Vanviddet. Anders Thomas Jensen er vild med at udforske den galopperende galskab, han mener findes i alle familier.
Foto: Janus Engel

Vanviddet. Anders Thomas Jensen er vild med at udforske den galopperende galskab, han mener findes i alle familier.

Film og tv

Anders Thomas Jensen: »Jeg har været god og gjort, hvad Lars sagde, jeg skulle«

Hvem er manden bag 'Mænd & høns', 'Blinkende lygter' og 'Adams æbler'?

Film og tv

Anders Thomas Jensen er lige begyndt at fortælle om, hvad hans nye film, ’Mænd & høns’, handler om, da diktafonen på bordet foran ham siger en høj lyd. Lyden betyder, at diktafonen ikke optager mere.

»Hold kæft, hvor er det utjekket«, siger Anders Thomas Jensen venligt. Jeg piller febrilsk ved den og undskylder:

Du har ret – det er også, fordi du selv virker så tjekket. Du løber garanteret også 15 km om dagen!

»Ej-NEJ! Hvor har du det fra? Jeg er ikke ...«. Han protesterer.

Men Anders Thomas Jensen virker altså tjekket. Han er landets mest produktive manuskriptforfatter og har fået en lang række priser for dem, flere af dem står her i lokalet på M&M Productions – blandt andre tre oscarstatuetter.

Derudover har han fået fire børn. Hvad end det siger om et menneske, er han i hvert fald produktiv.

LÆS ANMELDELSE

Da diktafonen atter fungerer, fortsætter vi med at tale om ’Mænd & høns’, der har mange temaer og subtemaer, forklarer Anders Thomas Jensen, men afbryder sig selv:

»Når man sidder her og udpensler det, er det så rystende banalt«. Sådan gør han. Stopper sig selv, inden det han siger bliver for konkret. Jeg må presse ham for at få ham til at uddybe. Flere gange i løbet af interviewet. Forbi generte smil og pinlig tavshed.

»Der er et darwinistisk tema, og der er også et bibelsk tema. Uden at lave en konklusion ligger temaerne op ad hinanden, spiller ind i hinanden og i vores hovedperson David Denciks – jeg kan ikke lide ordet, for det bliver så prætentiøst – ’eksistentialistiske rejse’«.

Han dukker sig i stolen. Kigger ned. Ser op med et afvæbnende smil.

Hver gang han smiler eller griner et luftigt grin, går vi ud af situationen ’Anders Thomas Jensen bliver interviewet af Politiken’, og jeg bliver hylet lidt ud af den. Det er jo rigtigt nok, at alt kan lyde banalt, når man pensler det ud. Men han slipper ikke.

Jeg er her for at finde ud af mere om, hvad Anders Thomas Jensen tænker, og hvad han er for en. Som min kollega sagde, inden jeg tog af sted:

Prøv at lugte til ham – ligesom Blachman, der gik på scenen og lugtede til den identitetsløse vokalgruppe Vocaloca i ’X Factor’ 2008. Hvem er I, jeg kan ikke mærke jer – jeg kan ikke engang lugte jer, var Blachmans anke.

Selv om ingen er i tvivl om Anders Thomas Jensens talent, er han også blevet kritiseret for at være – upersonlig. Usynlig.

I 2005 kritiserede Lars von Trier ham ligefrem for at ødelægge dansk film, fordi han er så produktiv, så dygtig, men overfladisk.

Når han skriver, »at de falder ned med en helikopter (i ’Brødre’), så gør det sgu ikke ondt på ham«, lød det fra Trier.

I helvede for dårlig smag

Anders Thomas Jensen er ikke uddannet på Filmskolen. I stedet fortæller han, at han, siden han var 11, og familien fik video, har set en ufattelig masse film. Især dårlige film. Det har givet ham et blik for, hvad der virker.

Jeg spørger, om han mon så dem på en mere analytisk måde end andre, og det kan der være noget om. Og det er taget til.

»Når jeg ser dramaer a la dem, jeg laver med Susanne Bier, er jeg hele tiden på stikkerne. Der sidder jeg og tænker: De skal ikke få mig til at føle noget. Jeg er hele tiden analytisk. Det er måske en arbejdsskade, men alle mennesker har den i en grad. Man bliver mere og mere kritisk, jo flere film man ser«.

Han har lavet seks film med Susanne Bier, heriblandt den nyeste, ’En chance til’, som havde premiere i sidste måned. Mener han, at de film spiller på vores følelser?

»Ja, helt latterligt meget«.

Hvordan er det så for dig, som ikke kan lide at være konkret, at lave den slags film?

»Det er sjovt. Og det er grænseoverskridende hver gang. Jeg siger altid: »Det kan vi simpelthen ikke gøre, det her – vi kommer i helvede! For dårlig smag. Det skriger Barbara Cartland!« – og Susanne råber: »Gør det!«. Men hver gang har jeg sekvenser, hvor jeg siger: »Nej. Vi kan simpelthen ikke lægge ham i koma«. Det er så dårlig stil. Det er en konstruktion. Og meget af vores samarbejde handler om, hvor langt ud man kan tage konstruktionen«.

Det er noget andet, når han selv instruerer. Selv om Anders Thomas Jensen mener, at det er, når manuskriptet bliver til, at man er mest ’skabende’, føler han sig mest som en håndværker, når han skriver.

Det er, når manuskriptet bliver realiseret, at værket opstår, forklarer han. Men hvor instruktører som Lars von Trier og Ingmar Bergman er kendt for at grave ned i deres eget dybe indre mørke efter historierne til deres film, hvor kommer Anders Thomas Jensens historier så fra?

Hvad er dit mørke?

»Ha ha ha, den havde jeg ikke forudset. Mit mørke ... Det er alt det, jeg har oplevet. Alt det, der er sket for mig. Alle drømme, tanker – alt det fjernsyn ... «, siger han og afbryder sig selv:

»Det er et af de spørgsmål, hvor jeg helst vil sige: Det ved jeg ikke. ’Mænd & høns’ har en række personlige elementer, som jeg sagtens kan se er noget fra mit eget liv. Men mens jeg skriver det, er det ikke genkendeligt, heller ikke for mig selv. Det er ofte først bagefter, jeg opdager det. Det er en meget ubevidst rejse«.

Du skriver ofte om nogle karakterer – følsomme mænd i et hårdt miljø, der måske selv er blevet hårde?

»Der har du helt sikkert fat i noget. Og hele det med at blive et bedre menneske. Det tror jeg, man arbejder på hele livet. Og det kan jeg også se, nu hvor jeg har fået alle de her børn. Karaktererne i filmen er jo ligesom børn, når far ikke er der. Det ligger der igen noget personligt i. Og jeg kan se, hvor mange kræfter man skal bruge – man kommer ikke bare ud og er et godt menneske. Man skal virkelig arbejde for det«.

Hvad vil det sige at være et godt menneske?

»Det er at tage hensyn til andre og ikke sætte sig selv forrest hver gang. Du kan jo se, hvis du stiller én legetøjsspand mellem to børn på stranden, så går det galt. Det er vores natur. Der er rigtig mange kanter, der skal skæres af. Nogle har nemmere ved det end andre. Jeg prøver hele tiden at blive lidt mere udholdelig. Det er også et stærkt tema i filmen: at opdrage«.

Har du da selv været meget egoistisk?

»Er du sindssyg, ja. Det har alle mennesker. Men det handler jo om at blive opmærksom på det og prøve at gøre det lidt bedre«.

Man kan altid arbejde

Måske får man lyst til at lede efter Anders Thomas Jensens mørke, fordi han virker så tjekket – at han ligesom fremstår usårlig?

»Nej, nu må du simpelthen holde op!«.

Det er jo bare alt det, du har gjort – opnået – mange film, mange børn, mange priser – tre Oscars.

»Det kan du lynhurtigt skyde ned. Jeg har store voldsomme problemer!«, siger han storsmilende.

»Prøv at høre. Jeg har drukket mig i hegnet i 7 år, så jeg ikke kan huske, hvad jeg har lavet. Og været en total klovn. Men det er rigtigt nok, at jeg lige nu er et sted, hvor – tilfreds bliver man aldrig, men hvis man havde spurgt mig, da jeg var 20, om jeg gerne ville være her, hvor jeg er nu, ville jeg have sagt ja tak. Men ... (han griner). Du skulle bare komme hjem til mig, der er masser galt. Det er virkelig ikke kruk. Sådan opfatter jeg mig. Jeg er faktisk også lidt beæret; jeg tror ikke, der er nogen, der kender mig, der ser mig sådan«.

Mænd der slår hinanden i hovedet med udstoppede dyr udgør en slags rød tråd i Anders Thomas Jensens kulsorte komedie om familiens skøre bånd. Kilde: politiken.tv / Producer: Mikkel Stoumann Fosgrau

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Du har skrevet så meget – ofte meget på kort tid. Har du nogensinde skrivekrise? Er fænomenet dig helt ubekendt?

»Jeg har haft kriser. Jeg havde faktisk en krise her for ...«, han afbryder:

»Altså krise, hvad er det også for et ord. ’Skrivekrise’. Det er jo noget fis. Det er simpelthen så forkælet at have skrivekrise. Man kan jo altid skrive noget. Så må man jo sætte sig ned. Det er jo bare ...«.

Krukket?

»Nej, men det kan da godt være, man måske ikke er 100 procent inspireret, men man kan altid ... O.k., så lad os sige, jeg har haft skrivekrise. Men jeg har da arbejdet alligevel. Hvis man har bare en nogenlunde lille idébank, kan man kaste sig over en idé, man har, og begynde at udbygge strukturen«.

På en dag, hvor man ikke er så inspireret?

»Ja eller en måned. Du kan tage en bog, hvor arbejdet er – helt nøgternt – at du skal omstrukturere og finde løsninger. Det andet vi taler om, det hedder en depression eller gå ned med stress. Skrivekrise! ...«.

Altså ikke noget, Anders Thomas Jensen tillader sig selv.

Accepteret galskab

Jeg leder stadig efter, hvor personlig Anders Thomas Jensen er i sin kunst. Måske har han selv haft den slags grænseeksistenser, som han ofte skriver om, inde på livet – eller selv været en?

»Ja, det har jeg nok. Men altså, der er rigtig, rigtig mange mennesker, der er skøre, når man kradser lidt. Og familien, som hele tiden er omdrejningspunkt, ikke kun i de film, jeg selv instruerer, men i stort set alle; det er derinde, at det går helt galt. Inden for familiens fire vægge. Der er galopperende sindssyge i alle familier – som får lov at eksistere, fordi det er familie. Der er så meget mere spillerum til vanviddet. Det er meget meget sjovt og interessant at udforske«.

Så hvorfor lige darwinisme i denne film? Vil du sige noget særligt med det?

»Nææh. – Jeg er ikke for eller imod. Darwinismen er jo ligesom tyngdekraften. Det er fjollet at sætte spørgsmålstegn ved den. Er det ikke?«.

Han skyder mig et skævt smil.

Jeg har været god og gjort, hvad Lars sagde, jeg skulle

»Altså, jeg ved godt, du vil have mig til at sige noget meget konkret. Men ... Det er så kedeligt«.

Ja, det er lidt sjovt, at du så nødig vil være konkret. Men samtidig skriver du sammen med Susanne Bier og laver de her ultrakonkrete dramaer. Hvordan ..?

»Det er to sider af mig, jeg får ud. Det ene er fyldt med kvinderoller, meget konkret, meget eksplicit. Det andet er det modsatte. Når jeg skriver for andre, er det altid meget genrebestemt. Og hver gang skal jeg hele tiden tage mig selv i ikke at gå ud ad en vej, skifte genre eller gøre de andre ting, jeg gør, når jeg selv laver en film. Det er som et frikvarter at skrive et manuskript til mig selv. Der blander jeg det hele sammen og går med de indfald og ting, der kommer, også strukturelt. Det kan jeg enormt godt lide. Jeg elsker også genrefilm, men der er noget kedeligt ved dem. Jeg kan se i lanceringen (af ’Mænd & høns’), hvordan distributørerne tager sig til hovedet. Vi er meget konforme, folk bliver forvirrede og siger: Hov, er det en komedie? De vil vide, om de skal grine eller græde. Det synes jeg er lidt tyndt. At vi holder fast i de oldgamle genrer i stedet for at være åbne for at mikse og trække tæppet væk under, at ’nu skal det være sjovt’, ’nu skal det være uhyggeligt’. Det kan jeg selv godt lide«.

En god dreng

Men har Lars von Trier ret i sin kritik; bliver det kun til fis og ballade på overfladen? Forstår du kritikken fra Lars von Trier?

»Ja, det var ret let at forstå; han sagde ligeud, at det bare var et håndværk for mig, og at jeg ikke lossede noget personligt ind i det. Men det gør jeg jo. ’Mænd & høns’ er en meget personlig film. Hvis du ser, hvad der er sket inden for de sidste 10 år af mit liv – altså begge mine forældre er døde, og at få fire børn; der er enormt mange ting, der går igen, og som jeg har brugt. Men det er på en snørklet måde. På den måde er den også mere personlig end de andre film. Men altså ’Blinkende lygter’ var også meget personlig for mig. Den handler om, at man selv skal gå ud i verden og finde sin egen familie. Så jeg har været god og gjort, hvad Lars sagde, jeg skulle«.

Så hvad er der med din egen familie?

»Den er ligesom alle andre familier. Bare kuleskør«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvordan det?

»Dysfunktionel, skør på sin helt egen måde. Og når man er i den, opdager man det ikke. Jeg troede jo, det var normaliteten, indtil jeg kom ud og opdagede, at det er ikke alle, der kaster med tingene og råber på den måde. Og så får man selv en familie og tænker, at det er os, der er helt normale. Og så opdager man, at den nye familie er lige så skør bare med andre fortegn. Så øh. Ja. Så synes jeg, jeg har sagt det. Ja«.

Et par sekunder er der stille. Jeg spørger, om han tror, det er der, hans historier kommer fra.

»Jeg kan sige alt muligt, men jeg ved ikke. Jeg har ikke haft en dårlig barndom, men det har jeg sikkert alligevel. Jeg ved godt, det er dit job. Men hey. Jeg aner ikke, hvad min drivkraft er ... Det er at afsøge mig selv. Og finde ud af, men der er jo lang vej. Jeg har ikke fundet ud af særlig meget«.

Hvad var et vigtigt øjeblik i filmen, som er tæt på dig?

»Da hovedpersonen forlader huset og afviser sin bror på en meget kontant og grov måde. Det var et vigtigt personligt øjeblik for mig i filmen. Men altså, det er bare kedeligt at læse om. Alle har jo de her problemer. Det gør jo ikke filmen mere interessant, at de bunder i noget personligt. Det håber jeg ikke i hvert fald«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden