Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dukke. Lisa er den ene del af dukkeparret i 'Anomalisa'. Foto fra filmen: labiennale.org

Dukke. Lisa er den ene del af dukkeparret i 'Anomalisa'. Foto fra filmen: labiennale.org

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dagbog fra Venedig: Seks måneder lang sexscene og et lag af silikone

Kaufman og Johnson har lavet en stop-motion-film. Egoyan har lavet en film om et sidste kz-opgør.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da jeg sætter mig til rundbords over for Charlie Kaufman og den unge, ukendte Duke Johnson i Villa Lagunas gårdhave, er der ingen tvivl om, at den berømte manuskriptforfatter er hovedpersonen. Men nogle gange er den konkrete filmvirkelighed næsten mere fascinerende end tankerne bag.

Unge Duke Johnson, som selv har et ansigt, der ser ud, som om det er lavet af lutter bløde, plastiske materialer, har stået for praktikken bag parrets animationsdrama ’Anomalisa’.

DAGBOG - DAG 9:

Filmens dukkepar Michael og Lisa går i seng med hinanden. Realistisk sex med begær og sårbarhed, så man fuldstændig glemmer, det er to dukker.

Men det er altså heller ikke noget, man sådan bare lige fyrer af, fortæller Johnson. Filmens stop-motion er tidskrævende animation. To sekunders film på en arbejdsdag. Så seks måneder tog det at lave denne ene sexscene. Det må da vist være det længste knald i filmhistorien!

Yak-oksens pandehår

Jeg har altid godt kunnet lide yak-oksers pandehår. Det kan Duke Johnson også. For da menneskehår viste sig at være for grove, blev Lisas brune hårpragt lavet af de finere yakhår. Plantet et ad gangen.

Johnson og hans lille hold fandt på at indlægge et lag af noget særlig silikone mellem dukkens ’skelet’ og ’hud’, som fik figurerne til at se bøjelige ud og Michaels krop til at få den særlige bløde, midaldrende fornemmelse om livet, jeg genkender så udmærket fra spejlet.

Når man snakker animation er suspension of disbelief, ophævelsen af den velbegrundede mistro til konstruktion og fiktion, virkelig en kernedisciplin. Det gælder selvfølgelig alle film.

Egoyans slingrende år

At historiefortælling er en konstruktion, som satser på en blanding af skarp opmærksomhed og øjeblikkelig forglemmelse hos sit publikum, er Atom Egoyans ’Remember’, der ligesom ’Anomalisa’ deltager i hovedkonkurrencen her i Venedig, et spændende eksempel på.

Den tidligere så kunstfærdige canadiske instruktør har haft nogle slingrende år, hvor han med skiftende held har bidt skeer med mere mainstreamprægede projekter.

Men i ’Remember’ får han forenet skarp filmintelligens med fundamental spænding i en usædvanlig historie.

Benjamin Augusts manus ligner på forhånd en blanding af Bryan Singers nazidrama ’Den gode elev’ og Christopher Nolans amnesi-thriller ’Memento’, men ’Remember’ bliver en mere ligefrem spændingshistorie med mange understrømme.

Plummer som jøden Zev

Christopher Plummer spiller den gamle jøde Zev, der af sin endnu mere affældige ven Max bliver sendt ud på en mission fra alderdomshjemmet, de begge bebor. Zev skal finde og likvidere den nazibøddel, der i Auschwitz myrdede begge mænds familier. Fire mænd lever under det samme navn. Hvem er den rigtige bøddel?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den gamle mand jager andre gamle mænd. De sidste med førstehåndserindring om kz-lejrene. Jagten på kryds og tværs hen over Amerika kompliceres af, at Zev ikke kan huske fra næse til mund. Han er helt og aldeles afhængig af det brev med udførlige instruktioner, som Max har givet ham med.

85-årige Christopher Plummer løser en svær opgave med bravur i en film fuld af overraskelser og tankevækkende spørgsmål om forholdet mellem identitet og hukommelse, skyld og demens.

Polsk udknaldet, realistisk symfoni

Også den polske veteran Jerzy Skolimowski leger med konstruktion og identitet i ’11 Minutes’. I en blæret sammenklipning fletter Skolimowski 11 skæbnesvangre minutter i 11 menneskers liv sammen til en udknaldet, realistisk symfoni til en slags portræt af vore dages Warszawa.

En fortælling om utroskab, prostitution, ambition, skyld og raseri af klipperen Agnieszka Glinska sat sammen til forrygende svada om tilfældighedens rolle.

’11 Minutes’ er ret vild og virker da også i slægt med Damian Szifrons ’Wild Tales’. Filmen forbliver dog også noget af et paradenummer, synes jeg nok. Alligevel er den med sin deltagelse i hovedkonkurrencen med til at forstærke indtrykket af Venedig årgang 72 som livlig og afvekslende. Der er klart færre journalister på Lidoen end tidligere, men filmkunstens fane holdes pænt højt, konstaterer jeg glad cyklende med kurs mod de sidste film.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden