Rodet. Mange fotograferende soldater og instruktører har medvirket til dokumentaren om kz-lejrenes befrielse, som smitter af på filmens fokus.
Foto: Foto fra filmen/Spring Films

Rodet. Mange fotograferende soldater og instruktører har medvirket til dokumentaren om kz-lejrenes befrielse, som smitter af på filmens fokus.

Film og tv

Dokumentar om befrielsen af kz-lejrene er rystende, rædselsfuld og creepy

En skrinlagt dokumentar fra Anden Verdenskrig - som blandt andre Alfred Hitchcock arbejdede på - ser dagens lys.

Film og tv

I Bob Dylans ’A Hard Rain’s a-gonna Fall’ beretter fortælleren om alle de skrækkelige ting, han så, da han besteg de 12 tågede bjerge, vaklede omkring på de 6 skæve motorveje og stod midt i de 7 sørgmodige skove. Men alt det er for ingenting at regne mod de syn, der mødte de allierede styrker, da de tiltvang sig adgang til koncentrationslejren Bergen-Belsen i foråret 1945.

De så alle stadier af menneskelig lidelse. De så mennesker så udhungrede, at de ikke var til at skelne fra skeletter. De så døde, der lå i bunker, som var de fordærvede kålhoveder. Ikke i dusinvis, men i titusindvis. Og de så de dødes ejendele samlet ind og ordnet, med henblik på grusomt genbrug. En hård regn var faldet.

At vi i dag kan se de samme grusomme syn er takket være en dokumentarfilm, der skulle være færdiggjort allerede i årene efter krigen, men som først er blevet det nu. Som en del af en større og nyere bestræbelse, der fortæller den oprindelige historie om koncentrationslejrenes forfærdelige hemmeligheder og samtidig beretter en filmhistorisk saga om engelske, amerikanske og sovjetiske soldaterfotografers indsamling af dokumentation for krigens rædsler.

For da gutterne med kameraerne kom hjem med deres ruller og atter ruller af film, viste det sig mere end almindelig kompliceret at få det trimmet og bragt i orden til noget, man kunne vise.

Det er creepy på en måde, der får de fleste gysere til at ligne 'Postmand Per'

Egentlig var det en britisk officer ved navn Sidney Berstein, der stod i spidsen og skulle lave filmen. Hans agt var at fortælle historien om nazismens grusomheder som en slags memento til menneskeheden, så ingen nogensinde ville glemme, at kz-lejrene rent faktisk fandtes. Men i løbet af processen var også Billy Wilder og såmænd selveste Alfred Hitchcock fløjet ind fra Hollywood for at få cinematografisk skik på sagerne.

20-kilos pakninger af menneskehår

Og det handler filmen så også om. Ligesom den inkorporerer øjenvidneberetninger fra såvel jødiske deporterede som russiske soldater, der på egen krop og sjæl mærkede krigen og siden har måttet leve med indtrykkene.

Stærkest blandt disse er udsagn fra en russisk soldat, der fortæller om, hvorledes han så en lagerbygning fyldt med 20-kilos pakninger af menneskeligt hår, sorteret efter farve. Siden bakkes hans historie op af fotos, hvor nogle skærer en sådan pakke op og føler på de afklippede lokker. Det er creepy på en måde, der får de fleste gysere til at ligne ’Postmand Per’.

En ting er imidlertid de hjerteskærende og frygtelige billeder af lig, lemlæstelse og massegrave fra krigen. De er i sig selv vigtig dokumentation. Noget andet er selve filmen, hvis instruktør ikke for alvor er sig sit fokus bevidst.

For vil han fortælle historien om en glemt film? Vil han fortælle historien om, hvordan han selv lavede den færdig? Eller vil han fortælle den egentlige historie?

Det svar blæser i vinden, for nu at vende tilbage til his Bobness fra indledningen. Hvilket desværre gør, at man som tilskuer også lidt føler sig på Herrens mark. For billederne flyder i en lind og skræmmende strøm.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men hvis billeder ser vi nu? Hvem fortæller? Hvor er vi i tiden? Der mangler en autoritativ stemme, der melder sig som øverste udsigende instans. Muligvis er det en pointe, når nu filmen består af så mange kilder og er puslet sammen af elementer fra forskellige tidsaldre: 1945, 1984 og lige i forgårs. Ikke desto mindre: Forplumret vand er nu engang svært at se igennem.

Og så er der markedsføringen. Hvis man forventer en film, hvor gysermesteren Alfred Hitchcock spiller en fremtrædende rolle, går man skuffet i seng. Han medvirker parentetisk som en bifigur, men at kalde hele molevitten ’Hitchcocks glemte film’ er som de kulørte websiders click bait, hvor man loves slibrigheder og nøgne kvinder, men får reklamer for slankepulver og tvivlsomme investeringstilbud, altså en lang næse.

Det er sgu uværdigt, når nu det handler om noget så alvorligt som nazisternes massehenrettelser af uskyldige mennesker. Men filmen er der grund til at se. Den glemmer man ikke lige med det første.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce