Når Simon Staho laver film, har han ingen forestilling om at slippe levende fra det. Foto: Joachim Adrian

Når Simon Staho laver film, har han ingen forestilling om at slippe levende fra det. Foto: Joachim Adrian

Film og tv

Simon Staho: Film er angst, blod og vanvid

Film efter film bliver den biografaktuelle instruktør mere usikker på om han overhovedet kan noget.

Film og tv

Der er folk, som skyder sig selv i tindingen. Små børn, der bliver kørt ihjel af deres distræte fædre. Eller druknet i badekarret af deres mor, fordi de skriger så meget, at man har lyst til at bede filmoperatøren skrue ned for lyden.

I årevis er filminstruktøren Simon Staho gået på jagt i den menneskelige natur og er vendt tilbage med den ene hårrejsende og usminkede fortælling efter den anden.

Men det forbliver en hemmelighed, hvilket liv den slags film vokser ud af. For det er muligt, at man bliver klogere af at være i selskab med Simon Staho. Men man bliver ikke klogere på ham.

Han dukker op til vores aftale ud af intet. Ligesom han i sin tid kom spadserende ud af disen og ind i den danske filmbranche, da han stillede hos Peter Aalbæk på Zentropa med sin debutfilm i lommen. Ansigtstrækkene er trukket skarpt op over de markerede kindben, og nærværet er næsten sitrende. En rank, sortklædt skikkelse med blå øjne og læderjakken lynet helt op i halsen. Smuk og fremmed. Og kompromisløs i ordets inderste betydning.


I fredags var der premiere på hans seneste værk, ’Kærlighedens Krigere’. Et sort-hvidt drama uden musik om kærligheden mellem to unge lesbiske kvinder, der ender med at hænge sig med hinanden i hånden.

En film, som anmelderne svinger mellem at kalde »et lille mesterværk«, »en kæmpe skuffelse«, »en frygtindgydende tillukket stileøvelse« og »ubønhørligt deprimerende«.

Dansk filmtalent skuffer fælt

Men ifølge instruktøren selv er der nærmest tale om en feel good-film med en meget lykkelig slutning.

»For mig er der ikke noget smukkere, end at to mennesker dør i det øjeblik, hvor de er opfyldt af kærlighed til hinanden. Jeg håber, filmen vil inspirere unge mennesker til at tage deres skarpladte pistol og skyde sig selv i det øjeblik, hvor de elsker hinanden mest. For hvordan skulle man nogensinde nå højere end det?«.

Vi er nogen, der helst ikke ser det som en del af pensum i folkeskolens ældste klasser. Og som ville indvende, at man for eksempel ville gå glip af noget så jordnært som det meste af sit liv. Men den slags har ingen betydning for Staho.

»Kærlighed er, at man er villig til at slå sig ihjel for den, man elsker. Helt konkret. At man kan sige uden tvivl, at det ville man gøre i hvert øjeblik, hvis det kom så vidt«.

Det er også én af grundene til, at han i mange år har foretrukket at arbejde sammen med den svenske skuespiller Mikael Persbrandt, der spiller hovedroller i flere af hans film. For:

»Jeg har fornemmelsen af, at han kunne finde på at skyde mig. Både fordi han elsker mig, og fordi han hader mig. Og det, synes jeg, er vidunderligt. At det kan ende i mord«.

Han kigger op.

»Det er ikke en metafor for noget andet. Det er bare sådan, det er«.

Det kan måske forekomme en anelse demonstrativt at skulle skyde sig selv af ren lykke. Men ifølge Staho er det at bevare det sjældne. Og ikke lade omverdenen forpurre det.

»Jeg vil da helst dø, når jeg allermest lykkelig. Vil du ikke det?«.

Det ved jeg ikke, om jeg kunne nænne ...

»Nænne? Jeg tror aldrig, jeg har brugt ordet ’nænne’«, siger han og griner.

»Det lyder som et sønderjysk egnsord«.


Interviewet varer i fire en halv time. Alligevel ved jeg stadig stort set intet håndgribeligt om manden, der er blevet kaldt et af landets mest originale og lysende filmtalenter. Kun at han udtaler sit efternavn med højt a. Staho.

At han er født i 1972. Og at han er venstrehåndet. Det er kun det første, han selv har fortalt mig. Hans fødselsår har jeg læst mig til. Og da han skriver sin e-mail-adresse, registrerer jeg, at det sker med venstre hånd.

Til gengæld ved jeg, at der er to lige stærke dyr, der slås inde i ham. Det ene er en befriende og berusende følelse af, at livet ikke betyder noget som helst. Det andet er ønsket om at blive forbundet med tilværelsen – og angsten for ikke at opnå det.

At leve i spændingsfeltet mellem de to er at leve på randen af sindssyge, som han siger. Alligevel forsøger han ikke at helbrede det. For så var det måske slet ikke muligt at lave film længere.

Og for den 37-årige instruktør er film selve livets kerne.

»Da jeg gik i gang med ’Kærlighedens Krigere’, var min forudsætning, at kærlighed ikke eksisterer. Og derfor gjaldt det om at prøve at finde den. Den kærlighed, der findes nu, er kærlighed uden sårene, arrene og offeret. Det er kærlighed for at få brød på bordet og varme i vinterkulden. Men det er for mig bekvemmelighed og kujoneri. Og dermed helvede. Det undrer mig, at man kan finde en mening med sit liv, hvis man ikke er i stand til at slå sig selv ihjel for den, man elsker«.

Har du mødt sådan et menneske?

»Hvis jeg havde mødt sådan et menneske, var der ingen grund til, at jeg lavede min film. Og hvis jeg ikke havde mødt sådan et menneske, så havde jeg heller ikke kunnet lave min film«.

Så blev vi så meget klogere. Og sådan fortsætter det.

Eftermiddagen igennem forsvinder han ind i den ene abstraktion efter den anden. Tager sig nogle ordentlige pauser og bevæger sig derefter ud på nogle filosofiske udflugter, som han selv kalder essensen af, hvad der foregår på indersiden. Mens mine spørgsmål stillet nede fra en verden fuld af personlige erfaringer, vendepunkter, erindringer og runde fødselsdage preller af og dernæst falder tungt til jorden.

Simon Staho er en nærmest Siddharta-agtig skikkelse, der er intenst til stede. Og som giver én et chok, når han efter nogle timer siger, at han skal på toilettet. Så lavpraktiske vaner er ikke noget, man forbinder med så sfærisk en skabning.


Siden debuten med ’Vildspor’ i 1998 har han leveret en film hvert eller hvert andet år og fortrinsvis på svensk.

I fjor var det utroskabsdramaet ’Himlens Hjerte’ med Mikael Persbrandt og Lena Endre i hovedrollerne, som fik en begejstret modtagelse og blev udtaget til filmfestivalen i Berlin. Og så lå det ligesom i luften, at han skulle prøve kræfter med en større og dyrere film.

LÆS OGSÅ

Men man skal ikke have set den danske instruktør særlig længe i øjnene for at vide, at det selvfølgelig ikke ville gå sådan.

Forventninger er ikke noget for Simon Staho. Faktisk bruger han store dele af sit liv på at vride sig fri af den slags overflødigheder.

Så i stedet afleverede han den nærmest demonstrativt skrabede film ’Kærlighedens Krigere’ i sort-hvid og uden musik. En film til bare fire millioner kroner og med kun to helt ukendte svenske skuespillere i billedet.

Der er ikke ligefrem nogen, der står i kø for at finansiere sådan et projekt. Men det gav ham til gengæld muligheden for at teste, om der stadig var så meget hjerte blandet ind i projektet, at både produceren, klipperen og han selv var parate til at lægge et års arbejde i værket uden løn.

Det er næppe nogen fornærmelse at sige, at det formentlig er de færreste danskere, der kommer til at se ’Kærlighedens Krigere’. Men det er også fløjtende ligegyldigt.

»Det er det samme, som hvis du siger til en mor, der skal føde sit barn: Det kan godt være, at det er vigtigt for dig at føde det barn. Men er det ikke også vigtigt, at barnet får kammerater? Jo, det er det jo nok. Men det er fandeme da ikke vigtigt for, om du føder det barn eller ej. Jeg kan ikke give magten til andre og sige: Med mindre I ser det, så eksisterer det ikke. Selv om du fik et barn og spærrede det inde, så var det jo stadig ikke dødt«.

Men hvis jeg fik et barn og spærrede det inde, ville det da være svært at hævde, at projektet var lykkedes ...

»Det altafgørende er at føde barnet. At gennemføre det, jeg satte mig for, med størst mulig renhed og ærlighed. Om folk så vil brænde det eller træde på det eller ødelægge det, det er fuldstændigt ligegyldigt. Kærligheden ligger i skabelsen. Og den kærlighed kan ikke afhænge af andre«.


Hvis man skal tro Simon Staho, er han en mand uden fysisk fortid. Han har ingen betydningsfulde erindringer fra sin opvækst og holder hverken jul eller fødselsdag.

Til gengæld læste han James Joyces ’Ulysses’ som 13-årig. Og fik »den lussing, det kræver for at gå fra at være barn til at blive voksen«.

»Det er et svært spørgsmål«, svarer han, når man spørger, hvor han er vokset op.

»Og det ville ikke fortælle dig noget om mig. Mit liv kan ikke koges ned til, hvor jeg har boet. Jeg kunne lige så godt have boet et andet sted. Og der er tusind andre mennesker, der har boet, hvor jeg har boet«.

Men de har jo ikke lagt mærke til de dufte, du har, eller haft dine første oplevelser af hvad som helst.

»De er uvigtige for mig«.

Men du har vel trukket vejret og indtaget noget undervejs?

»Jeg har holdt vejret for ikke at indtage det. Man gennemlever et stort forræderi gennem hele sin opvækst, hvor andre har magten til at bestemme, hvad man skal. Nu er det mig, der bestemmer. Og jeg vil gerne selv vælge, hvad jeg indtager. Alt det, jeg fortæller dig om nu, er jo indtagelser. For mig er film ikke et job, det er en menneskelig erfaring ud i det ukendte. Det er i virkeligheden at sniffe livet bane efter bane«.

Så uanset hvem der har opdraget dig, elsket dig eller ikke elsket dig, fra du var 0, til du var 12 år, så har det ikke haft nogen betydning for, hvem du er nu?

»Nej. Jeg kan ikke se nogen sammenhæng«.

Det kan jeg ikke forstå ...

»Nej, der har du mit problem. Det er du ikke den første, der har sagt«, siger han og griner.

»Men det interessante er, hvad der har flyttet mig fra vaklende uvidenhed og til at blive et bevidst menneske. Det er for mig dér, hvor jeg hører hjemme. To linjer i et digt kan være langt mere betydningsfulde end ti år af mit liv. For du indeholder langt større hemmeligheder end dine biografiske data. Ellers giver det ikke mening at kigge hinanden i øjnene. Så kunne jeg lige så godt sende dig mine data på en fax«.

Så vi kigger hinanden i øjnene. Og taler om den lussing, der hjalp Simon Staho ind i voksenlivet. Nemlig Leopold Blooms 24 timer i Dublin i ’Ulysses’.

»Den gav mig indsigt i, at livet er beskidt, og at selv rene og ædle mennesker også er snavsede og mærkelige. Og at når man går ind i et menneske, så er der slot efter slot, der åbner sig. Åbenbaringer og mærkelige gyder. 24 timer i Dublin kan være en evighed. Og fortælle dig alt om livet. Tingene er langt større, end jeg i hvert fald havde fået fortalt. Og den bog var nok til at bringe mig til at forstå, at der er en verden bag skyggerne«.


Da han var blevet fjorten, gik han videre til Thomas Manns ’Troldbjerget’. Om en ung mand, der besøger et familiemedlem i et sanatorium.

»Og her opdager han, at det i virkeligheden er ham selv, der skal gøres rask. Det handler altså ikke om at havne i favnen på en rask familie. For det gør ikke noget, at familien er syg, hvis den kan bringe dig videre«.

Det er nogle ret krævende værker at bevæge sig igennem som 13-14-årig. Hvordan fandt du de bøger?

»Sufi-mysticismen handler om, at du allerede har den elskede inde i dig. Sådan er det også med bøgerne. Du har dem inde i dig selv. Og på et tidspunkt er du klar til at læse dem. Og på et tidspunkt er du klar til at tage imod din elskede. Så det er ikke skæbnen, der dikterer, at du tilfældigvis falder over en bog eller din elskede. Det handler om, at der er en sang, og i et bestemt øjeblik er dine ører klar til at lytte«.

Når nogen ofrer sig, har det ofte en negativ klang. Men i virkeligheden skal man finde de største helte blandt dem, der ofrer sig for noget større end dem selv, mener Simon Staho.

»Det er sjældent, jeg har hørt nogen sige: Jeg har ofret mig for mit ægteskab. Og så betragte det som den mest heltemodige gerning, man nogensinde kommer til at foretage. Men det er det for mig. Hvis jeg ofrer mig for mit ægteskab, så får jeg jo meget mere, end jeg havde før«.

Er du gift?

»Mit liv har ingen betydning«.

Hvad er så vigtigt for dig?

»Det vigtige for mig er at finde ud af, hvad der er vigtigt for mig«.

Har du fundet frem til noget så?

»Nietzsche beskriver i en historie, hvordan et barn fødes som en kamel. Og får kastet byrder på sin pukkel af verden omkring sig. Da den er næsten voksen, går den ud i ørkenen og bliver forvandlet til en løve. Og møder så en drage. På dragen står en masse bud om, hvad man skal og ikke skal. Løven vover at slå dragen ihjel. Og bliver så forvandlet til et lille barn«.

»Alle de ting, der står på dragens krop om, hvad man skal og bør, og alt det ego og hykleri og forfængelighed, der følger med, er vigtigt for mig at slå ihjel i stedet for at følge dem. Det tror jeg barnet forstår intuitivt. Jeg tror, et barn klart forstår og kan give udtryk for umiddelbar kærlighed. Det er ikke taktik eller manipulation. Der er en renhed i kærligheden«.

Men små børn smiler jo også til deres forældre, for at de skal tage sig af dem – det er jo en overlevelsesstrategi.

»Ja, men det er også rigtigt i forhold til, hvordan livet er. Jeg synes ikke, det er kynisk. At elske på en kujonagtig måde er ikke i overensstemmelse med, hvordan livet er. Hvis man ikke er villig til at kaste sig ud fra klippen, så er det meningsløst. Så er det bare en livsforsikring«.

Har du selv børn?

»Hvad er det egentlig, du spørger om? Er det, fordi du bare vil vide, om jeg har børn. Eller er der nogle spørgsmål under det spørgsmål?«.

Okay. Har du oplevet den kærlighed, man kan have til sine børn?

»Se, det er en helt anden tilgang til at tale med hinanden. Du har ikke ret til at få noget personligt at vide om mig. Det er en gave, jeg giver dig. Og hvis man beder om en gave, synes jeg også, man skal gøre sig umage«.

Hvis det, jeg gerne vil spørge om, er det samme som det, du gerne vil svare på, så er det jo ligegyldigt. Men: Har du haft mulighed for at føle den kærlighed, forældre føler for deres børn?

»Det er et strålende spørgsmål. Meget bedre end det andet«.

Så svar på det ...

»Det gør jeg også. Det er meget gavmildt af dig at sige sådan«, siger han og griner.

»Hvis jeg ikke havde, så ville jeg ikke kunne fortælle dig historien om dragen og løven, der bliver til et lille barn. Det betyder ikke nødvendigvis, at jeg har et barn. Men jeg har følt, hvad et barn kan give. Og hvordan man har nået den erfaring, er ikke så vigtigt for mig«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nu kan jeg så mærke, at jeg måske egentlig bare gerne ville vide, om du har børn.

»Ha ha ha. Du vil bare have din skide faktaboks på plads«.


Når Simon Staho laver film, har han ingen forestilling om at slippe levende fra det. Hver eneste gang har han haft lyst til at skyde sig selv undervejs. Og film efter film er han bare blevet mere usikker på, om han overhovedet kan noget.

»Man står i den dybeste rædsel og tænker: Jeg er værdiløs. Jeg kan ingenting, og det her er en kæmpe fejltagelse. Det selvhad, jeg har nok af i forvejen, stiger og overvælder mig og drukner mig. Det er aldrig sådan, at jeg ved, at filmen bliver til noget. Det er sindssygeanfald efter sindssygeanfald, hvor man bare håber, at man kan holde sig fast nok til at klare sig gennem optagelserne«.

Men at lave film er også selve livets kerne, forklarer han. Og det er en indstilling, der giver anledning til både smerte, vrede, had og konflikter under optagelserne. For film er »blod og vanvid og angst«.

»Jeg kan nærmest begynde at græde, hvis nogen siger: Nu er klokken 16.30, og vi bliver nødt til at slutte optagelserne, for jeg skal spille tennis klokken 17. Det er en forestilling om livet, jeg ikke kan begribe. I min verden er det en gave at få lov at gå ind i den mørke skov. Og man har en pligt til at gå derind, uanset de omkostninger, det måtte have. For hvis du stopper 16.30 og begynder forfra næste morgen, så når du igen kun halvt ind i skoven. Du kommer aldrig i gennem den og ser, hvad der er på den anden side«.

Ifølge Simon Staho er underholdning satan. Og skuespil er ikke noget, man giver pøblen, for at de skal blive underholdt og glemme deres problemer.

Der er ingen fribillet til at lave film. Ligesom der ifølge Staho ikke er nogen fribillet til at elske eller til at indgå ægteskab.

»Der er ikke noget kompromis i det for mig. Hvis du ikke er villig til at lade dig korsfæste for film, så lav noget andet. For ellers kommer dit manglende mod til at besudle og inficere renheden. For mig er det en forbrydelse, der burde straffes med døden. Det lyder helt sindssygt, men sådan har jeg det. Men det er fantastisk få, der er villige til at ofre det. Både i film og i kærlighed. For mig er det ikke to verdener, der støder sammen, for der er kun én verden«.

Som er?

»Skabelsen. Det er det eneste, der betyder noget«.

Den kompromisløshed var også til stede under optagelserne til ’Kærlighedens Krigere’. Og gav mildt sagt lidt problemer undervejs.

»Skuespillerne hadede mig, som jeg aldrig har oplevet det før. Jeg har arbejdet med både mandlige og kvindelige divaer, som er sådan nogle dynamitstænger. Men de her to unge kvinder, de havde bare magten over mig, og jeg var tæt på at fyre mig selv«.

Simon Staho havde skrevet en topløs scene til de to kvindelige skuespiller, som skulle vise, at de var afslappede ved at være sammen i en intim situation.

Men skuespillerne fandt, at scenen ud fra en feministisk synsvinkel var helt ude i hampen. Og nægtede at lave den.

»De rottede sig sammen, og man kan jo ikke tvinge dem. Så bliver man anklaget for voldtægt af skuespillerforbundet. I stedet skrev jeg en monolog til den ene, hvor hun skulle tage en masse ord i sin mund, som var mindst lige så erotiske som at sidde topløs. Det var min hævn. For du kan ikke vinde over instruktøren. Det nemmeste er bare, at du lægger dig ned som en hund. Men det er aldrig sjovt at tvinge sig selv igennem på den måde. Det er sjovere at være forbundet i kærlighed. Men jeg kan også godt gøre det andet«.


Hævn var faktisk også en af hovedårsagerne til, at han skrev manuskriptet til filmen ’Dag og Nat’ med Mikael Persbrandt i hovedrollen.

Persbrandt havde været med i Stahos kortfilm ’Nu’. Ikke fordi Simon Staho kendte ham. Men fordi han havde set et billede af ham »og hørt et ekko af sig selv«.

»Vi skændtes meget under optagelserne til ’Nu’. Jeg oplevede, at han saboterede filmen og sig selv og de andre skuespillere. Og jeg hadede ham så inderligt for det, at jeg ikke talte med ham før den allersidste aften. I løbet af en nats samtale fik jeg en indsigt i ham, som også var en indsigt i mig selv. Og så skrev jeg ’Dag og Nat’ til ham, hvor han kører rundt i en bil og tager afsked med dem, han kender, inden han begår selvmord. Der var en stor portion hævn i det. Jeg havde lyst til at kvase ham i en film, hvor han ikke kunne slippe ud. Men det var også at give ham en rolle, hvor han kunne vise alt det, han i virkeligheden har i sig«.

Mikael Persbrandt var faktisk også grunden til, at Simon Staho begyndte at lave sine film i Sverige.

»Hans selvhad er lige så stort som mit eget. Han er et menneske, der ville lade sig korsfæste for en rolle eller bestikke mig med en million kroner for at få den. Og jeg kan mærke, at han også klynger sig fast til livet med det yderste af neglene«, siger han, læner sig frem og lader fingerspidserne glide ned ad panelet på væggen overfor.

»For mig er der en skønhed i at blive forenet med et andet menneske i sin egen millimeter tynde skrøbelighed. Så er man helt inde og røre ved det, det virkelig handler om. Forbi alle detaljerne og skyggerne. Det, der er smukt ved ham, er også, at han ved, at jo mere han hader sig selv, jo bedre en skuespiller bliver han. Ligesom jeg ved, at jo mere jeg hader mig selv, jo bedre en instruktør bliver jeg«.

Det var også Simon Staho, der opdagede den svenske skuespiller Noomi Rapace, som siden har givet liv til Lisbeth Salander i filmatiseringen af Stieg Larssons Millenniumtrilogi.

Han castede hende ud fra et pasfoto til hovedrollen i filmen ’Daisy Diamond’, hvor en mor i afmagt tager livet af sit skrigende spædbarn. Uden at have set hende trække vejret eller spille skuespil.

»Jeg valgte hende instinktivt ud fra det pasfoto, fordi jeg allerede havde hende inde i mig. Vi bliver jo også begejstrede bare ved at tale om hende nu. Fordi vi kan mærke, at hun har noget på spil. Og derfor får mit liv betydning ved at arbejde sammen med hende. Jeg kan mærke, at hun kæmper for at livet skal have mening, og hun er grænseløst generøs. Og jeg kan næsten ikke beskrive den kærlighed, man føler for et menneske, der er villig til at give det. Der har du ægteskabet i fuldt flor. Og på den måde er kærligheden og film forbundne«.

Og det er faktisk det eneste, der betyder noget. Kærlighed og film.

»Det sidste digt, den chilenske digter Pablo Neruda skrev i 1973, inden han døde, hedder ’Afslutning’. Det er skrevet til hans kone gennem mange år, og den næstsidste linje lyder sådan her: »Det var smukt at leve, mens du levede«. Det er vigtigt for mig at forstå, at det er det, det handler om. At den eneste skønhed i livet er at kunne sige sådan til et andet menneske. Og så tro på det. Alt andet er bare aske, støv og skygger«.

Hvad går dit liv ud på?

»At finde mig selv. Og være mig selv«.

Hvem er Simon Staho?

»Pablo Neruda har også skrev et digt, hvor der står: »Jeg vil gerne vide, om jeg eksisterer«. Og derfor skal din faktaboks måske bare være tom. Den dybeste smerte er ønsket om at blive forbundet med livet, men ikke være sikker på at opnå det. Det er først, når man bliver forbundet, at man vil føle, at man eksisterer. Så måske er det dét, det hele går ud på. At finde ud af, om jeg eksisterer«.

Ved du det nogle gange?

»Nej«.

Men du siger også, at dit eget liv er ligegyldigt.

»Ja, heldigvis, og det siger jeg med glæde, for det er jo en stor befrielse«.

Hvordan kan det så samtidig være en stor smerte gerne at ville være forbundet og ikke være sikker på, at man når det?

»Det er jo det, der er spændingsfeltet. Og det, der gør, at man bliver indlagt på galehuset. At man på den ene side er helt afklaret. Og på den anden side er der også ønsket om at blive forbundet. Det er jo der, sindssygen kommer. Bogstaveligt talt«.

Kæmper de to yderpunkter med hinanden, eller lever de bare i hver sin ende af skalaen?

»De kæmper en nådesløs brutal og voldsom krig konstant. Som jo er det, der gør, at man holder fast i livet med fingerspidserne«.

Hvem håber du vinder?

»Der er to svar. Det ene er, at jeg ikke håber på noget. Ting er, som de er. Og så kan man vælge lyset eller mørket. At skabe noget. Eller ikke at skabe noget. Det andet svar er, at jeg kan håbe på, at den ene vinder. Men så er jeg samtidig bange for, at det er løgn. Og jeg kan håbe på, at den anden vinder, hvilket jeg synes er rædselsfuldt, men muligvis sandt«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad er det for én, der kan være løgn?

»At livet ikke er vigtigt. Hvis den vandt, ville jeg være bange for, at det var for godt til at være sandt. Jeg ved ikke, om jeg kunne tage imod så meget skønhed«.

Er du bange for, hvad der ville ske, hvis den ene pludselig vandt? At du måske ikke længere kunne lave film?

»Ja, det er også derfor, jeg ikke forsøger at helbrede det. Tingene er bare, som de er. Og man må æde, at der ikke er nogen fribillet ind i den mørke skov. At det her er den kuffert, man tager med for at kunne gå derind. På den ene side er livet og filmen jo en leg. I virkeligheden er jeg pisseligeglad med begge dele. For det betyder intet. Men alligevel gør jeg det med den største alvor. Så der er en dobbelthed«.

Nærmere kommer vi det vist ikke. Efter fire en halv time og en halv liter vand forsvinder Simon Staho igen fra baren på Hotel Imperial i sin sorte læderjakke, som ikke har været lynet så meget som en anelse ned undervejs.

Jeg har ingen idé om, hvor han kom fra tidligere på dagen. Eller hvor han skal hen. Om han kender duften fra et nyfødt barnehoved eller lugten af død.

Jeg ved ikke, om der er nogen, der elsker ham. Eller om han kender nogen, han vil dø for.

Men det er åbenbart også ligegyldigt.

Eller også har jeg svarene inde mig selv, som han siger.

Når jeg bliver klar til at lytte.

Dansk filmtalent skuffer fælt

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

Forsiden

Annonce