Film og tv

Uffe Rørbæk: Jeg rammer nok ind i Lars Brygmann-segmentet

For 21 år siden forlod han De Nattergale. Nu er han tilbage i en seriøs filmrolle.

Film og tv

I sidste uge fik Jonas Elmers nye improspillefilm ’Det andet liv’ premiere.

Filmkritikken modtog den lunkent, men især en ting gik igen i anmeldelserne:

Ham der Uffe Rørbæk fra De Nattergale leverer fint og bevægende karakterskuespil som den midaldrende superalmindelige familiefader, der prøver at forfølge nogle homoseksuelle impulser, som han har har holdt i ave hele livet.

Nu sidder jeg så over for Uffe Rørbæk på noget, der hedder Brasserie Belli i Aarhus midtby.

Han sidder og tænker over et spørgsmål, jeg har stillet ham, og han tager sig ret godt tid, mens han stirrer på et usynligt punkt ude i luftrummet cirka 40 centimeter til sin højre side.

Imens tænker jeg, at lige hvad tænkepauserne angår, så minder Uffe Rørbæk mig en smule om Bjarne Riis.

Men ellers er han en fuldstændig normal mand, finder jeg ud af, og den karakteristik vil han ikke blive stødt af.

For lidt siden bestilte vi to salater og to danskvand, og han har fortalt, hvad han har lavet i de 21 år, der er gået, siden han måtte sige farvel til De Nattergale: Skrevet og instrueret lidt og lavet tv og film og reklame – men vist mest på den anden side af kameraet.

Du har ikke manglet arbejde?

»Neej, det har jeg sådan set ikke. Nu har jeg også været lidt privilegeret på det der område. Det har heldigvis ikke været presserende med hensyn til økonomien«.

På grund af De Nattergale?

»Ja, ikke fordi jeg er specielt velhavende, men der fik jeg bygget en lille økonomisk buffer. At tage ud og optræde i de store koncerthuse er nok en af de mere lukrative brancher«.

Havde du allerede der lyst til at lave noget skuespil, der bevægede sig over i en mere alvorlig retning?

»Det har jeg altid haft, faktisk, men det har ikke generet mig, at jeg ikke har gjort det, for jeg har også syntes, det var skidesjovt at spille komedie«.

Fordomsfrie castere

Men det var en af hovedrollerne i grænselandet mellem drama og komik i tv-serien ’Teatret ved Ringvejen’ i 2006, som gav ham mod på at tage det seriøse skuespil op.

Han blev castet af Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann, som havde været med i ’Drengene fra Angora’. De er begge i 30’erne og har set De Nattergale som børn og kom måske med et andet blik på Uffe Rørbæks talenter.

»De var meget fordomsfri i deres casting. Der kan jeg mærke lidt større modstand i den mere etablerede del af branchen. Der er ikke forfærdelig mange fra filmbranchen, der har ringet gennem årene. Og når det er sket, har det ofte været for at tilbyde sådan nogle sprællemandsroller, som ikke siger mig så meget. Jeg har hele tiden gerne villet lave noget, der udfordrer mig. Jeg vil gerne opdyrke nyt land«, siger han.

Har du altid godt kunnet lide at optræde?

»Ja, det har jeg faktisk. Men jeg kan også godt leve uden. Det er ikke en livsbetingelse for mig. Der er nogle, der skal ud at bekræftes hele tiden, men sådan har jeg det ikke«.

Hvordan vil du egentlig beskrive dig selv i hverdagen. Hvad er du for en?

»Det er et godt spørgsmål«, siger Uffe Rørbæk og tager sig en af de lange pauser. »På nogle områder er jeg ret ordinær, men jeg er forholdsvist distræt«.

Men ud over det, lever du et almindeligt liv?

»Ja«.

Går ned og handler ...

»Ja«.

Kommer gående op ad villavejen med indkøbsposer ...

»Ja, ja«, siger han.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Uffe Rørbæks jaer falder hurtigere og hurtigere. Jeg mener at høre på frekvensen og tonelejet, at han både genkender og omfavner den karikerede forstadstrummerum, som jeg forsøger at placere ham i.

Slår græs ...

»Slår græs«, gentager han og fortsætter selv: »Spiller fodbold«.

Men du er også musikalsk. Du spiller klaver.

»Absolut. Den kreative side har jeg med hele tiden. Det er den, der driver mig. Derudover ved jeg ikke, om jeg adskiller mig fra normen. Jeg kan godt lide at blende in«.

Mens jeg forsøger at spidde en crouton med min gaffel, ringer Uffe Rørbæks smartphone. Det var hans agent i København, siger han bagefter. Agenten er en nyerhvervelse. Sådan en har han ikke haft før.

»Jeg er i en alder, hvor man faktisk kan overskue, hvor langt et arbejdsliv man har tilbage. Så hvis der skal ske noget med hensyn til at prøve nogle flere dramatiske roller, skal det nok være nu. Omvendt vælter livet jo heller ikke, hvis det ikke sker. Jeg har også andre ting at tage mig til«, siger han.

Skuespilleren Jesper Christensen sagde engang, at han havde ligget i konkurrence med de samme cirka 10 jævnaldrende skuespillere om den samme type roller, siden han var 35 år. Han nævnte folk som Søren Spanning og Kurt Ravn.

Jeg spørger Uffe Rørbæk, hvem hans konkurrenter vil være.

»Øhm, ... (pause, red.). Jeg rammer nok ind i Lars Brygmann-segmentet«.

Er han sådan en, du altid møder i døråbningen, når du er til casting?

»Nej, han er i en anden klasse i den her genre. Han er sådan en, man bare vil have, ikke en, man caster. Men jeg er altså ikke i reel konkurrence til ham, slet ikke. Han har ikke noget at frygte, ha, ha«.

40 minutter inde i frokosten spørger jeg Uffe Rørbæk, hvordan han ville beskrive sin tinnitus, hvis man bad ham komme med ’den lange version’. Han svarer med det samme.

Vi slutter artiklen her og lader hans tinnitussvar stå som en slags faktaboks over øresusen i bunden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tinnitus (øresusen)

»Tinnitus er noget mærkeligt noget. Der er ikke to mennesker, der har den samme tinnitus. Det kan være en meget veldefineret tone i et hvilket som helst leje. Det kan være blandet med forskellig støj. Alt, hvad man kan forestille sig, kan tinnitus faktisk lyde som«.

»Nogle gange kommer der nogen hen og vil tale om det: Hvordan lyder dit? Deres egen beskrivelse er noget helt andet. Derfor tror jeg også, det er helt forskelligt, hvor generede folk er af det. Men du må gerne høre, hvad jeg har, ha, ha: Jeg har en meget højfrekvent tone i begge ører. Den er så højfrekvent, at du egentlig ikke kan beskrive den som en tone, men mere som en skarp skærende lyd. Og her i venstre øre har jeg en baslyd – fis – som jeg faktisk kan stemme en guitar efter, hvis det skulle være. Den er så svag, at jeg kun kan høre den, hvis der er ro omkring mig«.

»I starten kunne jeg høre det hele tiden, fordi jeg var så forskrækket over at have fået det. Det gælder om at fokusere væk fra tinnitusen. Der er rigtig meget psykologi i det. Men jeg er ikke unik. Der er fandeme en halv million, der har det bare i Danmark«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden