Stumt. Julie Zangenberg spiller den mystiske, stumme pige, der viser sig at have en helende kraft gennem et knald.
Foto: Klip fra traileren

Stumt. Julie Zangenberg spiller den mystiske, stumme pige, der viser sig at have en helende kraft gennem et knald.

Film og tv

Wiedemann i San Sebastian: Det var svært at se min film med publikum

Den kontroversielle ’Viceværten’ blev klappet ud med massivt bifald ved verdenspremieren på filmfestivalen i San Sebastian.

Film og tv

For instruktøren Katrine Wiedemann var det lidt af en prøvelse for første gang at skulle se sin nye film, ’Viceværten’, ved verdenspremieren på den internationale Film Festival i San Sebastian i Spanien i aftes.

»Jeg havde glædet mig til at se filmen med jer. Men det var alligevel intimiderende at se den sammen med et publikum. Den første gang, viceværten har sex med pigen i filmen, har jeg vænnet mig til, men den er brutal, når man ikke har set den før. Tak fordi I tog det på den måde«, sagde Katrine Wiedemann til det indbudte publikum i den stopfyldte sal, da ’Viceværten’ var færdig.

I begyndelsen af visningen så det ud som Katrine Wiedemanns bange anelser for verdenspremieren i et katolsk land, var begrundede. For efter scenen, hvor viceværten Per (Lars Mikkelsen) knepper den stumme og nøgne pige (Julie Zangenberg) på gulvet i en tom lejlighed, begyndte en nærmest demonstrativ udvandring fra salen.

Men hvis nogen ikke kunne klare de rå sexscener eller den kulsorte humor i manuskriptet af Kim Fupz Aakeson var det et fåtal.

Straks efter, at klassikeren ’Sirenesangen’ med Gasolin’ satte gang i rulleteksterne, bragede et enormt bifald løs fra den stort set intakte sal. Det overvejende spanske publikum syntes at nyde historien fra de københavnske forstæder, hvor den sure og afstumpede vicevært en dag finder den nøgne pige i en lejlighed.

Et helende knald Da han i et sjældent anfald af medlidenhed, lader sin ven ’Viborg’ (Nicolaj Kopernikus) knalde med hende, får kammeratens dårlige knæ det straks bedre og en forestående operation aflyses.

Snart inviterer ’Viborg’ som en bedre helseprædikant andre midaldrende mænd med større eller mindre skavanker på mirakuløst helbredende sex hos viceværten, der med stigende modvilje lader ’patienterne’ komme til.

Undervejs smiler den gådefulde pige med de store øjne og læber bare inviterende til alle mændene.

På forhånd havde Katrine Wiedemann givet udtryk for, at filmen kan opfattes kontroversielt. Men da instruktøren, der i lighed med sin kvindelige hovedrolleindehaver balancerede frem til lærredet i høje hæle og i stram kjole, Julie Zangenberg, Lars Mikkelsen og producenten Ib Tardini, stillede op til spørgsmål fra publikum, var begejstringen og spørgelysten stor.

Ingen ved, hvor knaldepigen kommer fra
Flere ville vide, hvorfra filmens engleagtige kvindeskikkelse kommer fra.

For mig er det vigtigste i filmen ikke, hvem hun er, men hvad hun gør ved viceværten

»Jeg frygtede, at I ville spørge mig om det. For jeg ved det ikke og jeg vil egentlig heller ikke vide det. Er hun fra ’outer space’, er hun en engel eller hvad er hun? Jeg kan ikke svare på det. For mig er det vigtigste i filmen ikke, hvem hun er, men hvad hun gør ved viceværten. Hun sætter gang i en udvikling, der ender med at gøre dette monster menneskelig. Deri ligger der en slags håb for humanismen, at der en god person inde bag selv det mest onde. Hvad angår pigen er det vigtige for mig, at hun er stærk, hun er ikke et offer«, svarede Katrine Wiedemann.

Hvorfor har du lavet filmen, hvad tændte dig ved den, lød et andet spørgsmål.

»At det egentlig som udgangspunkt er en meget simpel historie, men den åbner for nogle meget komplekse og svære spørgsmål. Det kan jeg godt lide. I sin kerne føles filmen sandfærdig for mig.

Med for 8. gang i San Sebastian
Julie Zangenberg blev spurgt om, hvordan det var at fremstille en pige uden stemme, uden sprog og stort set uden at bruge kroppen til andet end passiv modtagelse af mange mænd.

Som skuespiller var det en stor opgave at give den her pige liv

»Det var en stor udfordring, og det var også derfor, jeg tog imod rollen med glæde. Jeg har været skuespiller i Danmark, siden jeg var 12 år. Nu er jeg 23 år og som skuespiller var det en stor opgave at give den her pige liv. I begyndelsen arbejdede jeg sammen med Katrine og Lars, da vi skulle lægge grunden til rollen. Hvordan vil det for eksempel se ud, hvis et voksent menneske pludselig skulle lære at spise eller at snakke? Det måtte vi arbejde os frem til«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Producenten Ib Tardini glædede sig over at være på den prestigefyldte festival i San Sebastian med en dansk film for 8. gang. Og ikke mindst til at »vise byen frem for mit hold, fordi det er så dejligt et sted«, som han udtrykte det.

Slaget afgøres på lørdag

Derpå gik den danske delegation ud i San Sebastians varme og meget overfyldte gader for at finde noget af den gode mad, byen blandt andet er så berømmet for.

På filmfestivalen, som i år har 60. års jubilæum deltager ’Viceværten’ i den næstvigtigste kategori for nye instruktører. Hvem der vinder priserne afgøres på næste lørdag.

I mellemtiden ruller filmene mellem strandene i San Sebastian, hvor folk som instruktøren Oliver North, John Travolta, Susan Sarandon og Ben Afflleck allerede har været på besøg i weekenden.

Filmfestivalen i den baskiske kystby regnes for den fjerdevigtigste i Europa efter Cannes, Berlin og Venedig.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce