Dengang. Han Solo, prinsesse Leia og Luke Skywalker tilbage fra den første Star War 'Et nyt håb' fra 1977.
Foto: AP Photo/20th Century-Fox Film Corporation

Dengang. Han Solo, prinsesse Leia og Luke Skywalker tilbage fra den første Star War 'Et nyt håb' fra 1977.

Film og tv

Galakseguiden: Nye - eller forvirrede - Star Wars-entusiaster kan begynde her

Forvirret over handlingen i Star Wars? Vi har forsøgt at samle de vigtigste tråde fra de første seks Star Wars-film, så du er klædt på til 'The Force Awakens'.

Film og tv

Vi skal langt tilbage i tiden. Til en fjern, fjern og fiktiv galakse med solsystemer, planeter og et politisk system, som kaldes Republikken. Galaksens forskellige planeter er beboet af et utal af både menneskelignende racer og væsner i snart sagt alle tænkelige former, som har organiseret sig i den galaktiske republik.

Til at opretholde orden i Republikken findes de såkaldte jediriddere. Jediridderne er udvalgt til at beskytte Republikken blandt andet med lyssværd, fordi de har en særlig forbindelse til Kraften.

Kraften er helt afgørende for at forstå Star Wars.

Den er et slags energifelt, der omgiver alt levende, gennemsyrer galaksen og for eksempel gør jediridderne, men også nogle onde, i stand til at gøre unaturlige ting. Ved fortællingens begyndelse er Republikken dog truet af en oprørsbevægelse. De onde, galaksens mørke kræfter, begynder at røre på sig i universet.

FEATURE

I den første film, ’Den usynlige fjende’ fra 1999, befinder vi os i begyndelsen på en planet ved navn Tatooine, der er fyldt med sand og beboet af blandt andet den unge 9-årige slave Anakin Skywalker. Dette navn skal man huske.

Jedilærlingen Obi-Wan Kenobi og hans jedimaster Qui-Gon Jinn er strandet på planeten, hvor de møder netop Anakin Skywalker. Han synes at være utrolig stærk i Kraften, og jediridderne ønsker derfor at tage Anakin med sig for at træne ham til at blive en jedi.

For at få sin frihed igen og dermed muligheden for at komme i lære som jedi, skal slavedrengen Anakin først gennemføre og vinde et såkaldt podrace. En konkurrence, hvor mærkværdige konstruktioner af flyvemaskiner flyver om kap. Den klarer han selvsagt, hvorefter unge Anakin kan forlade sin mor og drage af sted med Obi-Wan Kenobi og master Qui-Gon Jinn til planeten Naboo. Planeten Naboo, som kontrolleres af en dronning ved navn Amidala, står ved deres tilbagevenden foran et angreb og ender også med at blive invaderet.

Efter at have bekæmpet en ond skurk, der hedder Darth Maul, går det op for jediridderne i slutningen af den første film, at der i virkeligheden venter dem et større og ondere kompleks: De er oppe imod de såkaldte Sith-fyrster.

Vi springer lidt i tiden i den anden film, der har den danske titel ’Klonernes angreb’. 10 år er der nu gået siden invasionen af planeten Naboo, hvor Amidala var dronning. Galaksen er på randen af opbrud og borgerkrig. I Republikken truer en gruppe solsystemer med at bryde ud.

De er alle under ledelse af en frafalden jediridder ved navn Grev Dooku. Det navn er ikke så vigtigt. Den unge jedilærling Anakin Skywalker, der i mellemtiden er blevet 20 år, bliver efter et attentatforsøg rettet mod Padmé Amidala, som altså nu ikke længere er dronning, men senator i Republikken, udpeget som hendes livvagt.

Han skal beskytte Padmé Amidala, men kommer til at forelske sig i hende. Samtidig begynder Anakin at opdage en mørk side i sig selv. Snart befinder hele galaksen sig i en såkaldt klonekrig.

Årene går igen, og vi er nu fremme ved den tredje film, ’Sith-fyrsternes hævn’.

Krigen har været i gang i tre år, og jediridderne kæmper spredt ud over galaksen mod separatisterne. De får hjælp fra en hær af kloner, som en anden nu afdød jediridder ved navn Sifo-Dyas har bestilt uden jediriddernes og Republikkens kendskab. Han er vist ikke så vigtig.

Anakin Skywalker tager sammen med sin master Obi-Wan Kenobi af sted for at befri Republikkens øverste mand, kansler Palpatine, da han bliver kidnappet af general Grievous, en robot, der står i spidsen for droidehæren.

I mellemtiden er Anakin selv og hans forhold til kansler Palpatine blevet genstand for de andre jediridderes mistanke. Anakin Skywalkers kone Padmé Amidala er desuden gravid, og Anakin har mareridt om, at hun vil dø i fødesengen.

Kansler Palpatine viser sig at være ond, og han har iværksat en hemmelig plan om at omdanne Republikken til et ondt imperium. Krigen slutter, da Palpatine bliver afsløret som ond og får lokket Anakin over på den mørke side. Dette er meget vigtigt.

Filmen slutter med et opgør mellem Anakin Skywalker og hans master Obi-Wan Kenobi. Anakin er tæt på at miste livet under kampen, men bliver reddet af den mørke side.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han iklædes den sorte dragt, som holder ham i live og gør ham til den onde Darth Vader, kejser Palpatines lærling. Padmé Amidala føder til gengæld deres to fælles børn: Luke og Leia. Galaksens nu eneste håb.

I filmen ’Et nyt håb’, der jo i virkeligheden var den første film i serien fra 1977, møder Luke Skywalker 19 år efter den nu gamle jediridder Obi-Wan Kenobi, som har været i eksil på planeten Tatooine.

Sammen rejser de - efter træning af Lukes evner - ud for at redde prinsesse Leia fra det onde imperium, der har regeret siden slutningen på klonekrigene med kejser Palpatine i spidsen og hans undersåt Darth Vader. Luke har sluttet sig til oprørerne, som til gengæld mister Obi-Wan Kenobi i kamp mod netop Darth Vader.

Dog demonstrerer selvsamme Luke nu sin besiddelse af Kraften, da han smadrer Dødsstjernen, de ondes rumstation.

Det onde imperiums krigere fortsætter med at jagte de gode oprørere i filmen ’Imperiet slår igen’. Luke drager sammen med robotten R2-D2 af sted til en planet ved navn Dagobah, hvor master Yoda har opholdt sig siden Republikkens sammenbrud. Her vil Luke færdiggøre sin træning.

I mellemtiden bliver smugleren og piloten Han Solo, prinsesse Leia samt robotten C-3PO taget til fange af Darth Vader, der bruger dem som lokkemad til at bringe Luke til sig. Yoda advarer Luke om ikke at tage af sted, før han har afsluttet sin træning, men Luke lytter ikke.

Darth Vader forsøger at overtale Luke til at tilslutte sig den mørke side. Under kampen mellem de to hugger Darth Vader hånden af Luke, hvorefter han fortæller ham, at han er hans far, Anakin Skywalker.

Nu venter det sidste opgør. Det onde imperium har bygget en endnu stærkere Dødsstjerne i 'Jediridderen vender tilbage' fra 1983, som skal knuse oprørerne og bringe ro til galaksen, men sådan går det langt fra.

Efter at have befriet Han Solo fra det blævrede væsen Jabba the Hutt, indleder Han Solo, prinsesse Leia og Luke Skywalker en plan om at destruere den anden Dødsstjerne. I mellemtiden fortæller Luke også Leia, at de er søskende og børn af Darth Vader, som Luke Skywalker nu vil forsøge at bringe tilbage fra den mørke side.

Luke Skywalker kæmper i sidste ende ansigt til ansigt med sin far Darth Vader og kejser Palpatine. Han overvinder sin far og hugger hånden af ham. Kejseren forsøger at få Luke til at tilslutte sig den mørke side, men Luke nægter og erklærer sig for en jediridder at være, hvilket får kejseren til at angribe Luke og bringe ham i knæ.

Darth Vader vælger i dette afgørende sidste øjeblik at bryde ind, at dræbe kejseren Palpatine og redde sin søn Luke. Selv dør han af skaderne, men herefter kan freden endelig sænke sig over galaksen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For en stund.

Den syvende Star Wars-film genopliver god gammeldags stjernekrig i rendyrket retrostil. Kilde: Politiken TV / Vært: Kim Skotte / Producer og klip: Johannes Skov Andersen

Rettelse: Sifo-Dyas var jediridder og ikke senator, ligesom Anakin Skywalker og Padmé Amidala blev gift i 'Klonernes angreb' og derfor var mere end kærester i den efterfølgende film 'Sith-fyrsternes hævn'.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden