Bradford. I sin første spillefilm vender instruktøren Clio Barnard tilbage til byen Bradford, hvor hun også optog sin dokumentarfilm ’The Arbor’. Foto: Agatha A. Nitecka

Bradford. I sin første spillefilm vender instruktøren Clio Barnard tilbage til byen Bradford, hvor hun også optog sin dokumentarfilm ’The Arbor’. Foto: Agatha A. Nitecka

Film og tv

Filminstruktør parrer fabel med hjerteskærende køkkenvaskrealisme

Clio Barnard er aktuel med spillefilmen ’The Selfish Giant’.

Film og tv

Er der noget, de ikke er, er det ofre! De kan være fattige, leve af junkfood, slås med kriminalitet og æder diverse psykofarmaka, indtil den slipper op, og næverne må tage over, men ofre – det er de fandeme ikke.

Den engelske instruktør Clio Barnard (som i ’Klajo’ og efternavnet udtalt med tryk på første stavelse og med britisk endelse) har tilbragt mere end seks år i de samme få gader i den nedslidte, dybt traumatiserede nordengelske arbejderby Bradford. Hendes dokumentarfilm ’The Arbor’ er filmet i de gader, og det samme er hendes nye og første spillefilm, ’The Selfish Giant’, som i denne uge har dansk biografpremiere.

I ’The Selfish Giant’ følger vi to cirka 13-årige drenge pjækker fra skole for at samle og hugge jern og andet til en skrothandler/mafioso. Swifty elsker heste og drømmer om at blive jockey, mens lille Arbor, der lidt for tit glemmer at tage sin adhd-medicin, ikke har meget at drømme om.

Går efter tidløshed »Da vi lavede ’The Arbor’, mødte jeg en dreng, der boede der, og det er hans forhold til hans bedste ven og deres arbejde for en suspekt skrothandler, der inspirerede mig til den nye historie, som jeg parrede med en fabel af Oscar Wilde, ’The Selfish Giant’. Spørgsmålet er, om de to drenge bliver udbyttet af skrothandleren, eller om han giver dem nogle muligheder, de ellers ikke ville have fået. Filmen – vil jeg tro – er en fabel om egoisme og grådighed«.



Enhver film, der ikke er belyst som i Hollywood, får prædikatet ’dokumentarisme’ sat på sig, og det fik ’The Selfish Giant’ også af hovedparten af den endog særdeles positive internationale filmkritik. Det er et rummeligt udtryk, men også et, Barnard er godt træt af, for det følger lige så automatisk som nytår efter jul. Måske skyldes det, at hun er britisk, og at hendes film – indtil videre kun to! – foregår i arbejderklassen, at man automatisk indlemmer dem i den hæderkronede engelske ’køkkenvaskrealisme’.


»Universet i filmen er fyldt med referencer tilbage til victoriatidens England til tiden, da den industrielle revolution indtraf, og gør hyppig brug af metaforer, og jeg håber, at folk vil få øje på noget poesi i den. Det er tidløshed, jeg er gået efter, og jeg har med vilje holdt historien meget, meget enkel«.

Filmer med amatører

Det giver sig selv, at Clio Barnard filmer med amatører. Og Conner Chapman hedder den spirrevip af en knægt, der spiller hovedrollen som . Han arbejdede på filmsettet i seks uger og var med i hver evig eneste scene, som han tilmed skulle dominere. Lige inden optagelserne begyndte, var Conner Chapman lige ved at bakke ud, men Barnard vidste, at med ham faldt hele projektet – og overtalte ham til at blive.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Han var jo helt afgørende«, siger Clio Barnard. »Det var skræmmende, hvor afgørende han var. Conner var født og opvokset rundt om hjørnet i vores kvarter og gik i skole der. Vi fandt ham allerførste dag, vi ledte, og han var sensationel til prøvefilmningen. Og faktisk ligner han ikke Arbor overhovedet! Conner er i virkeligheden ret sky, men har et stærkt instinkt for at fortælle historier og var ekstremt disciplineret som skuespiller. Hvis han følte, at Arbor ikke kunne finde på at gøre det ene eller det andet, sagde han det – ikke noget bullshit«.

LÆS OGSÅ Historien er overordnet set Conner Chapmans historie og beretningen om hans hood. Drengen, der spiller Swifty (Shaun Thomas), havde selv skraldet jern og metal, siden han var 11 år, og var en art teknisk rådgiver på den del af det – »aluminium samler vi af den og den grund, og sådan flår du det af køleskabet«. »Drenge især har ikke lyst til at reflektere over deres oplevelser eller deres liv, så vi havde ikke lange diskussioner om, hvordan film og liv overlappede. De gik bare ud og gjorde det. Men jeg tilbragte meget tid med mødrene i kvarteret for at finde ud af, hvordan de levede i husene. Og jeg lover dig: De ser ikke sig selv som ofre. Overhovedet. Som en mor sagde: Det er jo bare sådan her, livet er. Hun havde en nevø, der var vokset op henne om hjørnet, og som var meget bevidstgjort politisk, og som nu var rådgiver for partiet Labour. Han ser selvfølgelig den sociale uretfærdighed, og den giver jeg ham indlysende nok ret i, men igen, han er ikke på den der offergørelse«. Men ’The Selfish Giant’ er ikke en politisk film, ikke noget statement. Måske er den en dommedagshistorie.






Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce