Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Musisk. Laurie Anderson mistede sin mand, rockmusikeren Lou Reed, for snart to år siden. Hendes guldløvekandidat 'Heart of a Dog' handler om kærligheden, døden og afskeden. Foto fra filmen: labiennale.org

Musisk. Laurie Anderson mistede sin mand, rockmusikeren Lou Reed, for snart to år siden. Hendes guldløvekandidat 'Heart of a Dog' handler om kærligheden, døden og afskeden. Foto fra filmen: labiennale.org

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dagbog fra Venedig: Knotne, sårbare Lou Reed er usynligt til stede

Charlie Kaufman og Laurie Anderson sørger for, at det helt ualmindelige bliver en slags standard på filmfestivalen i Venedig.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Før vi ser filmen, er der kun spekulationer. I Venedig som i Cannes er vi en konkurrencefilms første publikum, og ofte ligner en film slet ikke noget, man kunne have forestillet sig. På godt og ondt står den frem i fuld figur for første gang. På en måde nærmest nøgen. I hvert fald sårbar.

Det kan være et meget smukt øjeblik, når det sker. Som tilfældet er det med Charlie Kaufman og Duke Johnsons ’Anomalisa’.

Der har på forhånd været bekymrede bryn. Den originale manuskriptforfatter Charlie Kaufman havde stået fadder til film som ’Orkidetyven’ og ’Solskin i et pletfrit sind’, inden han i 2008 prøvede kræfter med instruktørrollen i ’Synecdoche, New York’. En tankespinnende kolos af en film, der ikke blev nogen kommerciel succes.

Siden har han kæmpet. ’Anomalisa’ er blevet imødeset med skepsis. Den er i udgangspunkt crowdfunded, så de store producenter har næppe stået i kø. Det var oprindelig tænkt som en slags hørespil med afsæt i Carter Burwells musik og med tre skuespillere på scenen. Altså slet ikke en film.

Så overbeviste den unge animator Duke Johnson Kaufman om, at animation var en mulighed. Også selv om fortællingen typisk for Kaufman var en sørgmodig, mærkelig og emotionelt dybt kompleks kommentar til samtidens maskuline psyke. Og altså slet ikke tænkt i billeder.

Lisa med arret i ansigtet

’Anomalisa’ er en historie om ensomhed, forelskelse og et engangsknald med konsekvenser. Som har sit eget liv og ikke ligner noget andet, jeg har set. En anomali. I ordets bedste forstand. Noget som falder uden for normen:

I filmen er engelske Michael Stone rejsende i marketingklicheer. Hans bog ’Lad mig hjælpe dig med at hjælpe dem’ er blevet en slags bibel i servicebranchen, og nu er han kommet til Cincinatti for at give et lukrativt foredrag. Men den midaldrende og småalkoholiserede Michael føler sig død indeni. Alle han møder, har mandestemmer. Først undrer man sig. Hvad foregår der? Er der noget transkøn på spil? Så opdager man, at det på en måde er hans stemme, der hele tiden reflekteres. Verden gør ikke indtryk på ham. Alle andre er bare alle andre og har den samme ligegyldige stemme i hans liv.

Men så møder han Lisa på kongressen. En helt almindelig ung kvinde. Lisa er sød, genert og har et stort ar i ansigtet. Ikke den skarpeste i skuffen og vild med at synge Cindy Laupers ’Hey Now (Girls Just Want To Have Fun)’.

Lisa betragter sig selv som en anomali. En skævert. Men Michael tror, hun måske er den eneste ene. En anden slags anomali. Hans helt særlige Anomalisa. Fra Lisas mund hører Michael og tilskueren for første gang i filmen det andet køns stemme. Det er som at høre englene synge. I hvert fald for en nat.

Stiv skumgummi

Duke Johnsons stop-motion-animation er lige så enkel, som den er magisk. Med lemmer støbt i en slags stiv skumgummi og med ansigtsdele som en mekanisk dukke kommer Michael, anomalien Lisa og de andre skikkelser i det typiske Kaufman-univers til live på en måde, som er mere bevægende, end det har været tilfældet i flertallet af Kaufmans filmprojekter.

Figurernes stive ubehjælpsomhed understøtter deres sårbarhed, og fortællingen åbner sig som en mørk blomst i hotelværelsets nattetimer, hvor begrebet gummisex får en helt ny betydning.

Med David Thewlis som Michael, Jennifer Jason Leigh som Lisa og Tom Noonan som ’alle de andre’ er ’Anomalisa’ stadig et stykke for tre stemmer. Men nu lokket ind i den visuelle sfære som en original og meget bevægende fortælling om det besværlige, aparte og ufrivilligt komiske ved at være menneske. Helvede er ikke de andre. Helvede er, hvis de andre ikke har en stemme. Så kan man kun høre sin egen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kærlighedshistorier er spøgelseshistorier

For hver film, der gør indtryk, bliver huden lidt festivaltyndere. Sådan ved jeg det er, men jeg ved aldrig, hvornår det løber over.

I år sker det midt i Laurie Andersons ’Heart of a Dog’, der ligesom ’Anomalisa’ er med i hovedkonkurrencen. Den amerikanske performancekunstner og musiker med mere har lavet en legende, vittig og øm film, der længe handler om hendes lille afdøde terrier Lolabelle, men efterhånden viser sig at være Laurie Andersons egen lille billeddødebog inspireret af Den Tibetanske Dødebog.

Filmdigtet med musik, velmodulerede sentenser og mange forskellige visuelle udtryk er et dybt personligt gesamtkunstwerk.

Det handler blandt andet om overvågning, hunde og skøjteløb, men handler i virkeligheden om kærligheden, døden og afskeden.

Hun mistede sin mand, rockmusikeren Lou Reed, for snart to år siden. Han bliver ikke nævnt med et ord før rulleteksterne, men i en sekvens, der handler om noget helt andet, toner Lou kortvarigt frem på stranden. Hvilken strand? Mon ikke det er Coney Island, baby?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Knotne, sårbare Lou er usynligt til stede bag filmen. Han er den eneste sangstemme, jeg altid har følt mig på fornavn med.

Da jeg var helt ung, var hans sange som en hemmelig ven. Nu mærker jeg pludselig, jeg aldrig rigtig fik sagt farvel. Noget giver sig bag mit brystben. Giver slip. Farvel, Lou. Nu fik jeg sagt det og følt det, takket være Laurie Andersons billedmeditation fuld af klaverspillende hunde, overvågningskameraer, filosofi, smalfilm og historien om en mor, der ikke kunne elskes af sin datter og med sine sidste ord sagde farvel til dyrene, hun så oppe i loftet.

Filmens billeder svarer til sidste ord. Kærlighedshistorier er spøgelseshistorier, man ikke skal være bange for. Først under rulleteksterne kommer stemmen fra et af dem. Lou, som synger ’turning time around/ that’s what love is«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden