arvingerne. Maya Ilsøe er kvinden bag DR's dramaserie 'Arvingerne' der havde premiere i januar sidste år. Anmelderne var glade. Folk var lykkelige. Og de sociale medier strømmede af glædestilkendegivelser over dette stykke tv-dramatik. En stjerne var født.
Foto: Janus Engel

arvingerne. Maya Ilsøe er kvinden bag DR's dramaserie 'Arvingerne' der havde premiere i januar sidste år. Anmelderne var glade. Folk var lykkelige. Og de sociale medier strømmede af glædestilkendegivelser over dette stykke tv-dramatik. En stjerne var født.

Film og tv

Redaktør om TV-året: Kvinderne kører med klatten

Maya Ilsøen blev hyldet, og Stephanie Surrugue gav liv til ævle-bævle-genren.

Film og tv

Næppe var raketterne fra nytårsaften 2013 slukket på himlen, førend en ny kvindelig stjerne dukkede op på selv samme firmament. Navnet var Maya Ilsøe, kvinden bag DR Dramas tømmermandsgave til det danske folk: serien ’Arvingerne’, der handlede om et konfliktfyldt bo efter en stor kvindelig kunstnerinde.

Anmelderne var glade. Folk var lykkelige. Og de sociale medier strømmede af glædestilkendegivelser over dette stykke tv-dramatik, der slog shakespeareske akkorder an, og dertil ud over sin hovedmanusforfatter gav lys til en ny kvindelig skuespiller, nemlig Maria Bach Hansen, der i rollen som Signe – og i sin tidligere familie kendt under hippienavnet Sunshine – leverede en overbevisende præstation, der nærmest emmede af den eksistentielle tvivl i forhold til ophav og miljø, karakteren måtte døje med.

Badehotellets fiasko

Samtidig var der dømt solide comeback til et par af dansk fjernsyns helt store stjerner: I en mindre, men betydningsfuld rolle kom Kirsten Olesen tilbage efter at have været noget nær fraværende siden signaturpræstationen som Agnes Jensen i ’Matador’, og Trine Dyrholm returnerede også til tv-serien efter små 14 år i teatrets og ikke mindst filmens tjeneste. Begge gjorde det med panache.

I dramasammenhænge har TV 2 været den evige opkomling med en lang stribe af tordnende fiaskoer. Og det blev der ikke – i alle fald ikke kritikermæssigt – rettet op på.

Man havde ellers hyret DR’s tidligere guld-2’er Stig Thorsboe og Hanna Lundblad til at forestå skrivningen af komedie-dramaet ’Badehotellet’ og dertil indforskrevet en perlerække af rigets bedste skuespillere til at agere rollerne i serien om sommerlivet på et nordjysk ferieetablissement for det bedre borgerskab anno 1928.

Ikke desto mindre blev resultatet en fæl blanding af overspil og parafrase over folkekomediens mest fladtrampede klicheer; kun Bodil Jørgensen slap helt uskadt fra deltagelsen: Hendes rolle som den plagede hotelværtinde Molly Andersen havde en vis troværdighed.

Men seerne demonstrerede endnu en gang, at landets knarvorne kritikere kan mene lige, hvad der passer dem. Folk tog nemlig godt imod Andersens Hotel og dets badegæster, så om få dage ser endnu en sæson dagens lys med Cecilie Stenspil, Anette Støvelbæk, Birthe Neumann og Anne Louise Hassing på rollelisten.

Op ad karrierestigen

En af dansk fjernsyns betydelige kvinder er den dokumentarinstruktøruddannede Maiken Wexø. Allerede som purung kom hun i tjeneste hos 1980’ernes mest lobhudlede tv-stationer, nemlig MTV, hvor hun en 7-års tid fungerede som VeeJay, inden hun vendte tilbage til Danmark og Filmskolen.

Efter at være steget i graderne inden for TV 2’s organisation overtog hun chefstolen for TV 2 Networks efter Kjeld Reinecke og Palle Strøms ryk helt til tops, og i den egenskab var hun blandt andet med til at lancere TV 2 Fri, der efter et stort år med landliv og kælegrise samt masser af mad lukker og slukker per det kommende nytår.

Til gengæld er Maiken Wexø så i mellemtiden blev direktør for landets måske største kommercielle tv-entreprise, konglomeratet SBS/Discovery Networks, der tilbyder seerne en omfattende blanding af sport, film, reality og tv-serier, alt sammen målt ud med ske og spidssigte til omhyggeligt definerede segmenter.

Surrugue til undsætning

TV 2’s klassiske morgenmadsprogram ’Go’ morgen Danmark’ nåede i 2014 et journalistisk nulpunkt, hvor ævle-bævle-tendensen var så udpræget, at man snildt kunne have flyttet programmet fra Tivoli til en vuggestue, uden at det havde gjort nogen forskel.

Men så traf topfolkene i TV 2 en programmæssig ledelsesbeslutning. Man sendte i skikkelse af den danskfranske kulturjournalist og bestsellerforfatter Stephanie Surrugue kavaleriet til undsætning, og det viste sig at være en klog beslutning. For den veltalende, skarpe og oplagte diva fra TV 2 News Kultur og P3’s ’Mads og Monopolet’ har en positiv enzymatisk virkning på det hensygnende morgenmagasin. I alle fald når hun selv er på skærmen.

Søreme om ikke også det var en kvinde, der løb af med sejren i årets udgave af ’X Factor’. Hun var bare ikke alene. Den kun 15 år gamle Jasmin Dahl blev sat sammen med den en håndfuld år ældre Anthony Lopez, og under Thomas Blachmans mentorskab lykkedes det dem at hive sejren hjem.

LÆS OGSÅ

Men det var nu mest dommerpanelet, der tiltrak sig opmærksomhed. For atter var det den klassiske trio: Remee, Lina Rafn og føromtalte Thomas Blachman, der kom med gode råd og traf de barske beslutninger på de musikalske gladiatorers vegne; dømt til glemsel, som de er fra starten.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mændene rykker til udlandet

På den mere internationale front gjorde danskere sig pænt gældende. Her var det imidlertid mændene, der for alvor trådte i karakter. Ikke mindst den nydelige Nikolaj Coster-Waldau opnåede gevaldig succes for sin rolle som den arm-amputerede og incestuøst anlagte Jaime Lannister i David Banioff og D.B. Weiss’ tv-fortolkning af George R.R. Martins romankompleks ’A Song of Fire and Ice’.

LÆS OGSÅ

Fjerde sæson havde dansk premiere i det tidlige forår, og der blev hypet igennem med visning af første afsnit i Grand Teatret i Indre By og efterfølgende after party på Tivolis eventyrslot. Tv-serien er det nye film, siger man. Og det er der måske noget om.

Danske Ulrich Thomsen har også vundet fodfæste i en international tv-serie. Han spiller nemlig rollen som den grumme gangster Kai Proctor i serien ’'Banshee’, og i anden sæson gik han fra at være en bifigur til at få en mere dominerende rolle.

Dansk fjernsyn i Hollywood

Det går i det hele taget godt for dansk fjernsyn. Der eksporteres formater og serier som aldrig før. TV 2’s ’Rita’ er solgt til udvikling i USA, hvor Anna Gunn, kendt fra rollen som Skyler White i ’Breaking Bad’, skal spille den rapkæftede og cigaretrygende skolelærerinde med de egensindige principper.

’Forbrydelsen’ kører videre på amerikansk som ’The Killing’, og den dansk-svenske kollaboration ’Broen’ er blevet en hel lille industri med mange regionale aflæggere, herunder en mexicansk.

Sidst på året kom det frem, at dokumentaristen Janus Metz skal instruere et afsnit af den kommende sæson af dette års mest interessante udenlandske tv-serie, den cirkulært dramatiske ’True Detective’.

Julekalender-stjene vinder danmarks hjerte

En vis stort anlagt tv-serie om den anden slesvigske krig lagde mere eller mindre totalt beslag på debatten i årets sidste fjerdedel. Meningerne var delte om Ole Bornedals melodramatiske maraton-udladning. Nogle tillod sig ligefrem at sammenligne med den udskældte ’Gøngehøvdingen’ fra 1992, og seerne faldt da også fra i hobetal, efterhånden som de danske jenser rykkede frem mod den visse død.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Debatten døde imidlertid ret hurtigt hen, da sidste afsnit var vist. Og efterfølgende har serien gjort det ret godt som dvd, så noget må der være ved den.

Oven på den bet og dertil et internationalt melodigrandprix, hvis konsekvenser endnu ikke er klarlagt, må det være rart for DR og det danske folk at kunne slutte året med en kodyl succes, nemlig årets familiejulekalender ’Tidsrejsen’, der med den unge Bebiane Kreutzmann i hovedrollen som opfinderpigen Sofie og en ørehængende signatursang af det lidt ældre pophåb Caroline Castell har vundet alles julehjerter.

Kvinderne kører med klatten i dansk tv. Og det går rigtig godt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

Forsiden

Annonce