Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dagbog fra Venedig: Hvem vinder årets guldløve? Kim Skotte guider til favoritterne

Lørdag slutter den 72. udgave af filmfestivalen i Venedig.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der vil altid være en spænding mellem individ og samfund. Og den spænding har været til at få øje på i de fleste film her i Venedig.

Nogle steder højspændt og udtalt politisk som i tyrkiske ’Abluka’ og Pablo Traperos argentinske kidnapningsdrama ’El Clan’ fra juntatiden.

I italienske Marco Bellochios temmelig kryptiske ’Sangue del mio Sangue’ (’Blod af mit blod’) skildres de gamle samfundsinstitutioner kirke og adel som vampyriske, mens individet i amerikanske Drake Doremus’ sci-fi ’Equals’ er udvisket og underkastet kollektivets normer og behov.

I Laurie Andersons filmbilledbog ’Heart of a Dog’ er overvågning blevet en integreret del af selv den mest intime erindring.

DAGBOG - DAG 9

Men den mest profetiske film er paradoksalt nok måske israelske Amos Gitais film om mordet på Rabin. Det foregik for 20 år siden, men filmen peger frem mod en politisk uforsonlig nutid. Gitai beskriver, hvordan man bevidst skabte en atmosfære, hvor det blev legitimt at kalde sine politiske modstandere for forrædere. En skinger retorik, som nu stortrives i de sociale mediers tidsalder.

DAGBOG - DAG 7

Kommentatoren David Brooks hævder, at individuel autenticitet bliver den vigtigste målestok i et samfund fuldstændig opslugt af individets mulighed for at udtrykke sig som sig selv. Folk forsamler sig i afgrænsede kulturelle og ideologiske bobler, hvor de overbeviser hinanden om, at det mest tydelige eksemplar af lige netop deres type bør vinde hævd politisk.

Så man stemmer i stadig højere grad på farverige og uforsonlige outsidere, mens mistroen til de etablerede politiske partiers vilje til kompromiser og realpolitik bliver betragtet som smudsig og amoralsk.

I Luca Guadagninos ’A Bigger Splash’ lever personerne, som var de evigt unge. Er dyrkelsen af ungdommen med til at gøre det politiske liv til et spejlbillede af den alder, hvor man med teenagerens alvor og raseri tror på ideen om den ægte vare og foragter dens mere mudrede modsætning? Gitais film kan både ses som en profetisk advarsel om et demokrati underkastet en brutal og umoden populistisk polarisering.

’Rabin – The Last Day’ om fredsmageren og ’forræderen’ Rabin tror jeg må stå stærkt i juryens bevidsthed før prisuddelingen i aften. Gitai blander dokumentar og iscenesættelse med overblik og engagement. Det samme gør russiske Aleksandr Sokurov i ’Francofonia’ om kampen for at redde Louvres kunstskatte under Anden Verdenskrig. Filmen er manges favorit. Selv er jeg mere begejstret for Charlie Kaufman og Duke Johnsons originale animationsfilm ’Anomalisa’.

DAGBOG - DAG 9

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Skal en animationsfilm virkelig prøve at vinde en ’rigtig’ filmkonkurrence? En dokumentarfilm har tidligere vundet i Venedig, så man er i hvert fald ikke bange for at bryde tabuer.

Gigangtisk økologisk katastrofe

Og en dokumentarfilm, hvor førnævnte spænding mellem individ og samfund er tydelig, er Zhao Liangs dokumentarfilm ’Beixi Moshua’ (’Behemoth’), som er en af de sidste guldløvekandidatfilm, jeg ser i Venedig i år.

Det er et nyt Kina, jeg ser tone frem. Et Kina portrætteret som en gigantisk økologisk katastrofe - og et Kina, hvor det er blevet muligt at lave sådan et portræt.

I voldsomme og voldsomt smukke billeder fremmanes en gigantisk kulmine i Indre Mongoliet, som bogstavelig talt æder det græsdækkede landskab bort under fødderne på hyrder, får og geder.

I mange og lange billedsekvenser følger man minearbejdere med grimede ansigter og de monstrøse, tungtlæssede lastbiler. Kun afbrudt af landskabsbilleder, hvor en nøgen mand ligger som en sårbar genfødt i den kvaste natur, mens en stemme reciterer et digt inspireret af den guidede tur til Inferno i Dantes ’Guddommelige komedie’.

’Behemoth’ er længe lidt lang i spyttet og minder mig om en lovlig poetisk udgave af Michael Glawoggers ’Workingman’s Death’, da den pludselig fokuserer konkret på de menneskelige omkostninger. Glassene med gråsort vand som tappes fra minearbejdernes stenlunger er et syn, der gør indtryk. Lungesyge migrantarbejdere fra Sichuan demonstrerer foran portene til miner og stålvalseværk, mens de appellerer til regeringen om hjælp. Zhao Liang antyder ikke, at de får den, men placerer aben på den fælles skulder. Vi er alle sammen det grådige uhyre Behemoth. Med vores forståelige drømme og materielle længsler har vi skabt et altædende monster.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Magert italiensk år

Italiensk film fik til gengæld en skuffende slutning på et lidt magert år med veteranen Giuseppe Gaudinos hysterisk fortalte drama ’Per Amor Vostro’.

Med overgearede effekter fortælles en skinger historie fra Napoli om en mafiosos hustru, der plages af sociale problemer, åbenbaringer og et job i italiensk tv. Men Valeria Galino spiller som Anna på alle tangenter, så er juryen i det løsslupne hjørne, kan Galino blive et italiensk plaster på såret i et slet ikke så tosset år.

Kan hænde filmfestivalen som Venedig langsomt er ved at synke i havet, men begge gør det i så fald med stil.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden