Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ædelhed. Kan det virkelig passe, at mens det er blevet gængs at sparke nedad i den offentlige debat, så holder dansk film- og tv-dramatik fast i sympatien hos de socialt udsatte?
Foto: Tegning: Roald Als

Ædelhed. Kan det virkelig passe, at mens det er blevet gængs at sparke nedad i den offentlige debat, så holder dansk film- og tv-dramatik fast i sympatien hos de socialt udsatte?

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Glædelig 1. maj, tabertyper!

Dansk film- og tv-dramatik insisterer på en form for ædelhed hos de socialt udsatte? Hvorfor det?

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er i dag, vi fejrer de udsatte, dem, det er blevet så populært at pege fingre ad. Dem, der bare skal tage sig sammen, hæve sig op over deres livsvilkår og holde op med at opfatte sig selv som ofre.

Det er 1. maj, og ’kontanthjælpreform’ og ’dæmonisering’ kommer på top-5-listen over ord, der går igen fra den ene taler i Fælledparken til den anden. ’Arbejde’ er også sådan et ord. Og hvis man allerede er halvtræt af mantraet ’det skal kunne betale sig’, er det nok klogest at blive hjemme med lukkede vinduer og uden adgang til net, tv eller radio i dag af alle dage.

Men hvis det er rigtigt, at ’virkeligheden’, den offentlige debat, er blevet hårdere ved de marginaliserede, siden Sonofon og Polle fra Snave legitimerede det i et kæmpehit af en tv-reklamefilm i 2001, hvordan kan det så være, at kunsten – i hvert fald den, der ytrer sig som fiktion på biograflærredet og i tv – forekommer ret upåvirket?

Godt nok er det 15 år siden, Per Fly satte sig på ’Bænken’ med Jesper Christensen og de andre samspilsramte, og Lotte Svendsen, der lavede ’Bornholms stemme’ dengang i 1999, er i dag primært kendt som Knud Romers mere socialt anfægtede kollega i ’Kulturen på News’. Men de findes stadig i rigt mål, lovprisningerne af det nøjsomme, solidariske liv, som drives gennem det kapitalistiske systems ubønhørlige centrifuge, og karikaturtegningen af direktøren for det hele med høj cigarføring og råd i moralen.

Næppe nogen var i tvivl om, at de to brødre i ’Submarino’ hang fast i samfundsstrukturens hængedynd, den arbejdsløse unge mand i ’Broderskab’ lod sig nemt indfange af det nazistiske submiljø, ligesom fængselsfilmen ’R’ til overmål demonstrerede, at der findes en etos også allerallernederst på samfundets bund.

De findes stadig i rigt mål; lovprisningerne af det nøjsomme, solidariske liv, som drives gennem det kapitalistiske systems ubønhørlige centrifuge

Det var også dem, Hella Joof investerede sin sympati i med ’Se min kjole’ om de rå piger på springtur fra deres forvaringsdom. Og hvad skulle den lille selvstændige håndværker stille op over for overmagten, cigarrygende og ildevarslende, i ’Kartellet’?

Skurk som en selvfølge

Måske stammer vores opfattelse af helte og skurke tilbage, fra før nogen satte arketyperne ind på en højre-venstre-akse. Christian Torpe, den unge manuskriptforfatter, der skrev spillefilmen ’Stille hjerte’ og TV 2-serien ’Rita’, er i hvert fald inde på det:

»Drivkraften for os, der laver filmene, er helt naturligt dramaturgien snarere end det ideologiske. En lille bonde, der kæmper mod en ond konge, er bare en bedre historie end en konge, der kæmper mod en ond bonde. Vi kender det helt tilbage fra den græske tragedie, hvor kongen eller hærlederen blev korrumperet og bedrog sine principper og dermed fremprovokerede sit syndefald«.

Man kan, mener Christian Torpe, ikke forestille sig ’Erin Brockovich’, filmen hvor Julia Roberts hæver sig over sine beskedne kår for at tage kampen om mod et multinationalt selskab, med omvendt fortegn.

»Forestil dig, at den handlede om en velmenende republikansk senator, der kæmper mod en lille iværksætter. Nej vel? Det, man ser som skurken i film, er oftere en højreorienteret magtinstans end en venstreorienteret en, og det skyldes, at magt stadig er et tabu på venstrefløjen. Magten er blev konkret og udvendig til højre for midten, mens den til venstre er mere manipulerende, skjult og ... blød«.

Så det, der fungerer bedst – og enklest – i kunsten, afspejler ikke nødvendigvis virkeligheden. Den er jo ikke er forpligtet af dramaturgi i helt samme grad som fiktionen. Ifølge Christian Torpe er den gængse model med den ædle taber og skurkagtige direktør »effektiv, nem og nærmest en smule doven«, fordi venstrefløjens uerkendte magt, der går og putter, er svær at lokke frem i billedet. Den historie ville blive så subtil, at den ville være svær at realisere.

Forestil dig, at den handlede om en velmenende republikansk senator, der kæmper mod en lille iværksætter. Nej vel?

»Der er nogle kunstneriske strukturer, der understreger mønsteret«, siger Kristian Ditlev Jensen, forfatter, nyindmeldt konservativ debattør og filmanmelder hos magasinet Ekko.

»Tag en instruktør som Lars von Trier. Han tager en karakter og kaster hende ud i forfærdelige dilemmaer, som hun ikke kan løse. Det er, som om han kyler hende ind i en pinballmaskine, og der bliver blinket og klirret en hel masse. Det er ligesom hans plot. Hvis man tænker plottet filosofisk, handler de alle om hjælpeløse, ansvarsløse mennesker, som alle udelukkende er produkter af deres omstændigheder og vilkår. De kommer hele tiden ud for ting. Ting overgår dem. Det er en offer- og klientgørelse, som når man i virkelighedens verden skynder sig at få en diagnose af lægen, så man kan løbe op til kommunen og få nogle penge«.

»Det er den måde at tænke mennesker på, som om de alene er produkter af deres omgivelser. Det er et taberbillede. Jeg er selv vokset op i underklassen, som hele tiden taler om sig selv med passive verber: »vi faldt i og endte på druk« og »vi røg i grøften« – i stedet for, at man vælger at genoptage et misbrug eller selv kører i grøften«.

Joachim B. Olsen, folketingsmedlem for Liberal Alliance, er den politiker, der oftest står for skud for at dæmonisere de socialt dårligst stillede, og Christian Torpe mener, at Olsen taler stejlt op imod den dramaturgi, vi bedst kan lide:

»Så snart du går ind og angriber en lille person som for eksempel ’Fattig-Carina’, bliver det enormt nemt at angribe politikeren tilbage, fordi det strider så meget imod vor historiefortælling, at en lille fattig person på gulvet kan være modstanderen«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fanen højt hævet

Men hvordan verden end ser ud rundt om os, så er det måske kunstens mål at lave en rettesnor, geninstallere et moralsk kompas, som vi andre, os nede i biografsæderne, bør følge.

Ingolf Gabold, højrefløjens mest yndede ’røde lejesvend’ fra DR-dramatikkens fede år, der som sin sidste DR-gerning producerede den kontroversielle serie ’1864’, har svært ved at se en moderne borgerlig film- eller tv-helt for sig.

Han er skiftet over i det private produktionsmiljø som seniorproducer for Eyeworks siden sidst.

»Kunsten holder en form for fane højt, et ideal for os«, siger Ingolf Gabold. »Det gør den stadig. Den fri kapital kan ikke være et ideal, for den beder bare om at blive dyrket, den kræver bare det totale knæfald fra kunstnernes side. Højrefløjen synes, det er uretfærdigt, at der ikke bliver lavet film om dem, men det kan bare ikke lade sig gøre«.

Den fri kapital kan ikke være et ideal, for den beder bare om at blive dyrket, den kræver bare det totale knæfald fra kunstnernes side.

Manusforfatter Christian Torpes karakter Rita er den rapkæftede, politisk ukorrekte skolelærer, spillet af Mille Dinesen. Men er hun også bærer af et politisk budskab?

»Rita«, siger han, »er ikke liberal i økonomisk-politisk forstand, men eksistentielt er hun vel. Hun insisterer på at ryge, hvor hun vil, og spise burgere, selv om Dan Jørgensen siger, at man ikke må. Hun er en arbejderklassehelt, men hun forbeholder sig retten til selv at definere sit liv. Hun er anarkist og liberal. Jeg er meget bevidst, når jeg skriver, om opgøret med den bløde, formynderiske magt«.

Kristian Ditlev Jensen hygger sig såmænd meget godt med såvel film af Lars von Trier som andre, der reproducerer den danske tabermodel, selv om han ikke genkender meget af virkeligheden i dem.

»De fratager jo mennesket en borgerlig kernedyd som anstændigheden. Det at man selv vurderer en situation og så træffer sin beslutning med det ansvar og den eventuelle straf, det måtte indebære. Hvis man hiver moralen og ansvaret tilbage til sig selv, får man en form for privatsfære tilbage, som nærmest ikke findes i dag. Og man genfinder også sin værdighed: Man er jo ikke bare en kugle i en flippermaskine. Man kan bevæge sig selv, afvige fra den kurs, man er på – eller simpelthen standse. Det bestemmer man jo selv«, siger Kristian Ditlev Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Verden er ikke sort/hvid

Så er kunstnere mere venstreorienterede end resten af landet? Det er vist aldrig målt, og afhængigt af hvornår man stiller spørgsmålet, ligger Radikale Venstre på den ene eller den anden side af midten.

Verden er ikke sort-hvid. En af dansk tv-histories mest retskafne figurer er vel stadig den højborgerlige bankdirektør Varnæs fra ’Matador’, der hjalp og støttede de svage uden falbelader.

Og har vi ikke for nylig set en håndfuld udkantstyper i ’Mænd & høns’, der ud over fysiske defekter og slibrige personligheder var uredelige som heltetyper? Godt og vel.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden