Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Julekalenderstjerne. Bebiane Ivalo Kreutzmann spiller Sofie i 'Tidsrejsen'. Hun blev opfordret til at gå til casting på serien efter et tilfældigt møde i Føtex.
Foto: Ditte Valente

Julekalenderstjerne. Bebiane Ivalo Kreutzmann spiller Sofie i 'Tidsrejsen'. Hun blev opfordret til at gå til casting på serien efter et tilfældigt møde i Føtex.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

'Tidsrejsen'-stjerne blev skuespiller ved et tilfælde

16-årige Bebiane Ivalo Kreutzmann er lige så stædig som Sofie i julekalenderen.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Bebiane er et grønlandsk navn. Det betyder ’den levende’. Min mor og hendes familie er grønlændere. Min oldemor hed også Bebiane. Til mellemnavn har min mor givet mig det grønlandske navn Ivalo. Det er også meget smukt, synes jeg«.

»Sofie i ’Tidsrejsen’ er meget stædig, og det er jeg også selv. Nogle gange kan jeg selv se, at hov, nu minder hun om mig, når jeg bliver sur. Det kan mine venner i skolen også genkende. På andre måder er Sofie meget forskellig fra mig. Jeg kan godt lide fysik, men jeg går ikke op i det ligesom Sofie. Jeg er heller ikke lige så modig som hende. Især senere i ’Tidsrejsen’ gør hun nogle ting, jeg ikke ville turde. Hvad det er, kan jeg ikke røbe«.

»Det var lidt af et tilfælde, at jeg kom til casting på ’Tidsrejsen’. Jeg mødte manuskriptforfatteren, Poul Berg, i Føtex. Han havde set mig i andre roller og spurgte mig, om jeg ikke havde lyst til at gå til casting. Inden jeg fik rollen som Sofie, var jeg ellers begyndt i 9. klasse. Det opgav jeg, da jeg i stedet kom med i julekalenderen«.

»Vi optog over syv måneder. Om morgenen blev jeg gerne hentet ved 7-tiden, og så kom jeg først hjem igen sidst på eftermiddagen. Nu går jeg så i 9. klasse for anden gang. Og i år er det min topprioritet at gøre 9. klasse færdig«.

»Faktisk er det meget hyggeligt at lave interview. Jeg har kun prøvet det et par gange før face to face. Og så nogle gange over telefon. I dag mødtes jeg til medietræning med en, der passer lidt på mig. Hun rådgiver mig om, hvordan jeg skal tackle det, hvis der kommer spørgsmål, jeg ikke har lyst til at svare på. Jeg kan ikke komme så meget ind på noget med min familie. Det er privat«.

»Min første rolle fik jeg også ved et tilfælde. Vi havde lavet noget cirkushalløj i skolen. Hende, der øvede med mig, er uddannet skuespiller. Og hun sagde til mig, at hun syntes, jeg skulle prøve at gå til casting. Dengang var jeg 9 år, og det var ikke engang meningen, jeg ville være skuespiller«.

»Jeg troede slet ikke, jeg kunne, og prøvede mest for sjov. Jeg castede til ’Pagten’, men kom ikke med. I stedet ville de gerne have mig med i ’Lærkevej’, hvor jeg spillede Selma i alle afsnit og også i filmen. Det var jeg rigtig glad for«.

»Marie Grathø Sørensen havde set mig i ’Lærkevej’, og sådan kom jeg med i hendes kortfilm. Først i ’Duer skal flyve frit fra himlen’ og bagefter i ’Daimi’, som jeg er sindssygt glad for. Det er en film, som er nået meget langt af en kortfilm at være. Det er fedt at spille noget andet, end jeg selv er, og i ’Daimi’ spiller jeg en fuldstændig anderledes pige. Det var en virkelig fed rolle«.

»Daimi er en pige, der bor i et totalt nedslidt hjem. Hendes mor har begået selvmord ude i badekarret, og det ved Daimi godt, men hun vil ikke indse det. Hun har en kælegris, der viser sig at være hendes lillebror. Oplevelsen med moren har gjort hende bimmelim i hovedet, så hun forestiller sig, at han er en gris, og opfatter i det hele taget alting lidt forvrænget. Indtil hun finder ud af at acceptere, at moren er død. Jeg vil gerne spille flere roller, der minder om Daimi«.

»Jeg kan lide mange forskellige filmgenrer. Men måske især film baseret på virkelige historier og egentlige eventyrfilm. Når film er baseret på virkeligheden eller på noget, der sker for mange mennesker, så kommer man nemmere til at tro på historien«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»’De urørlige’ kan jeg rigtig godt lide. Den historie er sket i virkeligheden. Vi så den i skolen en dag, og det er en film, man sidder og får lidt tårer til. Og så er den også meget humoristisk«.

»Jeg er også meget glad for ’En flænge i himlen’. Den handler om en pige, der har kræft og ved, at hun en dag skal dø af det. I dag er kræft jo desværre noget, som rigtig mange får. Min bedstemor døde af kræft. Vi var meget tætte«.

»I eventyrfilm kommer man ind i en verden, der slet ikke er realistisk. Hvor man kan bygge videre på handlingen med sin fantasi. ’Tidsrejsen’ er både realistisk og eventyrlig. Alt det med at Sofies forældre er skilt, det er jo meget realistisk. Samtidig er der det med at rejse i tiden, som er det fantastiske. Og indimellem meget spændende«.

»Når vi rejser tilbage i tiden, har jeg fundet ud af, synes voksne seere, det er interessant at komme tilbage til en tid, de kan relatere til fra deres barndom eller ungdom. Dengang i 1984 var der hverken internet eller mobiltelefoner, og i dag ser tøjet fra dengang sjovt ud«.

»Når vi rejser 30 år frem i tiden, virker det til at være en tosset verden. Det er ret fedt. I virkeligheden bliver det nok ikke sådan. Da man i 1984 lavede film om fremtiden, forestillede man sig 2014 som meget mærkelig. Med flyvende biler og den slags. Det er skægt at tænke på«.

»Det var en virkelig fed oplevelse at være med til at lave ’Tidsrejsen’. Og det var hårdt at sige farvel, da vi var færdige med optagelserne. Instruktøren Kaspar Munk er god til at give én plads til at spille, som man mener, det er naturligt i situationen. Ud af alle de optagedage har der kun været en enkelt, hvor jeg syntes, det var træls at skulle på arbejde«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Når jeg forestiller mig min egen fremtid om 30 år, tænker jeg, at jeg meget gerne vil være skuespiller. Jeg vil også gerne have fire børn og være gift. Og så ønsker jeg mig en masse dyr«.

»Min mor og jeg har en lille hund, der hedder Kvik. Vi bor i lejlighed, så det er ikke realistisk at have mange dyr der. Måske vil jeg bo i USA engang, fordi jeg elsker sproget. Men jeg vil komme til Danmark tit for at spille forskellige roller. Jeg vil sindssygt gerne være skuespiller«.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden