Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

KULTURARV. Filmarkivet hos DFI rummer dokumentar-, kort, reklame- og spillefilm af både kunstnerisk og Danmarkshistorisk værdi.
Foto: Peter Hove Olesen (arkiv)

KULTURARV. Filmarkivet hos DFI rummer dokumentar-, kort, reklame- og spillefilm af både kunstnerisk og Danmarkshistorisk værdi.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Loader 1 procent: 99 procent af Danmarks filmarv er ikke digitaliseret

Størstedelen af Danmarks nationale filmsamling er utilgængelig for danskerne

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I Det Danske Filminstituts arkiv i Glostrup ligger Danmarks nationale filmsamling.

I lufttætte, tempererede kølebokse gemmer sig tusindvis af gamle filmruller og bånd med værker af store danske filminstruktører som Carl Th. Dreyer og Theodor Christensen sikkert opbevaret side om side med unikke portrætfilm om Thit Jensen og Martin Andersen Nexø – og film om hverdagslivet som feriebarn i 1949, livet som enlig mor i 1954 eller livet som sælfanger i Nordgrønland i 1955.

Men størstedelen er ikke tilgængelige for den almindelige dansker, fordi kun 1 procent af dem ligger i digitale formater, som gør det mulige at komme til dem. Og modsat vores skandinaviske nabolande har Danmark hverken afsat folk eller penge til at arbejde målrettet med digitaliseringen af filmene, som ellers er målsætningen for både regeringen og EU.

Som et lukket bibliotek

Det svarer til at have et folkebibliotek, som aldrig har åbent, mener Lene Halvor Petersen, der er afdelingschef for Arkiver og Digitalisering under Det Danske Filminstitut (DFI).

»Bortset fra at folkebibliotekets bøger ofte findes i flere eksemplarer, mens vores værker ofte kun findes i ét eksemplar«.

Op til forhandlingerne om den seneste filmaftale, som gælder frem til 2018, kom DFI derfor med et oplæg til politikerne, hvori de forklarer, at filmsamlingen er uden reel værdi og betydning for borgerne, fordi filmene ikke kan ses, og »uden digitalisering må vi konstatere, at store og væsentlige dele af filmarven reelt går i glemmebogen«.

I Danmark har vi ikke infrastruktur til at overspille digitalt

Derfor efterspurgte de en målrettet indsats og en bevilling på 10 millioner kroner årligt til at sikre digitalisering af en del af disse film.

Men de fik ingenting på den samlede filmaftale, som blev underskrevet af alle Folketingets partier. I stedet ville DFI søge fondsmidler.

Bagud i forhold til nabolande

I sidste uge skrev Politiken om, at det halter med digitaliseringen af danske tidsskrifter og bøger. Her pegede eksperter på, at på den front blev Danmark sejlet agterud af sine skandinaviske naboer. Det samme gælder filmfronten:

»I både Norge, Finland og Sverige er egentlige digitaliseringsprogrammer i gang. Sverige og Finland har lavet en digitaliseringsafdeling, investeret i udstyr og ansat medarbejdere. Herhjemme har vi ingen af delene« forklarer Lene Halvor Petersen fra DF, der dog understreger, at DFI via intern, økonomisk omprioritering i 2014 fik investeret i et arkiv til de digitaliserede film.

Hun fortæller, at man i Norge har oprettet en digitaliseringsenhed under det norske nationalbibliotek – og at Finland årligt poster 1 million euro i digitaliseringen af filmarven. I Sverige har man afsat 40 millioner svenske kroner til en 3-årig digitalisering af 500 svenske film.

Digitalisering af film er en vanskelig proces

I Danmark har man i stedet fået mindre drypvise bevillinger, men intet kontinuerligt og ikke nok til for alvor at gøre noget, mener Lene Halvor Petersen.

»Men hvis man skal digitalisere alle analoge film i vores samling, er det helt andre tal. Så snakker vi et trecifret millionbeløb til en start. De penge, vi hidtil har fået, har aldrig været nok til en egentlig massedigitalisering af filmarven«, siger hun.

Den opfattelse deler Casper Tybjerg, der er filmhistoriker ved KU.

»I Danmark har vi ikke infrastruktur til at overspille digitalt. Det kræver et dedikeret laboratorium og en stab af højt kvalificerede medarbejdere. Det er vanskeligere at digitalisere film end tekster, hvor den visuelle finish er mindre afgørende«, siger han og konstaterer, at »der ikke lader til at være politisk energi omkring at digitalisere den danske filmarv på nuværende tidspunkt«.

Konsekvensen er, at »de gamle film hos DFI er blevet uerstattelige museumsgenstande og sværere at tilgå som menig dansker«, siger Casper Tybjerg, der understreger både den kunstneriske og historiske vigtighed af samlingen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Både ministerens og DFI’s ansvar

Ifølge Alex Ahrendtsen, kulturordfører for DF, afspejler problemet, at »den nuværende regering og kulturminister interesserer sig mere for støtten til eksperimenterende film og ikke nok for kulturarv og derfor heller ikke digitalisering«.

Han efterlyser derfor en langsigtet strategi med faste bevillinger.

Hvor skal pengene komme fra?

»Alene på kulturfronten bruger Kulturministeriet 188 millioner årligt på internationale aktiviteter. Så det er jo ikke, fordi der ikke er penge i Kulturministeriet. Og hvis DF bestemte, omprioriterede vi, så nogle af de penge, vi bruger internationalt på kulturområdet, i stedet gik til at sikre den danske kulturarv«.

De må prioritere på en måde, der er hensigtsmæssigt i forhold til deres øvrige drift, så de år for år kan udvide deres arkivmasse

Michael Aastrup Jensen, kulturordfører for Venstre, anerkender problemet, men mener også, at DFI selv bærer noget af ansvaret:

»Da vi forhandlede sidste filmaftale, fyldte DFI og digitaliseringen af deres film meget lidt. Det var ikke meget, DFI forsøgte at råbe os op, og der var så mange andre interesser, der ellers fyldte i lobbyarbejdet«

Men DFI skriver jo i deres oplæg, at de mangler penge, hvis filmene skal digitaliseres og reddes fra glemmebogen. Er det ikke at råbe op?

»Nej, det var ikke meget, de råbte op, vil jeg sige. Og det siger jeg ikke for at vaske hænder. Jeg vidste for eksempel ikke, at de kun har nået at digitalisere omkring 1 procent af deres film – det tal er nyt for mig«, siger Michael Aastrup Jensen:

»Men kulturministeren har et særligt ansvar for at sikre og udbrede kulturarven. Derfor studser jeg over, at ingen under forhandlingerne har ringet med den store klokke og sagt: Det er så vigtigt, at vi får gjort noget ved digitaliseringen og sætter X millioner af til formålet. Det har hverken DFI eller kulturministeren sagt«, siger han.

Jelved: Handler om prioritering

Kulturminister Marianne Jelved (R) køber ikke præmissen om, at der ikke er afsat penge til en kontinuerlig indsats:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»De sidste 5 år er der løbende givet 8,5 mio. kr. til digitalisering. Det er vilkårene, fordi vi har valgt at bruge Umts-midlerne som finansiering. Filminstituttet har så fået 20 procent af de midler, og den politik har været kørt af flere regeringer over årene – både under Helle Thorning, Anders Fogh og Lars Løkke. Det handler om, hvordan Filminstituttet prioriter deres driftsmidler - for som institut er det indenfor deres opgave og budget at sikre langtidsopbevaring og tilgængeligheden af film«, siger kulturministeren.

Men hvis de ikke er i stand til at løfte denopgave?

»Jeg har ikke en eller anden hemmelig konto. De må prioritere på en måde, der er hensigtsmæssigt i forhold til deres øvrige drift, så de år for år kan udvide deres arkivmasse. De er allerede nået en god bid, og det vil jeg gerne rose dem for«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden