, siger han og giver sig til langsomt at nulre betrækket med en tommelfinger.

»Anne var ni måneder. Hun havde ikke noget sprog. Hun var lige kommet til titte-bøh. Og til arøee. Jeg har det bånd, hvor hun siger arøee. Og det gør frygteligt indtryk. Ligesom det gør stort indtryk på mig, når vi filmer børn, der græder. Men hun var endnu ikke blevet ... personlig. Jeg var fuldstændig bevidst om, at lige om et øjeblik ... så sker det. Og det gjorde måske, at smerten ikke blev så dyb, som den ville være blevet, hvis det var sket en måned senere«.

Men en måned senere havde ulykken næppe kunnet ske, mener han. For så havde handlingen været vendt imod Anne. Så havde der været »et nogen«, den var vendt imod, som han siger.

»Og det var der ikke. Om Marianne havde taget hendes liv eller sit eget, var det samme. Det er jeg overbevist om. For Anne var en del af hende selv«.

'Sorg og glæde' handler ikke om tilgivelse. Men om den voksne gensidige kærlighed. Nils Malmros har ikke tilgivet sin kone. Det var ikke nødvendigt. Han har nemlig aldrig fordømt hende.

»Allerede da der ikke var lys i køkkenvinduet, og jeg vidste, at katastrofen var sket, var jeg klar over, at der ingen skyld var«, siger han.

Jeg tror ikke på guddommelige mirakler. Men den gode vilje eksisterer. Og det er godt at gøre sig klart, at vi lever i et anstændigt samfund.



»For en psykotisk person er skyldfri«.

Få dage forinden var han vågnet om natten ved et øredøvende brag. Han var sprunget ud af sengen, halvt i søvne, havde grebet liften med barnet og var stormet ud, men faldt og kurede ned ad trappen. Det var bare sneen, der var rutsjet af taget. Men, havde han tænkt: Hvilken skyld ville jeg have haft, hvis Anne var blevet dræbt?

Svaret leverer Johannes i filmen: »Hvad jeg gør i søvne, er ikke forskelligt fra, hvad Signe har gjort i en psykose«.

I 'Sorg og glæde' får vi at vide, at maniodepressivitet løber i Signes familie. Hendes far er depressiv. Hendes farbror tog sit eget liv. Men selv om Signes mor ved, at datteren har arvet den livslange disposition, slår hun et tidligere forsøg på at skære pulsåren over hen som teenagepjat og fejrer i triumf, da hun smider sine litiumpiller i toilettet.

»Signes mor vil ikke forstå. Men jeg vil snarere kalde det letsindighed end skyld. For hun vil så gerne være lykkelig, som vi alle vil. Hun vil så gerne være let om hjertet og er det også«, siger Nils Malmros, der i det hele taget, siger han, er uhyre varsom med at fordømme nogen.

»For jeg vil altid vide, at der er forhold, jeg ikke kender til«.

»Men«, tilføjer han efter en lille pause. »... hvis nogen har skyld, er det Johannes«. Kampen om kakkelbordet


Marianne stod ved baren på værtshuset Hvalrossen i Skolegade og talte med en fyr om studenterrevyen, som hun havde spillet med i. Lidt derfra stod den unge instruktør Nils Malmros. Professionelt var han selvsikker, for hans første film var blevet godt modtaget. Som bejler var han knap så kry. Det var længe siden, at han havde haft en kæreste. Men da pigen ved baren blev ledig, tænkte han: »Nå, nå. Så rykker jeg lige lidt tættere på«, fortæller han.

Nils Malmros spurgte, hvad år hun var med i studenterrevyen. Og sørgede for i en bisætning at få indskudt, at han i øvrigt selv havde takket nej til at instruere den. Marianne lod, som om hun ikke genkendte ham. Filmen, vi andre kender som ’Drenge’, huskede hun nu godt. Børnene havde været gode, som hun sagde, mens de voksne ikke havde været helt så gode.

»Jeg faldt for, at hun var køn og smilende«, siger Nils Malmros.

»Og interesseret, kunne jeg mærke«.

Marianne var skolelærer. Og ved første øjekast ikke noget oplagt match for Nils, der var vokset op med en far, der var professor i neurokirurgi, og en mor der var cand.mag. Inspireret af grafikeren Palle Nielsen lavede han tidligt sine egne værker. I gymnasiet blev han så betaget af François Truffauts film 'Jules et Jim', at han selv begyndte at lave film. Han snedkererede møbler i stil med Børge Mogensen, læste en tid til møbelarkitekt og indskrev sig så på medicinstudiet. Og, siger han:

»Min mor havde nok forestillet sig, at jeg havde fundet en intellektuel sværvægter«.

Så er vi igen i filmen.

»Signe er ikke dum«, siger han. »Hun har bare lidt svært ved at uddrage pointer«.

ÆS OGSÅ

I ’Sorg og glæde’ udspørger Johannes hende om en roman, hun læser. Isaac Bashevis Singers ’Shosha’, hvor en polsk jøde afstår fra at flygte for i stedet at gifte sig med sin barndomskæreste Shosha. Hvorfor kan Signe ikke redegøre for. Men det kan Johannes, som også har læst bogen, viser det sig. Og mener, at den kun giver mening, hvis man forstår, at Shosha mentalt og fysisk stadig er som en 12-årig.

Én pointe fanger Signe dog: Johannes er i gang med at eksaminere hende.

At den kulturelle kløft er nedarvet, erfarer han, da han spiser middag hos sine svigerforældre, hvor menuen står på forloren skildpadde på dåse. Og kogte grødris. Ligesom i virkeligheden. Svigerforældrene slår forlegenheden hen i latter, men Signe føler sig vejet og bliver usikker. En følelse, der kun tager til, da hun stolt viser den forbløffede æstetiker sin elskede lejlighed. Med savsmuldstapet, kakkelbord og moderens hjemmehæklede lamper. Samt en skærm i svungen keramik, som han døber ’Klodernes kamp’.

Den scene i filmen er den eneste, Marianne overværede optagelsen af.

»Hun sad ude i kulissen, og lige da vi var færdige, og jeg sagde »Ja, tak«, sagde hun, så alle simpelt hen lo så be friende«, fortæller Nils Malmros, sænker stemmen og tilføjer et lille, mørkt:

» Skiderik!«.

I lyder næsten som modsætninger?

»Jamen, det gør da heller ikke noget«.

Og svaret på spørgsmålet, hvad han selv fik af Marianne, ligger selvfølgelig også i filmen.

»Han siger det jo selv: Jeg fik den erotiske sikkerhed. Tidligere havde jeg nogle meget sensible kærester og måtte næsten gå i bad flere gange om dagen for ikke at støde dem. Her var der en, der ubetinget elskede mig. En, der var ligeglad med, om jeg havde brugt deodorant eller ej«. Tilløb til tragedie


Marianne brød sig ikke længere om sin lejlighed og flyttede derfor ind hos Nils. Som et lysstrejf af munterhed. Leveringsdygtig i nogle »kolossalt morsomme ubevidste« sætninger, som: »En gang imellem kan jeg godt føle mig som Storm P. Uden at vide af det«. Og den, han brugte i filmen ’Kærlighedens smerte’: »Jeg føler, jeg er i lommen på mig selv«.

»Og når jeg så lo af det, lo hun med. Helt befriende. Marianne var enormt charmerende. Også fordi hun næsten konstant var en lille smule submanisk. Ustandselig i godt humør. Lige indtil vi smed hendes litiumpiller ud. Så røg hun pludselig ned i det sorte hul. Men ...«, siger han og er for en kort bemærkning tilbage i filmen.

»... Johannes opdager, at han kan få hende til at grine igen. Det giver da en følelse af, at han har en evne til at betvinge hendes sorte sider. Så jeg følte jo, at jeg havde en værdi. En plads«.

Et ryk op fra den hjemløse afmagt, du beskrev i dine ungdomsfilm?

»Ja, ja. Tag 'Kærestesorger'«, siger han.

»Du kan næsten se, hvad han kommer fra«.

Da Marianne blev gravid, måtte hun holde op mod at tage sine piller mod manier. Af hensyn til barnet. Men som Johannes i filmen forklarer retspsykiateren, var humøret stadig højt: »Der var endelig noget, Signe kunne, som jeg ikke kunne«, siger han. »Jeg har aldrig set hende så lykkelig«.

Et halvt år senere er overskuddet brugt op. Johannes er ved at optage den film, vi andre kender som 'Skønheden og udyret', om en fars betagede, men afmægtige forsøg på at holde på sin teenagedatter. »Jeg ved da godt, hvad den film handler om«, siger Signe. Nemlig instruktørens egen betagelse af pigen, der spiller Iben, og hendes flirtende leg på tærsklen til voksenlivet, hvor uskyld og skamløshed ustandseligt synes at bytte plads.

»Når Johannes laver sin film med Iben, hvor han helt klart sublimerer, så er det farligt«, siger Nils Malmros. »Men samtidig sidder han med følelsen af: Jamen, jeg kan jo ikke lave mit liv om. Så han insisterer på sit projekt, sine film. Og han kan i andre situationer konstatere, at Signe meget let bliver jaloux«.

Nils og Marianne blev enige om at få endnu et barn. Derfor begyndte hun ikke at tage sin medicin i gen. Og mens instruktøren planlagde at tage til festival i Berlin med sin unge hovedperson, sad Marianne hver dag og græd, når hun kom fra arbejde, og var til sidst så opløst, at hun blev indlagt. Men weekenden skulle hun altså tilbringe hjemme. At uddrive spøgelser


Selvfølgelig overvejede Nils Malmros at flytte fra huset efter deres datters død, siger han.

»Men, helt basalt: Mariannes skole ligger også lige herovre, så hun kan gå derover. Og huset ville falde i værdi. Så vi var nødt til at vente, til – om jeg så må sige – ånden havde forladt det«.

I øvrigt var hytten dårligt isoleret. Og et eller andet skulle han jo foretage sig. Så han gik i gang. Isolerede murene, lavede brystning i stuen, så vinduerne ikke rejste sig direkte fra gulvet. Byggede køkkenet om. Og endte med at blive.

»Også ud fra en følelse af, at det var bedst. At stå ved det i stedet for at fortrænge det. Og så følelsen af, at det i virkeligheden ville være endnu værre, hvis nogle andre skulle bo i huset«.

Hvordan uddriver man spøgelser af et hus?

»Ved at lade være med at uddrive dem. Netop ved ikke at fortrænge, men besværge dem. Så erkender du, at de er der. Jeg fortæller ikke nogen, hvor hvad skete. Jeg ved det selvfølgelig selv og tænker mine tanker, men det er uendelig lang tid siden«.

LÆS OGSÅ

Også ægtefællerne imellem har visse emner fået lov at ligge urørt. Allerede da Nils Malmros første gang efter tragedien besøgte sin kone på psykiatrisk afdeling, brændte han for at vide, præcis hvordan deres barn var kommet af dage. Men kunne ikke spørge. I filmen venter han et halvt år.

»Men i virkeligheden må jeg indrømme, at det faktisk først var flere år efter, at jeg spurgte. Fordi jeg var så ræd. For hendes traumer«, siger han.

»Og der er stadigvæk ting, jeg ikke har spurgt om«.

Hvordan kan det være?

»Respekt«.

»Man må respektere, at den, man elsker, har hemmeligheder. Jeg tror i virkeligheden, at jeg føler, at Marianne har en kerne, hvor jeg ikke har adgang. Og den kerne er noget af tragedien, som hun skal have lov at have for sig selv. Hun har sandsynligvis snakket med sin psykiater om det. Jeg ved det ikke. For ikke engang det har jeg spurgt om«.

Hvordan har din kone tacklet spørgsmålet om skyld?

»Hun føler ikke, at hun har nogen skyld – gudskelov.«, siger han.

»Men hun har en stor sorg«. At blive et helt menneske


Efter datterens død var Marianne indlagt i halvandet år. Nils besøgte hende hver aften. Og kæmpede for, at hun kunne få en en behandlingsdom, så hun bevarede chancen for at vende tilbage til skolen, mens hendes klasse stadig gik der. Hvilket lykkedes. Derfor betragter han også ’Sorg og glæde’ som den film om et »administrativt mirakel«, han længe har ønsket at lave. For, som han siger:

»Jeg tror ikke på guddommelige mirakler. Men den gode vilje eksisterer. Og det er godt at gøre sig klart, at vi lever i et anstændigt samfund«.

Selv formiddagsaviserne undlod at nævne navne, da de omtalte drabet. Og kort efter at hun blev udskrevet, begyndte Marianne igen på skolen.

»Dengang sagde jeg: »Børnene skal vide det, for at de kan glemme det«. Og det skete også. Da der var gået fem år, var der ingen, der vidste noget. Børnene har altid været utrolig tillidsfulde over for hende, og det må ligge i, at de intet har vidst«, siger Nils Malmros, der med tiden følte, at hele verden nærmest havde glemt tragedien.

»Nogle gange har vi bagefter erfaret, at folk så alligevel har vidst noget. Og indimellem har vi næsten selv været nødt til at spørge. Simpelt hen for at vide, hvad for et grundlag vi taler ud fra«.

I de første år drømte Nils Malmros om, at de kunne få flere børn, men var urolig for, hvad det gør ved et barn, når det opdager, at dets mor har taget livet af en storesøster. Og han var i tvivl om, hvorvidt man kunne forsvare at sætte sådan et barn i verden.

»Men efterhånden blev jeg klar over, at Marianne ikke ville. Og selvfølgelig kan man godt tænke: Gør det, der er sket, et fortsat samliv for dyrt for Johannes – for nu at objektivisere det – for Johannes ved godt, at prisen er, at han bliver barnløs. Er han parat til at betale den pris? Og det handler jo ikke om tilgivelse. Det handler om, at kærligheden ikke tilgiver, men overvinder alt«.

Han læner sig frem efter tekoppen. Først da armen igen er slænget over sofaryggen, og han ser ud i stuen, opdager jeg, at øjnene er blanke.

»Men selvfølgelig ...«, smiler han. »På et tidspunkt, der passede, kunne jeg godt være smuttet, ikke?«.

Vi sidder lidt uden at sige noget.



»Der skete det mærkelige«, kommer det så. »... at da Anne døde, gik min verden i stå. Som den vel gør for alle, der ikke får børn. Jeg havde jo mærket, at centrum havde flyttet sig, i de ni måneder hun levede. Og det blev lige pludselig stoppet«.

Han sukker. Og smiler igen.

»Alle I andre har jo ændret jer, ved at lige pludselig var I ikke længere det vigtigste i verden. Med børn får verden et helt nyt centrum. Det har jeg jo ikke fået. Jeg er stadigvæk ... boheme. Og jeg kan godt føle, at der mangler noget, fordi centrum ikke er blevet flyttet fra mig. At jeg ikke ... er blevet voksen«.

Selv siger Marianne, at hun er det barn, han aldrig fik. Og det har ikke forbigået Nils Malmros, at hans kone har visse træk til fælles med den evigt unge Shosha fra bogen, han hørte hende i som ung.

»Du kan jo se det«, siger han.

»Hun ligner næsten en på 30«.

Et barn forblev hun dog ikke. I stedet blev hun hel, siger instruktøren, der fremlægger sit bevis i den scene, hvor Signe 26 år senere siger, at Johannes skal lave lave sin film.

»Det viser, at hun ikke bare blev et lykkeligt menneske, men at hun blev et helt menneske. Og at traumet ikke er tabu for hende«, siger han.

Hvordan blev hun et helt menneske?

»Det blev hun meget, meget langsomt. Altså over år. Og jeg går da ud fra, at det var kærligheden, der gjorde hende hel. Hvis jeg havde svigtet hende dengang, tror jeg ikke, at hun var blevet et helt menneske«.

Og dig selv – før sagde du, at du aldrig blev voksen?

»Jamen, det er jeg jo. Johannes bliver voksen i løbet af processen. For han er jo klart en narcissistisk æstet. Han vil hellere have ros end kritik. Og han er faldet for det kønne. Det fortsætter han med i sit virke, sine film. Men han ender jo altså med at blive etiker. Fordi han tager ansvaret på sig og siger: Det her er mit liv. Hvor han i starten tror, at livet er et både-og, erkender han, at det er et enten-eller«.

»Men ...«, kommer det efter en pause.

» ... det var jo ikke noget valg, jeg satte mig ned og tog. Det var en langsom erkendelse«. Hvilken narcissisme?


Da tragedien ikke skilte dem ad, hjalp den dem måske tværtimod til at holde sammen, mener Nils Malmros. De går ikke til daglig og taler om deres fælles smerte, fortæller han. Men de ved, at den er der.

»Jeg har så nok også en stædighed, som har gjort, at jeg har lavet mine film og studeret medicin i over 22 år. Den har gjort, at jeg har kæmpet den kamp for, at hun kunne blive et lykkeligt og helt menneske. Og den proces bliver man også bevæget og berørt af at følge«, siger han.

Kampen i sig selv kunne nu ikke have holdt dem sammen, mener han.

»Det er stadig væk kærligheden, der er den totale forudsætning. Men«, begynder han og lader ordet hænge i luften i nogle sekunder.

»... hvis du virkelig slår hovedet på sømmet og spørger: Hvordan ville jeg have reageret, hvis ikke det havde været en køn kone, jeg havde?«.

Vi sidder lidt og venter på hinanden.

»Der kan jeg kun sige: Jeg ved det ikke«, kommer det så. »For det er klart, at som æstetiker er det da en hjælp i starten, at det stadig væk er den søde, kønne kone, han kæmper for. Jeg vil nu tro med mit kendskab til mig selv, at jeg var blevet under alle omstændigheder«.

Instruktøren behøver, som det fremgår, ikke mange spørgsmål. Nogen psykolog har han heller ikke følt behov for. Han har gennemskuet sig selv, mener han. Og hvad han måtte have overset, hjælper Marianne ham til at få øje på.

»Jeg siger ikke, at det var på grund af katastrofen, at han kom til at elske hende. For det var han også kommet til, tror jeg – med mit kendskab til ham«, smiler han, »... ved at opleve sig selv og hende i deres fælles barn«.

»Vil jeg tro«, siger han.

»Men: Vi ved det jo ikke.«
»Der er så mange grunde til, at man elsker hinanden. En af grundene til, at jeg elsker Marianne, er, at hun er så god til at gøre grin med mig og bære over med min – om jeg så må sige – narcissisme. Selv om hun deler min ambition for det, jeg laver«.



Hvilken narcissisme?

»At jeg selvfølgelig går op i, hvordan mine film bliver modtaget. Hvor hun drillende siger: Hvad syntes postbuddet om filmen? Det er vigtigt at erkende, hvem den anden er, og ikke derfor, men alligevel holde af. Og jeg har aldrig nogensinde følt nogen fordømmelse fra hendes side. Kun lidt drillende bemærkninger om de sider af mig, hun gennemskuer«.

Hvilke andre sider taler vi om?

»Mine manipulationer. Jeg tror for eksempel nok, at jeg ...«, siger han og tøver et øjeblik.

»Nu får du virkelig dit clue«, annoncerer han. »For jeg tror nok i virkeligheden, at jeg gik og ventede på, at hun skulle give mig den gave. Det fremgår ikke af filmen. Men hvis du spørger mig, tror jeg nok, at jeg gik og ventede på, at hun blev moden til selv at sige det. Og det kan du også godt kalde manipulation. Men det var stadig hende, der gav mig gaven«.

Og for Nils Malmros en helt afgørende gave.

»Hun føler, at hvis jeg skulle tage min kunstnerrolle alvorligt, kunne jeg ikke komme uden om denne her film. Altså: Jeg har før lavet smertepunkter. Men det virkelige smertepunkt er jeg gået uden om. Og det kan jeg ikke. Det er også det, der gør, at jeg virkelig føler, at det er min sidste film, selv om jeg har sagt det før. Men jeg føler virkelig, at jeg i hvert fald har brugt hovedstolen nu. Og jeg er lige ved at ønske: Gid det er den sidste«.

Hvorfor?

»Fordi så kommer det til at stå flot, mit œvre«, griner han forlegent.

»Det er næsten sådan ... musikalsk. Da-dada- daa-da«, lægger han op til finalen.

Og afslutter med to knips. Velkommen på forsiden


At gaven først kan åbnes nu, få måneder før deres datter ville være fyldt 30 år, har nu også en praktisk årsag. Marianne var lærer for de små klasser. Og det havde været voldsomt for dem, hvis historien pludselig kom frem i aviserne, mener Nils Malmros.

»Og for hende selv at blive konfronteret med det igen, samtidig med at hun var gårdvagt. Det har selvfølgelig altid ligget i min bevidsthed, at der var et dramatisk stof, som jeg på et eller andet tidspunkt måtte forløse. Men samtidig har det også været fuldstændig udelukket, så længe Marianne var lærer«.

I sommer gik hun på pension. Og at det var godt timet, fik hun bevis for, da hun en morgen fik øje på BT’s spiseseddel ud for den lokale kiosk.

»Det var noget i retning af: Nils Malmros om sit livs tragedie: Konen dræbte barnet. Det var stadigvæk rimelig sobert. Der var ingen skadefro eller sensation. Men hun kom noget rystet hjem«, fortæller Nils Malmros, der nogle dage efter indfandt sig i kiosken, fik udleveret spisesedler til de fem kioskbaskere, sagen havde trukket.

»Og så gik jeg hjem og krøllede dem sammen, og så lavede vi et lille besværgende basker-bål af dem«.

Da han endelig tog sig mod til at spørge sin kone, hvordan Anne døde, var svaret en lettelse.

»Da min mor var gået, gik jeg rundt i huset med Maria på armen«, forklarer Signe i filmen. »Jeg kunne ikke finde hvile. Jeg kan huske, at jeg var ovenpå på et tidspunkt. Og så pludselig var jeg i køkkenet. Og det var ikke, fordi jeg ville skade Maria. Jeg kom til at røre hende på halsen med en køkkenkniv. Og så begyndte det at bløde. Jeg tænkte: Nu bliver Johannes vred. Og så var jeg nødt til at blive ved«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det bekræftede mig i, at det var resultatet af en tvangstanke. Et psykotisk ræsonnement«, siger Nils Malmros.

Jeg tror i virkeligheden, at jeg føler, at Marianne har en kerne, hvor jeg ikke har adgang. Og den kerne er noget af tragedien, som hun skal have lov at have for sig selv.



Han folder armene for brystet. Løsner dem igen. Og trækker et ben op, så tekoppen står og dirrer i underkoppen.

»Ikke at jeg generelt er noget vredt menneske«, siger han. »Men jeg har da tænkt: Er det dybest set angst for min vrede, der er skyld i handlingen?«.

Hvilken skyld har du ellers følt?

»Jamen, når tingene er sket, kører man tilbage og overvejer, hvad man kunne have gjort anderledes. Og bliver klar over, at du havde angsten i dig. Du burde have taget faren mere alvorligt. Men det er ikke noget, der har naget mig«.

Du havde vel også selv dine grunde. Gør det dig ikke skyldfri?

»Forskellen er bevidsthed«, siger han og finder Johannes frem.

»Den bevidsthed, der gør, at han fjerner øksen, gør ham skyldig. Faren er større, end han tror. Det burde han have gjort sig klart«.

Lige det havde du vel ikke bevidsthed til?

»Nej, til at blive hjemme. Eller aflyse min film. Men ...«, siger han.

»... Johannes har angsten i sig. Jeg tror bare ikke, at han tør sige ligeud, hvad den gælder. Eller rettere: Det ved jeg, at han ikke tør. I øvrigt er han jo i den grad optaget af at realisere sit eget projekt som filminstruktør. Og det ...«, siger han og ser på mig.

»... kan Johannes godt bebrejde sig selv«. Den sidste blufærdighed

Da filmen er slut, lyser to ord op i hvidt nede i hjørnet af lærredets mørke. 'Til Anne’ står der. I deres bevidsthed blev hun aldrig ældre end 9 måneder, forklarer Nils Malmros, da jeg spørger, hvordan hun har optrådt i hans tanker i de forgangne 29 år. »Vi har selvfølgelig også talt om, hvad livet mon ville have været, hvis nu ... Men det er ikke sådan, at vi til daglig går og er ulykkelige over det. Selvfølgelig kan vi godt gøre os klart, at hvis hun levede, havde vi ganske givet haft børnebørn. Men jeg tror ...«, begynder han og vælger de næste ord omhyggeligt, en håndfuld ad gangen. »Det er nok, fordi ... jeg ikke vil ... give mig hen i ... sentimentaliteten. Det er uendelig få mennesker, jeg nogensinde har vist billeder af Anne. Det er også noget med, at det er så ... dyrebart. Og faktisk: De få gange, jeg har gjort det, har jeg skammet mig«. Hvorfor det?»Det er så sentimentalt«, siger han. »Sådan letkøbt at ville bevæge folk«. Af samme grund er der ingen musik i filmen. Og måske var det også derfor nødvendigt, at årene gik. »Hvis jeg gik ud og beskrev mit liv her og nu, ville jeg føle, at det var ublufærdigt. Det er tiden, der giver mig ret til at fortælle historien. Så i virkeligheden havde jeg brug for de her år. Men ...«, siger han og ser op. »... jeg har da et billede af Anne, som jeg en sjælden gang imellem kigger på«. »Og det viser jeg aldrig til nogen«.

















Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce