Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Filmen 'Den skaldede frisør' blev finansieret gennem præ-salg. 46 pct. af budgettet kom fra præ-salg til andre lande.
Foto: Joachim Adrian (arkiv)

Filmen 'Den skaldede frisør' blev finansieret gennem præ-salg. 46 pct. af budgettet kom fra præ-salg til andre lande.

Film og tv

Nordisk Film: EU kan trække tæppet væk under dansk film

EU’s digitale indre marked kan lamme Nordisk Film, der vil lave langt færre film.

Film og tv

Panderynkerne er dybe hos Danmarks største og ældste filmselskab, Nordisk Film.

For med strategien om et digitalt indre marked risikerer EU at trække tæppet helt væk under det meste af den danske filmproduktion og sætte mindre nationale og regionale filmselskaber som Nordisk Film skakmat i spillet om at få fat i de store blockbustere til danske og nordiske biografer.

»Vi vil formentlig blive ved med at producere film udelukkende til det danske marked, men de større, mere ambitiøse film vil vi have svært ved at lave. Og vi vil ikke have nogen rolle som distributører af større amerikanske film i Norden. Den rolle vil blive overladt til store multinationale aktører som Netflix eller Amazon«, siger direktør i Nordisk Film Distribution, Kenneth Wiberg.

Geoblokering skal fjernes

EU-kommissionen har i forbindelse med lanceringen af det indre digitale marked meddelt, at muligheden for at geoblokere for ting på nettet som eksempelvis film og tv-serier bør ophøre.

Geoblokering betyder, at en dansk film eller tv-serie kan ses i Danmark på nettet, men ikke fra en computer placeret i Tyskland. Den begrænsning er lagt på, fordi film og tv-serier sælges land for land eller til en region som eksempelvis Norden. Og det er via salg af de rettigheder, at en væsentlig del af pengene til dansk film kommer.

»Hele fundamentet for produktion af film er geoblokering – at vi kan sælge eksklusive rettigheder til territorier som eksempelvis det tyske marked«, siger Kenneth Wiberg.

En film som Susanne Biers ’Den Skaldede Frisør’ havde et budget på 43 millioner kroner, som skulle skaffes, før de første optagelser kunne komme i gang. 46 procent af pengene kom fra lande, hvor distributører og andre fik eksklusive rettigheder til filmen.

»Den investering er helt afgørende for filmproduktion. Men hvis vi ikke kan love nogen eksklusivitet på rettighederne, så vil de jo ikke investere i filmen«, siger Kenneth Wiberg.

Ifølge Nordisk Film mister man ikke bare penge til filmproduktionen, man mister også nogle ambassadører i andre lande, der gør alt, hvad de kan, for, at den film, de har betalt for, slår så godt igennem som muligt.

Også distributionen af amerikanske film til biografer i Danmark bliver ramt.

»For så skal distributøren lige pludselig købe rettigheder til hele Europa, og der kan vi ikke være med. Så bliver det overladt til de helt store spillere som Netflix og Amazon«, siger Kenneth Wiberg.

Oprør i filmbranchen

De danske filmselskaber står ikke alene med kritikken. Europæiske filmorganisationer er også i oprør, ligesom de amerikanske er bekymrede for, om EU er ved at smadre markedet for film og tv-serier.

I Forbrugerrådet Tænk mener vicedirektør Vagn Jelsøe, at filmbranchen maler fanden på væggen.

»Det indre marked skal også tilgodese forbrugerne, og det kan ikke passe, at vi fortsat skal have berlinmure om de enkelte lande, når det gælder digitale produkter«, siger han.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»De kunstneriske industrier er utroligt dårlige til at omstille sig til nye markedsvilkår, men jeg er sikker på, at de nok skal finde en model til de nye spilleregler. For 10 år siden hørte vi den samme jammer fra musikbranchen, nu tjener de penge på streaming«, siger han.

Den tyske kommissær for digital økonomi, Günther H. Oettinger, har udsendt en meddelelse som reaktion på kritikken fra filmbranchen. I den forsikrer han, at EU vil fastholde produktion af mange og meget forskellige kulturprodukter:

»Kulturel mangfoldighed er og vil også fremover være en kerneværdi i EU«.

Men Günther H. Oettinger fastslår samtidig, at en forbruger, der køber en film fra en video on demand-tjeneste i et land, skal kunne se filmen i samtlige EU-lande.

Foto: Sony Pictures/AP

It-Politisk Forening, der ønsker at styrke brugernes rettigheder og frihed, er i lighed med Forbrugerrådet Tænk begejstret for, at EU nu vil ophæve geoblokering.

»Geoblokering er fuldstændig uholdbart i en moderne verden, og det burde filmbranchen også indse. Det er ekstremt bagstræberisk at holde fast i en forretningsmodel, der er så uegnet til den digitale verden«, siger formand Jesper Lund.

Derimod deler Dansk Folkeparti filmbranchens bekymringer. Problematikken skulle have været drøftet på en konference i Folketinget i juni. Den blev aflyst på grund af valget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Derfor vil DF’s kulturordfører, Alex Ahrendtsen, nu bede om en ny høring, når folketingsarbejdet går i gang 6. oktober.

Kulturminister Bertel Haarder (V) siger i en mail, at han godt forstår bekymringerne, men at det er relevant at undersøge, om der er plads til forbedringer i de gældende europæiske regler om ophavsret, »så det fulde potentiale af et reelt digitalt indre marked opnås«.

»Jeg ser derfor frem til at modtage de konkrete udspil, som kommissionen har varslet til december i år«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce